Socialistisk Arbejderavis
Nr. 183 – Juni 2000 – side 5
Zimbabwe
Vestens tyveri skyld i besættelser
Marlene Mejdal
Vestens ledere har i dag travlt med at fordømme Zimbabwes præsident Mugabe, den selvsamme leder, som de for blot få år siden hyldede, fordi han forlod sin mere venstreorienterede politik.
For 20 år siden blev det muligt for Zimbabwes sorte indbyggere, som udgør 95% af befolkningen, at stemme om deres egen regering. De slap fri, efter et århundrede med det hvide mindretals undertrykkelse.
Den nye præsident, Robert Mugabe, vandt en rungende sejr, men økonomisk skulle den nye, sorte regering rette op på det tidligere hvide regimes bevidste ødelæggelse af landets økonomi.
Kvægbestanden var kun 1/3 af, hvad den havde været. Infrastrukturen var elendig, tusinder af kilometer veje var ubrugelige, fordi de ikke var vedligeholdt, og mere end 2/3 af skolerne havde været lukket i 7 år.
Mugabe ønskede reformer, men blev begrænset af krav fra vestlige banker og koncerner. Der skete konkrete forbedringer.
Mellem 1980 og 1985 faldt spædbørnsdødeligheden til næsten det halve. Indsatsen på uddannelsesområdet blev mere end fordoblet per indbygger fra 1979 til 1990. Og folkeskolerne fik tildelt tre gange så mange penge. Kornforsyningen blev tredoblet mellem 1980 og 1985, og fabrikssektoren voksede med 30%.
I 1982 klarede Zimbabwe en tørkesituation ved at øge formueskatten for de mere velstående farmere og øge selskabsskatten samtidig med, at der var gratis uddeling af mad til de fattigste.
Vestligt pres
Fra midten af 1980’erne begyndte de internationale banker og kapitalister for alvor at presse Mugabe for at få ham til at ændre kurs og føre en mere vestlig og markedsorienteret politik.
I 1991 kom sammenbruddet. Arbejdsløsheden var næsten oppe på 50% og samtidig faldt priserne drastisk på de vigtigste eksportvarer bomuld og tobak.
Den daværende leder af IMF tog til Zimbabwe for, sammen med landets ledere, at nå til enighed om en økonomisk og strukturel ‘kur’ for landet.
Kuren blev kaldt ESAP, og i den gik Mugabe regeringen med til store nedskæringer i socialhjælpen, den privatiserede mange af de statsejede virksomheder og fjernede fødevaretilskuddene. Desuden blev vilkårene for investeringer fra multinationale virksomheder forbedret.
Sammen med ESAP-programmet kom endnu en tørke, og på grund af ESAP fik tørken katastrofale konsekvenser. ESAPs frie markedsøkonomi betød at fødevarepriserne steg og det samme gjorde transportudgifterne, hvilket yderligere pressede priserne.
Brugerbetalingen på mange sociale og sundheds mæssige ydelser steg drastisk, og derfor faldt sundhedstilstanden. F.eks. eksploderede udbredelsen af AIDS. Alt som var opnået lige efter uafhængigheden blev fjernet på nogle få år, som konsekvens af ESAPs markedsøkonomi.
Ikke alle i Zimbabwe var utilfredse med ESAP. Den hvide og sorte elite skabte profit på andres nød. I dag forbruger de rigeste 10% af befolkningen 35% af alle varer. De fattigste 10% forbruger 3%.
Studenteroprør
I 1992 brød massive studenteroprør ud, som protest mod forringelser på uddannelsesområdet og i levevilkårene generelt. Mere end 10.000 studenter blev bortvist fra universiteterne og demonstrationer blev brutalt slået ned.
Mugabes elitehær skød mod en demonstration bestående af kvinder, børn og studenter, der krævede bedre levevilkår i guldmineområdet øst for hovedstaden Harare.
I 1995 gav Mugabe IMF og vestlige bankfolk bedre vilkår for at øge lysten til at liberalisere yderligere. Men det var for sent. Krisen og en voksende opposition var et faktum. Fagbevægelsen brød båndene til Mugabes regeringsparti på grund af pres nedefra, fra arbejdspladserne.
I 1997 og 1998 strejkede omkring en million arbejdere mod skattestigninger.
IMF og vestlige banker har med ESAP, deres økonomiske og strukturelle tilpasningsprogram smadret levevilkårerne for det store flertal i Zimbabwe. Samtidig har de fået Mugabe i deres lommer, så hans troværdighed i dag er meget ringe.
Tømt for ressourcer
Alle rigdomme er suget ud af landet, og overført til vestlige banker, Verdensbanken og IMF. I 1985, fem år efter uafhængigheden, brugte Zimbabwe 1,2% af BNP til renter og afdrag på lån til Vesten, i dag er det over 10%. Samtidig går f.eks. kun 8,5% til uddannelsessektoren.
Mugabe er ingen helt. Han er ikke arbejdernes og bøndernes ven. I stedet for at holde fast ved den politiske kurs, han forsøgte at føre lige efter uafhængigheden, lavede han aftaler med vestlig kapital og udsultede derved sin egen befolkning. Istedet for sociale reformer og øget beskatning af de rige, indførte han fri markedsøkonomi, der fik de fås profitter til at stige.
Vesten er hyklerisk ved at kritisere Mugabe nu, da de har hovedansvaret for den tilstand, der hersker i Zimbabwe i dag, med besættelser af de hvides farme og et truende socialt oprør.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed