Socialistisk Arbejderavis
Nr. 184 – August 2000 – side 6
IMF-udsultning startede oprøret i Indonesien
Jesper Høi Kanne
Da IMF i 1997 gik ind med en redningsplan for en indonesisk økonomi i sammenbrud, krævede de nedskæringer i de offentlige budgetter. Det betød så volsomme forringelser i levevilkårerne, at et socialt oprør væltede den enevældige hersker, Suharto.
I Indonesien lever ca. 193,3 mil. mennesker. Fra 1965-1998 herskede diktatoren Suharto over dem. Fra 1965 voksede vreden mod hans korrupte og nepotistiske styre.
I dag anslås det, at Suharto og hans familie er god for over 40 mia. $. Firmaer, der kontrollere vand, el og olie er ejet af medlemmer af Suharto familien og får statsstøtte.
I 1997 ramte en krise de Østasiatiske tigerøkonomier og dermed også Indonesien. 16 banker lukkede, folks opsparinger blev indefrosset og valutaen, rupieren, blev devalueret.
IMF ydede 43 mia. for at stabilisere Indonesiens øko-nomi. Men denne “hjælp” kom ikke uden krav. De statsejede firmaer skulle åbnes for vestlig investering, altså privatiseres.
Desuden skulle de statslige udgifter skæres ned, det gjaldt også subsidierne på fødevare. Det betød at prisen på ris steg med 30% på under et år, på kogeolie med 110%, på kylling 86% og på mælk 60%. Elprisen steg med 60%, vand med 65%, og gødning med 12% på en måned. Imens blev lønningerne fastfrosset. Det var arbejderklassen, der fik lov til at betale for krisen, mens Suharto og hans milliarder ikke blev rørt.
Kontrasten mellem rig og fattig var enorm. At vreden var voksede kunne ses i strejketallene: I 1995 var der 365 og i 1996 var der 901 strejker.
Efter et fixet parlamentsvalg i maj 1997, kom det til en strejkebølge på hovedøen Java.
Vreden voksede i takt med fattigdommen. I de første måneder af 1998 blev der i gennemsnit fyret 2 mio. arbejdere hver måned. Hundredtusindvis af studenter og arbejdere i demonstrerede i gaderne. I hovedstaden Jakarta kom det til gadekampe med politi og hær.
Studenterne og arbejderne besatte parlamentet, men blev til sidst spist af med en regering, der stadig består af militæret og Suhartos gamle magtkreds, og som stadig accepterer IMFs angreb på velfærden.
Se også:
SAA 184: De rige kræver at de fattige betaler
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed