Socialistisk Arbejderavis
Nr. 201 – Februar 2002 – side 3
Socialistisk Arbejderavis mener
Fogh’s 100 dage er nok! Arbejdere og studerende går til modstand!
Modstanden mod regeringen vokser. Efter tre måneder ved magten bliver Fogh nu mødt af både vrede studerende i tusindtallige demonstrationer, anti-racister der demonstrerer på Rådhuspladsen i København, og senest har fagbevægelsen meldt sig på banen.
Årsagen er klar: regeringen kom til magten ved at love forbedringer af velfærden og på et generelt slogan om “fornyelse” – netop ikke på at love hard-core nyliberal politik med de angreb, vi ser nu på bl.a. de studerende og miljøet, på arbejdsmiljøet, fagforeningerne og u-landsbistanden, samtidig med at erhvervslivet loves bedre forhold, og der gives flere penge til politi og militær og skattelettelser til de rigeste. (Læs mere om finansloven ved at læse de andre artikler).
Det er derfor ikke så mærkværdigt, at der kommer en reaktion nu, da det går op for flere og flere, hvad den nyvalgte regering i virkeligheden står for.
Meningsmålinger foretaget efter regeringens finanslovsforlig med Dansk Folkeparti viste da også et ryk til venstre (med lille “v”), selv om der stadig er et flertal bag Fogh.
Demonstrationer
Denne stemning fik sit første virkeligt aktive udtryk den 7. februar, hvor samlet set 20.000 elever og studerende over hele landet og fra alle dele af uddannelsessystemet demonstrerede mod de planlagte nedskæringer på uddannelserne. Tiltag, der har en helt klar ideologisk profil, idet de åbner op for større indflydelse til erhvervslivet i hele uddannelsessystemet og øger fokus på karakter både i folkeskolen og gymnasiet.
Allerede dagen efter de studerendes protester, var det regeringens racistiske udlændingepolitik, der stod for skud, da 25.000 mennesker samledes til ‘Fredag mod fremmedfrygt’ foran Københavns Rådhus.
Men store demonstrationer er én ting. Hvad der er endnu vigtigere er, at den organiserede arbejderklasse i stigende grad begynder at røre på sig.
Vrede tillidsfolk
Tillidsfolk på flere store virksomheder har sendt advarsler til Fogh. Claus Jensen, fællestillidsmand på Lindøværftet, siger: “Sådan som regeringen ensidigt forringer vilkårene for lønmodtagerne, har den kurs mod et ualmindeligt hedt forår.”
Og Mogens Madsen, fællestillidsmand på Micro Matic, siger: “Det kan føre til generalstrejke, hvis regeringen tvinger sine indgreb mod overenskomsten igennem.”
Tillidsfolk på bl.a. virksomhederne Danfoss, Grundfos, Wittemborg, Glud og Marstrand og Vestfrost slutter sig til kritikken.
Vreden retter sig især mod planerne om at indføre deltidsbegrebet ved lov og mod regeringens forskellige angreb på arbejdsmiljøet. En lov om deltid vil føre til at arbejdsgiveren kan fastsætte om den enkelte arbejder skal gå på deltid – vel at mærke helt på arbejdsgiverens præmisser. Dette vil give arbejderne endnu mindre indflydelse på deres eget arbejde, end de har i dag.
Den 1. marts mødes tillidsmænd fra hele landet i Silkeborg til en landsdækkende fagforenings- og tillidsmandskonference for at diskutere, hvad der kan gøres for at dæmme op for regeringens mange angreb. Der vil bl.a. blive diskuteret arbejdsmiljø, uddannelsespolitik, den offentlige sektor, regeringens angreb på aftalesystemet, og den generelle arbejdsmarkedspolitik. Denne konference vil forhåbentlig kunne bane vejen for et landsdækkende netværk af tillidsmænd, der kan arbejde sammen for at forhindre angreb som dem, regeringen nu sætter ind.
Strejker?
Hvis det lykkes at føre kampen mod regeringen ud på arbejdspladserne i form af strejker, vil det være den afgørende faktor, der kan tvinge regeringen til at trække sine mange angreb tilbage.
For som samfundet er skruet sammen, er det arbejderne, der har den afgørende magt i samfundet, i og med at de har magten til at sætte produktionen i gang eller i stå, som de selv vil. Om arbejderne så bruger denne magt, afhænger af, om de selv tror på, at det vil kunne bringe nogle resultater med sig. Men tillidsmændenes udmeldinger ser ud til at netop denne selvtillid er ved at vinde frem igen.
Så alt i alt ser fremtiden ikke ubetinget lys ud for regeringen. Og som om det ikke var nok, så er liberalismen også godt i gang med at spænde ben for sig selv, både lokalt og globalt.
Cirkus Farum
Venstres myte om den ultimative mønsterkommune Farum med mønsterborgmester Brixtofte i spidsen er ramlet sammen. Bag facaden har der vist sig at være et mylder af hemmelige aftaler og sponsorkontrakter og et uhyrligt overforbrug af dyr vin og ditto mad til borgmesteren og hans venner i erhvervslivet.
Det er givetvis ikke dette, Venstre har haft i tankerne, når de har holdt Farum frem som eksemplet til efterfølgelse, men ikke desto mindre viser Brixtofte netop, hvad liberalismen i sin yderste konksekvens fører til: korrupte politikere, der mere eller mindre godvilligt er i lommen på virksomhederne (læs mere om Farum).
Den samme form for korruption og svindel har vi set i noget større skala med Enron-sagen i USA (Læs artiklen om Enron-sagen).
Og samtidig har den økonomiske liberalisme spillet fallit i Argentina. Argentina, der var en mønsterelev i IMFs nyliberale klasse og gennemførte, hvad valutafonden mente var nødvendigt af nedskæringer, privatiseringer og liberaliseringer. Og pesoen blev bundet til dollaren for at hindre inflation og for at trække udenlandske investeringer til.
Nu har den nyliberale opskrift givet bagslag, og landet er kastet ud i et kaos, ingen kan se vejen ud af (læs mere i artiklen om Argentina).
Men der er en vej ud. Og de argentinske arbejderes kamp viser netop denne vej, som går gennem aktiv kamp mod et system, der konsekvent sætter profit før mennesker.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe