Læserindlæg

Den økonomiske udvikling på landets lærerseminarier viser, hvordan vedholdende besparelser og øget produktivitet hos den største medarbejdegruppe, lærerne, har været dominerende siden indførelsen af taxametertilskuddet  i 1994.

Taxametersystemet er det statslige finansieringssystem for størstedelen af de offentlige videregående uddannelser.

Det betyder, at uddannelsesinstitutionerne økonomiske grundlag overvejende skabes på grundlag af antallet af beståede eksaminer hos de studerende.

I regeringens finanslovsforslag for 2001 foreslås en takstforhøjelse på 0,4 % i forhold til 2000. Det forventes samtidig, at uddannelsesinstitutionerne kan forbedre anvendelsen af ressourcerne med 1% årligt fra 2001-2004, det vil sige at institutionerne skal rationalisere arbejdet.

Da lærerne på en uddannelsesinstitution er den absolut største økonomiske udgift, er det også den gruppe, der må bære rationaliseringen og eksempelvis undervise flere studerende på de enkelte hold.

Yderligere er en del seminarier blevet pålagt at optage flere studerende. Dette er en politisk beslutning for at imødegå en forudset lærermangel. Det har betydet, at en del seminarier har måttet leje, købe eller bygge nye bygninger for at kunne optage flere studerende. Det har også betydet øgede udgifter.

Dansk Magisterforening har gennemført en rundspørge (Magisterbladet nr. 19, 2001) blandt landets tillidsrepræsen-tanter på lærerseminarierne, og her svarer næsten halvdelen af tillidsrepræsentanterne, at undervisningen er blevet skåret det seneste år på grund af økonomien, ligesom en del seminarier har været igennem kraftige sparerunder med fyringer til følge.

De økonomiske besparelser er i overvejende grad båret af lærerne, der har måttet forøge produktiviteten, arbejde mere, undervise flere studerende. Situationen kan efterhånden sammenlignes med, hvordan det er privatøkonomisk at være på SU eller bistand: efter en årrække at have udsat køb af ny vinterfrakke, nye briller eller besøg hos tandlægen kan det nødvendige efterhånden ikke udskydes længere.

Således også for lærerne: i nogle år kan man måske klare at arbejde under stort pres og stress, men der vil efterhånden begynde at vise sig et fagligt efterslæb, samt manglende engagement og overskud.

Måske vil det inden for en overskuelig fremtid vise sig, at mulighederne for stadig produk-tivitetsstigninger gennem decentralisering og rationaliseringer er opbrugte – ligesom man for år tilbage måtte indse, at mulighederne for fortsat produktivitetsstigninger i industrien gennem øgede specialiseringer var opbrugte.

E. Jensen