Socialistisk Arbejderavis
Nr. 199 – December 2001 – side 3
Socialistisk Arbejderavis mener
Giv de borgerlige modstand!
Folketingsvalget den 20. november satte Anders Fogh og de konservative på regeringstaburetterne.
Oven i det, så er VK-regeringen kommet til magten ved at binde sig til et dybt nationalistisk og småborgerligt Dansk Folkeparti, der har folketings-medlemmer som Mogens Camre, Søren Krarup og Jesper Langballe, personer som anti-racister i mange år har demonstreret imod pga. af deres højre-ekstreme holdninger.
Det umiddelbare billede er således en massiv højredrejning i Danmark. Men de borgerlige vandt valget af andre årsager end at flertallet af Danmarks befolkning lige pludselig er blevet ekstremt højredrejede.
Løfter
For det første førte Venstre valgkamp på at forsvare og udbygge den traditionelle socialdemokra-tiske velfærdsmodel og ved en undertoning af deres egen nyliberalisme. Den ser vi dog nu i regerings-grundlaget, der taler om den stærkes ret og det frie valg for alle, hvilket i virkelighedens verden vil komme til at betyde privatiseringer og udlicitering.
Venstre vandt også valget i ly af Socialdemokratiets krise. Socialdemokratiet har i den periode, de har siddet ved magten, ført borgerlig politik, hvor de med den ene hånd har forgyldt erhvervslivet gennem nedsættelse af formue- og selskabsskatten, og med den anden hånd har de skåret i velfærds-ydelserne.
Valgnederlaget har da også ført til interne diskussioner i Socialdemokratiet, hvor venstrefløjen i partiet har markeret sig kraftigere, end de har gjort længe. Det opmuntrende i det er, at store dele af fagbevægelsen har placeret sig på venstrefløjen i den strid. Kun Dansk Metal går i sort og støtter Karen Jespersen og hendes fløj.
Det vil være vigtigt i månederne fremover at venstrefløjen i Socialdemokratiet organiserer sig og begynder at handle samlet for at trække partiet i en anden, venstredrejet retning.
Venstre gik til valg på parolen “Tid til fornyelse” og appellerede dermed til mange skuffede socialdemokratiske vælgere, men allerede nu lancerer VK-regeringen angreb indenfor områder som miljø, arbejdsmarked, boligpo-litik og integration (se øvrige artikler).
Racistisk valgkamp
Venstre førte en grov valgkamp på flygtninge- og indvandrerspørgsmålet som en del af en kynisk politik, der udpeger etniske minoriteter som synde-bukke for den dårlige velfærd for at aflede op-mærksomheden fra egne mangler. At VK-regeringen ikke står tilbage for at diskriminere ses ved at de har lavet et ministerium for indvandrerne og derved udpeger dem som en ’problem-gruppe’. Den nye apartheidminister, Bertel Haarder, skal gennemføre yderligere skærpelser i asyl- og integrationspo-litiken.
Ikke fordi dét er noget, der adskiller den nye regering fra den gamle. Med Karen Jespersen ved roret i to år gennemførte regeringen ikke mindre end 38 stramninger på flygtninge- og indvandrerområdet, men selv ikke denne hetz mod indvandre og flygtninge kunne hæve Socialdemokratiets stemmetal. Tværtimod. Valget den 20. november var et valg for mere velfærd, og de vælgere der primært ønskede stramninger på flygtninge- og indvandrerområdet, kunne altid finde mere rabiate og rene ‘løsninger’ hos Dansk Folkeparti og Venstre.
Venstres beskidte valgkamp, hvor hetzen mod flygtninge og indvandrere blomstrede, har ført til, at Venstre nu står til skældud i den internationale liberale bevægelse. Partiledere fra de svenske, norske og belgiske liberale partier har talt for at Venstre skal ekskluderes. I internationale medier sammenlignes den politiske situation i Danmark med den i Østrig, efter at Jörg Haider kom til magten i 2000.
Socialdemokratiske partier har flere steder i Europa lidt valgnederlag efter at have siddet i regering. Senest i Norge sås et massivt valgnederlag til Arbeiderpartiet og stor fremgang til de borgerlige. Her var den politiske polarisering dog tydelig, for samtidig med at de borgerlige vandt regeringsmagten, så fik SF’s norske søsterparti Sosialistisk Vensterparti (SV) det bedste valgresultat nogensinde. Forklaringen på det er, at vælgernes hovedkrav om bedre velfærd blev mødt af en tydelig offensiv om netop velfærd fra SV, mens Arbeiderpartiet var ude af stand til at opstille et alternativ til de borgerlige. Samtidig har mange SV’ere været aktive i antiglobaliseringbevægelsen, hvilket har øget partiets troværdighed.
Svag venstrefløj
I Danmark så vi ikke denne politiske polarisering. Venstrefløjen gik samlet set tilbage. Hoved-forklaringen på det er, at SF ikke var i nærheden af at opstille et alternativ til venstre for Socialdemokratiet, mest fordi SF i den grad ønsker at gøre sig selv troværdig som regeringsparti, at de ikke har en selvstændig og offensiv politisk profil. Samtidig har partiet bakket op om den uforbeholdne støtte til USA’s krig.
Enhedslisten tabte et mandat i Folketinget, selv om partiet førte en valgkamp, hvor de fremhævede krigsmodstand, krævede øget erhvervsbeskatning og angreb de multinationales skattely her i landet. Listen var dog ikke i stand til at knytte an til de spørgsmål der var oppe i valgkampen, f.eks. ved at gå i offensiven mod den racistiske dagsorden, og afsløre hvordan racisme bruges for at dække over politikernes uvilje til at tage fra erhvervslivet for at forbedre velfærden.
Alternativ
Enhedslisten har heller ikke markeret sig i de bevægelser og kampe, der foregår i dagens Danmark. Havde de været mere fremtrædende her, kunne de mange mennesker, der støtter Attac og antikrigs-bevægelsen, eller dem der har været i strejke mod udlicitering, have fået et synligt politisk alternativ på venstrefløjen.
Hvad er så vejen frem? I Italien kom højreekstremisten og kapitalisten Berlusconi til magten i foråret 2001, men allerede få måneder senere organiserede italienske arbejdere og studenter nogle af de hidtil største anti-glo-baliserings demonstrationer i Genova i forbindelse med G8-topmødet i juli. Demonstrationer, der blev startskuddet for en ny, offensiv venstrefløj i Italien. I efteråret har der været en omfattende opblussen af klassekampen, hvor titusinder har strejket mod regeringens nedskæringer og nogle af de største antikrigs demonstrationer i Europa har fundet sted i Italien.
I Danmark går vi et nyt år i møde, hvor VK-regeringens politik for alvor vil slå igennem, og vi kan komme til at se flere forsøg på privatisering og udlicitering, både statsligt og ude i kommunerne og amterne. Der skal organiseres kampe imod denne udvikling, der er et angreb på vores arbejdsvilkår og velfærd til fordel for profitter til private selvskaber.
Der skal også forhandles overenskomster indenfor det offentlige område. Mange offentlige ansatte forventer et ordentligt lønløft, det kan derfor blive et hedt forår for regeringen, hvis det ikke indfries.
Danmark overtager i sidste halvdel af 2002 formandsskabet i EU og skal derfor huse diverse topmøder og ikke mindst et EU-topmøde i København december 2002. Der er allerede planlagt demonstrationer i forbindelse med dette topmøde – demonstrationer, der retter sig mod øget global ulighed og for et socialt Europa.
Kamp
Vores – og den samlede venstrefløjs – opgave bliver at kæde de lokale strejker og aktioner sammen med kampen for social lighed, at kæde racismen sammen med politikernes og arbejdsgivernes kyniske ulighedspolitik og at gå aktivt ind i opbygningen af bevægelser mod krig, global ulighed og for bedre sociale forhold.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed