her.">
Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 202 – Marts 2002 – side 9

Krigen uden ende?

Chris Nineham

Forkortet og bearbejdet oversættelse fra Socialist Review nr. 261, marts 2002.
Læs artiklen i sin fulde længde her.

USA’s trusler om ensidigt at optrappe krigen har sendt chok-bølger verden rundt. Ministre fra Frankrig, Tyskland, Canada og Japan har advaret mod forhastede amerikanske aktioner. Inden 2 uger efter at Bush holdt sin tale om “ondskabens akse” var der protester mod krigen i Japan, Iran og Sydkorea.

Men magthaverne i USA er enige om at trodse protesterne. De bekymrer sig knapt nok om at kæde rækken af nye mål sammen med deres kamp mod terror-netværkene. Truslen om krig rettes nu mod alle regimer, der ikke indvilliger i USA’s politik – og USA's allierede kan acceptere det eller lade være.

Denne skræmmende udvikling bekræfter, hvad mange i anti-krigsbevægelsen har sagt fra starten: Vestmagterne har brugt 11. september til at forfølge videre geopolitiske ambitioner. Afghanistan viser det tydeligt. Krigen har ikke befriet landet, mange dør fortsat og den lovede genopbygningspakke er ikke blevet til noget.

USAs 13 nye baser

For Pentagon har det derimod været en god krig indtil videre. USA har fået mindst 13 nye baser i nabostaterne ud af det – herunder en enorm base i Uzbekistan og et ‘transport-center’ i Kirgisistan med 3.000 soldater med jagere og overvågningsfly. Pentagon har allerede startet en periodisk udskiftning og rotation af tropper med det klare signal, at de har tænkt sig at blive. Formålet er at få kontrol over de olieforsyninger, der snart vil blive tilgængelig i disse lande.

Opmuntret af deres hurtige succes mener høgene nu, at de har mulighed for at styrke deres overherredømme i Mellemøsten og for at tage fat i deres problemer på den asiatiske Stillehavsregion. Et vellykket angreb på Irak ville give åbenlyse gevinster. Saddam Husseins styre er blevet den symbolske test på USA styrke i området. Længere mod øst har USA længe haft bekymringer om Kina. Med de nuværende vækstrater på 7-8 pct. om året truer Kina med at blive den dominerende magt i Fjernøsten.

Dette er klart et kritisk øjeblik for USA’s udenrigspolitik. Ingen kan måle sig med USA's militær i form af rå våbenmagt, teknologisk er de langt foran alle konkurrenter. Uanset hvad fremtiden bliver for missilskjoldet, er den amerikanske krigsmaskines styrke allerede skræmmende. USA har næsten 1.000 strategiske kernevåben, 136 flådefartøjer i oversøisk tjeneste og en kvart million militært personel i udlandet, herunder 90.000 soldater i Østasien og Stillehavet.

Kan udfordres

Men USA-imperiet kan udfordres. Imperialismen er faktisk et produkt af konkurrence. Grunden til at den vestligt-ledede globalisering har behov for våbenmagt er præcist fordi den møder udfordringer kloden over. Og selv massive våbenudgifter kan ikke garantere USA’s magt.

Når den militære udvej er så tiltrækkende for det amerikanske establishment, så dækker det over, at der er et misforhold mellem USA militære magt og dets økonomiske styrke. Efter 2. verdenskrig stod USA for omkring halvdelen af verdens produktion – i dag er tallet kun omkring 30 pct. Historisk har USA vundet indflydelse gennem en kombination af pisk og gulerod. De milliarder af dollars, USA pumpede ind i det ødelagte Europa efter 2. verdenskrig, var afgørende for USA’s evne til at genopbygge markeder og afværge social uro. Både dets ondskab i Afghanistan efter krigen og dets politik i forhold til økonomisk hjælp antyder, hvor meget tingene siden har ændret sig. USA's hjælp til udlandet er faldet fra over 0,5 pct. af BNP i 1960erne til under 0,2 pct. i dag. Som en Pentagonrepræsentant for nylig fortalte verden: “Vi gør os ikke i fred.”

Omkostninger for USA

En militariseret udenrigspolitik har store politiske omkostninger. De fleste NATO-allierede ved, at de ikke kommer til at spille nogen særlig rolle i Bush’s krig mod “ondskabens akse”. De er også oprigtigt bekymrede om, hvad virkningen af et angreb på Irak kunne være på andre regimer i Mellemøsten og globalt. I f.eks. Saudi Arabien og Pakistan er bitterheden ikke forsvundet. Den saudiske kongefamilie er ekstremt nervøs for stigende intern opposition.

Truslen om ensidige militære aktioner efterlader mange mellemøstlige regimer med meget få manøvre-muligheder. En arabisk diplomat sagde for nylig: “Det er en mareridtssituation for os. Amerikanerne vil kunne foretage meget drastiske aktioner. Men den offentlige mening i gaderne vil ikke se dette som et velment forsøg på at skabe orden, men som amerikansk imperialisme.”

Den offentlige mening er et reelt problem for dem verden over på grund af den økonomiske politik, USA har stået for gennem de sidste 25 år. Storkapitalens globalisering har gjort næsten hver eneste afkrog på kloden til en del af verdensmarkedet, og har åbnet hidtil statsstyrede sektorer af økonomien for kommercielle interesser. De vestlige multinationales magt er blevet massivt forøget.

Ødelæggende globalisering

Men for de fleste andre har det været en ødelæggende oplevelse. Den globale arbejdsstyrke er blevet mere end fordoblet siden 1965, men antallet af mennesker, der tjener mindre end 1 dollar om dagen er steget til over en milliard. Denne forarmelse kombineret med udsalget af helt centrale dele af den offentlige service har ført til tilbagegang i grundlæggende velfærds-indikatorer som sundhed, uddannelse, kost og forventet levetid i kæmpestore dele af verden fra Afrika syd for Sahara over Mellemøsten og Eurasien til mange dele af Latinamerika.

Trods ti års økonomisk opsving i USA, har nyliberalismen været en negativ oplevelse for de fleste. Realindkomsten er ikke steget gennem de sidste 15 år på trods af at arbejdstiden er steget massivt. Udhulingen af den sociale sikkerhed og af sundheden betyder, at millioner af mennesker ikke har noget sikkerhedsnet.

Det er disse erfaringer, der skabte den anti-kapitalistiske bevægelse i både Nord og Syd.

Krise øger utilfredshed

Lavkonjunkturen i USA og Europa og den økonomiske stagnation i Japan kan kun forstærke utilfredsheden. Dette giver mulighed for at den egentlige anti-kapitalistiske bevægelse kan forbinde sig med langt bredere kræfter, specielt de organiserede arbejdere. I nogle lande er den proces allerede i gang. I Italien har de “sociale forum'er", der opstod ud af Genova-demonstrationerne, hjulpet med til at skabe en stor ny venstrefløj med virkelige rødder i arbejderklassen. Det er også meget sigende, at MST, de jordløse landarbejderes bevægelse i Brasilien, deltog med store sektioner i Porto Alegre-demonstrationerne.

På den baggrund ser USA's drejning mod en militariseret udenrigspolitik mere risikabel ud. Selv på kort sigt vil øgede våbenudgifter kun yderligere undergrave sammenhængskraften i samfundet – i USA er de sociale udgifter allerede blevet beskåret som følge af de øgede våbenudgifter.

Der er også andre farer indbygget i USA’s nye selvtillid. De seneste militære eventyr blev givet en nøje designet ideologisk indpakning. Desert Storm i 1991 var en reaktion på Iraks invasion af Kuwait, interventionen på Balkan blev serveret som en humanitær krig, og angrebet på Afghanistan kunne præsenteres som en forståelig reaktion på angrebene på Pentagon og World Trade Center. Men det næste angreb kan kun ses som ren og skær aggression.

Henry Kissinger gav et eksempel på den nye ånd af åbenhed, da han for nylig indrømmede i Korean Times, at “spørgsmålet er ikke, om Irak var involveret i terrorangrebet på USA. Problemet med Irak er i bund og grund geopolitisk.”

I praksis kan et angreb på Irak vise sig at være noget helt andet end angrebene på dårligt bevæbnede taleban'er uden folkelig støtte. Den ledende amerikanske høg, Richard Perle, anslog for nylig, at en invasion kunne presse Saddam Hussein til at bruge biologiske våben. Han anslog, at det ville være nødvendigt med 200.000 amerikanske tropper for at kunne angribe på landjorden.

Der er stadig nervøsitet omkring denne mulighed i Washington, så meget at udenrigsministeriet tilsyneladende foretrækker et “stilfærdigt” kup frem for Pentagons konfrontatoriske linie.

Massiv modstand

Uanset hvad de vælger, vil modstanden mod en udvidelse af krigen mod terror sandsynligvis blive massiv. Med den nuværende stemning i Washington ville det være tåbeligt at forlade sig på overtalelsesevnerne hos USA's hidtidige allierede. Men det at ministre i Europa og andre steder udtaler sig mod krig vil opmuntre anti-krigs-aktivister overalt.

At slå Taleban er én ting – at håndtere massiv hjemlig modstand er en helt anden. Vietnam-krigen viste, hvordan kombinationen af lokal modstand og en hjemlig anti-krigs-bevægelse kunne stoppe USA, mens landet stod på højdepunktet af sin magt. Mens USA sorgløst giver sig i lag med flere og flere af sine modstandere, risikerer de at skabe en global bevægelse mod krig. Og fordi krigen er så tæt knyttet til vestlige kommercielle interesser, kan den hurtigt blive til en bevægelse, der generaliseres til at være imod hele systemet. Det er socialisters opgave at opbygge denne bevægelse så bredt og så energisk som muligt, og samtidig kæde den sammen med modstanden mod storkapitalens magt og privat-iseringer på hjemmebanen.

George Bush kan endnu nå at fortryde den dag han sagde: “I er enten med os eller imod os.”

Billedtekst:
Bush truer med at udvide krigen. Nu skal det, i forvejen, hårdt ramte folk i Irak betale for, at USAs interesser i Mellemøsten sikres.
Bush møder også modstand mod krigen på den hjemlige front – en modstand der kan tvinge den krigsgale mand i defensiven.

Artiklen er oversat og bearbejdet af Jørn Andersen fra Socialist Review 261, marts 2002, hvor artiklen er ca. dobbelt så lang. Artiklen kan læses i sin fulde længde på www.socialister.dk/arkivet/.

Flere artikler fra nr. 202

Flere numre fra 2002

Se flere artikler af forfatter:
Chris Nineham

Siden er vist 1767 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside