Socialistisk Arbejderavis
Nr. 197 – Oktober 2001 – side 9
Krig er en del af kapitalismen
Jørn Andersen
Nyrup og de øvrige EU-bosser påstår, at Bush's krig mod Afghanistan er verdenssamfundets krig mod terrorisme. Men de mange protester mod krigen viser, at tusindvis af mennesker ikke tror på dem.
Men hvad og hvem er det så, der fører krig?
Noget af svaret er givet af Attac og bevægelserne mod ny-liberalisme: Verdenssamfundet er domineret af internationale økonomiske institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO. De har som mål at påtvinge verden nogle rammer, som sikrer maksimal profit – på bekostning af levevilkår og velfærd.
Institutionerne er i øvrigt selv domineret af en uskøn blanding af verdens rigeste lande, de største banker og multinationale selskaber.
Hvor sand den end er, er det kun en halv forklaring: Den beskriver systemets økonomiske og sociale side. Men stormagterne har altid understøttet deres økonomiske styrke med militær magt – både i dagligdagen, men især i krisesituationer.
Forklaringen på hvordan de økonomiske og militære kræfter hænger sammen, finder vi i den marxistiske teori om imperialismen.
Kapitalismen ekspanderer
Så længe der har eksisteret stater, har større lande erobret mindre, men det er sket mere eller mindre “tilfældigt”. Da kapitalismen blev dominerende for ca. 150 år siden, blev denne erobringstrang snart en indbygget del af systemet.
Kapitalismen startede med at vokse frem lokalt, men snart udkonkurrerede større firmaer mindre. Fra at være et kludetæppe af små selvstændige firmaer blev de vigtigste brancher domineret af én eller nogle få store monopoler. Kapitalismen ekspanderede geografisk og brød nationale grænser.
Allerede i 1848 kunne Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest skrive, at “Borgerskabet har ... gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk [international].” Borgerskabet “tvinger alle nationer til at tilegne sig borgerskabets pro-duktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde.”
I 1848 var dette kun svage udviklingstræk, men 25 år senere var en række europæiske lande inde i et kapløb om opdelingen af resten af verden.
![[ Coca Cola i Vietnam ]](../saa/197/saa197s09_cola.jpg "[ Coca Cola i Vietnam ]")
Kapitalismen ekspanderer, og i dag er markedet præget af få, men gigantiske monopol-virksomheder. Her ses en Coca Cola-reklame i Vietnam
Stat og monopolkapital
Det skete ikke kun af direkte økonomiske grunde, men i høj grad også af militære.
Industrialiseringen af produktionen blev hurtigt også til en industrialisering af destruktion, af krig. Militær styrke blev direkte afhængig af industriel styrke – og dermed af adgangen til markeder og råstoffer. Hvis ikke man kunne producere våben og transportmidler industrielt, tabte man i den militære konkurrence.
Så staten havde behov for industrien for at kunne føre krig. Men industrien havde også behov for statens beskyttelse, når den ekspanderede på nye markeder. Eller til at sikre råvare-leverancer.
Denne dynamik fik europæiske kolonibesiddelser til at vokse fra 7 mill. km2 og 148 millioner indbyggere i 1860 til 75 mill. km2 og 568 mill. indbyggere i 1914.
Lenin og Bukharin
Hvis vi trækker på Lenin og Bukharin, som var de marxister, der klarest formulerede kapitalismens overgang til imperialisme, kan vi sammenfatte det således:
Kapitalismen havde nået et udviklingstrin, hvor:
- stat og privat monopolkapital bliver integreret
- internationaliseringen af produktivkræfter tvinger kapitaler til at konkurrere om markeder og råstoffer på globalt plan
Med andre ord: Kapitaler ekspanderer med bevæbnede stater i ryggen. Efterhånden som hele kloden er opdelt, kan de ikke ekspandere yderligere, uden at staterne støder sammen, og der bliver krig.
Det helt centrale i denne teori er, at imperialismen ikke er en "politik", som disse lande kunne vælge at føre (eller lade være). Derimod er det et stadie, et udviklingstrin, i kapitalismen, hvor lande og firmaer der ikke deltager i den har tabt på forhånd.
For det andet findes der ikke længere en “ren” (fredelig) økonomisk konkurrence. Microsoft, General Motors og Exxon er allesammen afhængige af, at de har amerikansk militær i ryggen, når de ekspanderer – ligesom den amerikanske stat er afhængig af, at disse firmaer ekspanderer. Rivaliseringen er ikke kun økonomisk, men også militær. Krig er indbygget i kapitalismen.
Endelig skaber imperialismen et verdenssystem, hvor forholdet mellem nationalstaterne er meget ulige. Nogle få dominerende (imperialistiske) lande dominerer i kraft af deres økonomiske og militære ressourcer resten af verden.
Krig
Denne farlige cocktail skulle føre direkte til 1. og 2. verdenskrig. Disse første industrielle krige myrdede hver især flere mennesker end alle hidtidige krige tilsammen.
Krigene havde enorme civile ofre og viste, at kapitalistiske magter vil gå til de yderste grænser (fx atombomber) for at sikre deres position og privilegier.
Men imperialismen skabte også andre krige end imperialistiske rivaliseringskrige.
Mange undertrykte lande nægtede at acceptere deres rolle. Efter de to verdenskrige lykkedes det mange af dem at tilkæmpe sig selvstændighed.
Socialister stiller sig naturligvis forskelligt til de to typer af krige: Mens vi fordømmer og bekæmper imperialistiske riva-liseringskrige, så støtter vi undertrykte nationer i deres kamp mod imperialistisk undertrykkelse.
Fra koldkrig til ny verdensorden
De to verdenskrige havde militært set nyopdelt verden mellem de to supermagter USA og USSR. Frem til midten af 1970erne oplevede kapitalismen sit største og længst varende økonomiske opsving, og rivaliseringen mellem supermagterne brød ikke ud i varm krig, men forblev “kold”.
Da USA satte trumf på rivaliseringen mellem de to supermagter med sit Stjernekrigs-projekt, kunne USSR ikke længere følge med. USA viste endnu en gang, at økonomisk og militær konkurrence var to sider af samme sag: Kampen om verdensherredømmet.
Ny verdensorden
Efter murens fald og USSRs sammenbrud 1989-91 så USA ud til at være den eneste supermagt på banen. Man annoncerede et nyt “verdenssamfund” med USA som leder og politibetjent mod “slyngelstater”.
Det er rigtigt, at USA er verdens stærkeste enkeltmagt, såvel militært som økonomisk. Men USA har langt fra den styrke, det havde for 50 år siden, hvor 40 pct. af verdens produktion foregik i USA. De sidste 10 års krise i Japan er en advarsel om, at selv stærke økonomier ikke er usårlige.
USA er som en såret løve. Dens enorme økonomi er afhængig af militær overlegenhed. Men hverken den økonomiske eller militære overlegenhed er så alt-dominerende, som USA kunnne ønske. USA har både økonomiske og militære konkurrenter, som ikke bare kan negligeres.
En såret løve er enormt farlig. Ved enhver udfordring må den overbevise omverdenen om, at den stadig har al sin kraft og kampvilje intakt.
Det har enorme og blodige omkostninger for de mennesker, der bliver ramt af deres desperate statsterrorisme.
Så længe USA “kun” bomber lande som Sudan og Afghanistan, vil andre magter som EU, Japan, Rusland og Kina højst løfte et øjenbryn og forsøge at udnytte situationen til egne fordele.
Men hvad sker der, når USA kommer i konflikt med EU (som er USAs stærkeste økonomiske konkurrent), med Rusland (som stadig har en betydelig militær styrke) eller Kina og Japan (som sikkert ikke godvilligt vil lade USA sætte hele dagsordenen i deres del af Asien)?
Styrkeforholdet mellem de stærkeste magter på verdensplan har ændret sig betydeligt gennem de seneste par årtier. Samtidig er verden inde i en langvarig økonomisk krise, hvor taberne risikerer at tabe alt.
Alt dette peger på en meget ustabil og farlig fremtid. Det stiller spørgsmålet til alle de, der er skeptiske over for eller modstandere af Bush’s, Blairs og Nyrups krig:
Skal vi endnu en gang lade verdens magthavere trække os ind i et blodigt opgør om hvem der skal regere over verdens ressourcer?
Lad os vælge det sikre: At stoppe dem, inden det bliver for sent!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed