Socialistisk Arbejderavis
Nr. 188 – December 2000 – side 9
Enhedsfront og antikapitalisme
Hans Erik Madsen
Mads Trærup er nu løsladt mod kaution. Siden Mads blev fængslet har Mads’ familie, venner, vrede antikapitalister og socialister over hele landet kæmpet for at få Mads løsladt. Underskriftslister, demonstrationer, happenings og støttegrupper har været vigtige dele af aktiviteterne.
I kampagnen for at få Mads løsladt har vi som socialister brugt enhedsfront-strategien. En strategi, som tager afsæt i, at vi socialister er i mindretal, og skal vi for alvor forsvare velfærden, befri Mads eller stoppe nazisterne, kræver det, at vi overbeviser mange om, at de må protestere.
At aktivitet er nøglen til forandring.
Samtidig er aktivitet nøglen til at ændre ideerne blandt dem, der kæmper. At gøre flere til antikapitalister og socialister.
Stemningen i dag er mere og mere mod kapitalisme. “Verden er ikke til salg,” udtalt af den franske bondeleder, Bové, udtrykker den brede anti-kapitalistiske bevægelse, som har udviklet sig fra den store demonstration i Seattle for et år siden til Prag og Nice.
Hans Erik Madsen går i denne artikel ind i en diskussion af, hvad enhedsfronts-strategien kan bruges til af antikapitalister i dag.
“Lønforhandlingerne er gået i hårdknude. Ledelsen vil kun give 2 kr. mere i timen. Arbejderne kræver en femmer!”
“Folketinget har vedtaget, at kopiafgiften på gymnasierne, hæves med 500 kr. om året.”
Vi kender disse situationer.
Som socialister bliver vrede over at ledelsen bare skovler profit ind, mens vi som arbejdere spises af med en alt for ringe løn. Og vi bliver vrede over, at det igen og igen er de svageste grupper – fx gymnasieeleverne, som skal punge ud, mens de rige bliver rigere.
Hvad pokker stiller vi op for at få stoppet disse angreb på velfærden?
Vi må have fat i vores kollegaer og klassekammerater. Vi må have overbevist flertallet om, at vi må protesterer. At vi må strejke og demonstrere for at få mere i løn eller stoppet kopiafgiften. Det nytter ikke noget at det kun er os få socialister, som råber op.
Nej, vi må kæmpe for at overbevise flertallet. Kun hvis vi kan overbevise et flertal i klassen, skolen eller på arbejdspladsen om, at vi må protestere, er vi stærke nok til at tvinge arbejdsgiveren til at åbne op for lønningsposen eller tvinge folketinget til at fjerne kopiafgiften.
Hvordan overbeviser vi så folk?
Vi må tage udgangspunkt i sagen – det konkrete. Vi må slå på at vi alle må stå sammen for at få mere i løn eller stoppet afgiftsforhøjelsen. Uanset hvad vi i øvrigt mener? Om vi er borgerlige, støtter Nyrup eller Pia Kjærsgård. Vi må slå på det uretfærdige i, at firmaets aktionærer skovler profit ind, mens vi må holde igen. Vi må slå på, at uddannelses er en ret for alle – uanset pengepung. Vi må gennemhulle politikernes argumenter om, at de er tvunget til at øge brugerbetalingen, fordi der ikke længere er råd til gratis uddannelse. Der er masser af penge i samfundet. Der er råd til velfærd. Vores svar er beskat de rige.
Den anden del af vores argumentation er, at det nytter noget at protesterer. Vi må bruge den seneste pædagogstrejke som eksempel på, at en arbejdergruppe kan stoppe nedskæringerne hvis de står sammen, og får opbakning fra andre arbejdere, forældre osv. Vi må bruge eksemplet fra gymnasieelevernes boykot af kopiafgiften i 92, eller “NU ER DET NOK” bevægelsens aktioner i 99, som eksempler på at demonstrationer og sleep-inn på gymnasierne kan presse politikerne.
Protester varierer
Protesterne vil variere meget, afhængig af hvor vrede folk er, og hvor mange socialister og antikapitalister der er i klassen eller på arbejdspladsen. Jo flere antikapitalister, des lettere er det at overbevise de mange. Derfor kan det være en god idé, at samle de aktive antikapitalister og diskutere igennem, hvordan I overbeviser flertallet, og hvordan I omsætter vreden til aktiviteter.
Selv om socialister og anti-kapitalister i dag er i mindretal, så kan denne situation lynhurtig ændre sig, fx når ledelsen med den ene hånd rundhåndet deler ud til aktionærerne og med den anden hånd kommer viftende med sølle 2 kr. som løntilbud. I den situation provokeres mange. Og mange får et helt andet syn på den “pæne” ledelse og snakken om, at de vil gøre alt for medarbejderne.
Ideer kan ændres
Som marxister bygger vi på den opfattelse, at det er igennem kamp og handling at folk ændrer ideer. Vi bygger også på den opfattelse, at den herskende klasses ideer er de herskende ideer, men at disse ideer netop kan brydes, når arbejdere og gymnasielever selv handler og kæmper.
Samler vi pointerne op fra de to eksempler, så kan vi fastslå:
- at socialister – som i dag er få – altid må kigge mod det store flertal i klassen eller på arbejdspladsen, og forsøge at overbevise så mange som muligt om, at de må handle og protestere mod al uretfærdighed. Socialister må tage udgangspunkt i den vrede, der findes og som kan eksplodere, når folk føler at nogen tramper på dem.
- at aktivitet er nøgleordet, hvis det skal lykkes at stoppe angrebene på velfærden og arbejderklassen. Aktiviteterne kan spænde vidt – lige fra de små skridt til de store skridt – fra en protestudtalelse, strejke, demonstration, besættelse af skolen til revolution.
- at aktivitet samtidig er nøglen til at ændre det store flertals ideer om det samfund vi lever i, og nøglen til at overbevise dem om, at organiserede socialister gør en forskel.
Disse tre principper sammenfatter under et, hvad vi som socialister forstår med enhedsfront-strategien.
Strategien blev udviklet af Lenin og Trotskij op til og under den russiske revolution i 1917, og senere, da den tyske revolution led nederlag, og borgerskabet og reformister igen kom til hægterne, og satte massive angreb ind mod arbejderklassen.
I mindretal
Dengang – som nu – var socialister i mindretal, og opgaven var, at forbinde sig med den vrede som mange arbejdere følte . Arbejdere som ønskede at modgå angreb fra kapitalen, staten og nazisterne, men som samtidig var dybt påvirket af reformistiske ideer.
Efter den russiske revolutions nederlag i slutningen af tyverne stod enhedsfront-strategien for alvor sin prøve i kampen mod fascismen. Fascisterne vandt i Tyskland, i Italien og i Spanien. Den afgørende grund var, at kommunistpartiernes brød med enhedsfront-strategien, og under Stalins ledelse udviklede en sekterisk politik over for de reformistiske partier. De opbyggede ikke en enhedsfront mellem revolutionære og reformistiske arbejdere mod fascisterne, men udskreg de reformistiske Socialdemokratier som socialfascister. For dem var valget mellem reformister og fascister et valg mellem pest og kolera.
Katastrofe
En katastrofal analyse som udsprang af, at det statskapitalistiske regime i Sovjet med Stalin i spidsen var mindst lige så bange for arbejderklassens enhed og revolution som for fascisternes magtovertagelse. Konsekvensen af denne fejlslagne analyse førte til nazisternes magtovertagelse, den spanske borgerkrigs nederlag og 2. verdenskrigs mareridt for den internationale arbejderklasse. Nazisterne tabte, kapitalismen overlevede, og Stalins Sovjet gik styrket ud af krigen, og indlemmede Østeuropa i deres imperium.
Først med Berlinmurens fald i 1989 blev stalinismens greb over en del af verden brudt, og hermed muligheden for igen at grave marxismen og den revolutionære teori frem som en del af arbejderklassens kamp.
Enhedsfront-strategien er en af disse teorier, som må bruges som guide i kampen mod kapitalismen.
Guide til handling
Enhedsfront i praksis – fire gode tip
1 Diskuter og organiser modstand med afsæt i den konkrete vrede og utilfredshed, som findes på din skole eller arbejdsplads. Skab enhed om sagen – på trods af at i er uenige om så meget andet. Læg vægt på hvad I er enige om. Det er kampens grundlag.
2 Aktiviteter er nøglen til forandring. Gode argumenter for, hvorfor I skal protestere, og hvorfor det nytter noget, er vigtige. Gå selv i spidsen med gode ideer, og i praksis. Tit er det ved at gøre noget, at vi overbeviser og “tænder” andre. Og samtidig er det i forbindelse med aktiviteterne, vi får de bedste diskussioner, også om de ting, vi ikke er enige om.
3 Kombiner enhed og aktivitet med politik – undgå sekterisme og opportunisme. Et eksempel: Som socialist vil du støtte en strejke, og deltager i arbejdernes blokade. Flere af de strejkende blokadevagter kommer med racistiske tilråb til de strejkebrydere, som politiet hjælper ind. Hvis du undlader at kommentere det, svækker det kampen, fordi fokus ikke er på, at det er strejkebrydernes rolle som ledelsens forlængede arm der er problemet, ikke hvilket land de kommer fra. At holde mund er opportunisme. Modsat er det sekterisme, hvis du siger: Jeg vil ikke stå blokadevagt med sådan nogle “racister”. Det svækker også kampen. Nej, det du gør er, at du siger: “Jeg støtter jeres strejke 100%, men racisme svækker jeres kamp.”
Tag diskussion, også selvom den bliver knaldhård, og støt fortsat strejken 100%. Det handler om både at “gå med folk” og “imod”. At støtte deres kamp, at deltage i deres aktiviteter, at diskutere åbent hvordan de kan vinde. Men samtidig at forbinde deres vrede og kamp med den helhed, kampen er en del af: kampen mod kapitalisme. Og herunder hvordan racismen splitter arbejderklassens kampe.
4 Enhedsfronten er socialisters bro til det store flertal og den vrede der findes. Men det er også vores nøgle til at blive flere socialister. Flere socialister betyder mere aktivitet; mere aktivitet betyder mere modstand, færre nedskæringer og bedre velfærd. Samtidig betyder det, at flere giver kapitalismen fuck fingeren. Og flere blive åbne for at deltage i opbygningen af et revolutionær parti, hvis dagsorden er kapitalismens afskaffelse og indførelse af socialisme.
Se også:
SAA 188: Marxisme i hverdagen: Partiet og bevægelsen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed