Socialistisk Arbejderavis
Nr. 194 – Juli 2001 – side 12
Next stop Genoa
Margit Johansen
Protesterne mod de rige landes globaliseringspolitik fortsætter i den italienske by Genoa i midten af juli. Mere end 100.000 forventes at komme til Genoa fra den 16.-22. juli for at deltage i demonstrationer og mod-topmøde i forbindelse med G8-landenes topmøde.
Efter demonstrationerne i Gøteborg er den nyvalgte italienske statsminister Berlusconi virkelig bekymret for de anti-kapitalistiske protester i forbindelse med topmødet.
Han er især bekymret for, at de også vil rette sig direkte mod hans regering, der består af det ekstremt højreorienterede parti Lega Nord og det nyfascistiske parti med Fini i spidsen.
Strejker
Flere fagforeninger både i Genoa og nationalt diskuterer at strejke i forbindelse med topmødet. Protesterer fagforeninger mod G8-landenes neoliberalistiske politik, kan det hurtigt blive til en konkret protest mod Berlusconi og hans regering.
I Genoa er situationen allerede tilspidset. Brandmænd har nægtet at oplære politiet i at bruge højtryks vandslanger og varslet strejke den 20. juli. Havnearbejderne i Genoa støtter Det sociale Forum, som står for mod-topmødet, og overalt i Italien mobiliseres der til demonstrationerne, bl.a. gennem ATTAC-grupper.
International mobilisering
Men også ellers i Europa mobiliseres der til Genoa, bl.a. gennem fransk ATTAC, og græske, engelske og spanske fagforeninger vil sammen med andre organisationer kræve at den 3. verdens gæld skal eftergives.
Det sociale Forums mod-topmøde starter mandag den 16. juli, og den 19. juli – den dag topmødet starter – vil der være en international demonstration for indvandreres rettigheder.
Den 20. juli vil der være en ikke-voldelig direkte aktion, der vil forsøge at blokere topmødet, og den 21. juli er der en massedemonstration, hvor fagforeninger deltager i stort tal.
De gemmer sig
Berlusconi har sagt, at han vil lukke Genoa af for al bil-, tog- og flytrafik fra den 19.-22. juli for at forhindrede udenbys demonstranter i at komme ind. Men byens forretningsmænd har protesteret, for en lukning af byen vil gøre det umuligt for dem at tjene penge i 4 dage netop som turistsæsonen begynder.
Berlusconi snakker også om at placere mødet på krigs- og konferenceskibe i havnen, så det bliver svært for demonstranter at komme tæt på.
Så hellere gemme sig bag høje afspærringer end at høre den stadig større og mere højlydte kritik af den neo-liberalistiske politik. En politik som forringer levevilkårene for millioner af mennesker verden over, som ødelægger miljøet og som i sidste ende betyder sult og krig.
Mange veje fører til Genoa
Men selvom toplederne forsøger at holde os ude, så skulle det være muligt at komme ind – mange veje fører til Genoa.
Så skal du til Italien på sommerferie i juli, så brug nogle dage i Genoa. Det er vigtigt, at der også bliver deltagelse her fra Danmark, så det bliver markeret, at politivolden i Gøteborg ikke lukker munden på os. Tværtimod.
Lokale aktioner
I ugen op til demonstrationerne lægges der også op til international aktionsuge mod G8-landenes politik. Så hvis du nu ikke kan komme til Genoa, kan du være med til at lave happenings, møder og aktioner med krav om frigivelse af den tredje verdens gæld.
Kontakt: ISU, tlf 86 19 30 24
Østrig lukker grænserne
Fra den 1.-3. juli holder Verdens Økonomiske Forum (WEF) topmøde i Salzburg i Østrig.
Der bliver arrangeret protestdemonstrationer i forbindelse med mødet. WEF er, ligesom IMF, Verdensbanken, WTO og EU, en organisation hvor verdens rigeste kapitalister, lobbyister og politikere mødes, og diskuterer hvordan deres markeds-liberalistiske politik kan spredes yderligere.
Myndighederne i Østrig planlægger at lukke grænserne til Østrig under topmødet, så udenlandske demonstranter ikke kan komme ind til landet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe