Socialistisk Arbejderavis
Nr. 208 – November 2002 – side 9
Forhandlinger eller kamp fra neden?
Revolutionære styrker kampen for forbedringer
Anders Schou
Revolutionære socialister slås for socialisme i en fjern frem tid, mens reformister kæmper for forbedringer her og nu.
Sådan ser mange forskellen mellem revolutionære og reformister, men den skillelinie er forkert. Revolutionære vil selvfølgelig gerne have socialisme – og hvis det ikke kan blive i dag, så må det jo blive i morgen eller senere. Men revolutionære er også de bedste til at slås for forbedringer i dagligdagen, fordi de ikke lader sig begrænse af, hvad politikere, faglige topledere, borgerlige eksperter og meningsmagere forklarer kan lade sig gøre indenfor systemets rammer. Almindelige mennesker kan nemlig rykke ved rammerne, og det bliver mere og mere nødvendigt at gøre det, hvis folk vil have reelle forbedringer eller blot undgå forringelser.
Det leverer tidens omfattende sparerunder i amter og kommuner mange eksempler på, og et af dem er planerne om at lukke tre små sygehuse i Århus Amt. Baggrunden for lukningerne er, at enigt amtsråd har indgået forlig om, at amtet skal spare 300 millioner kroner på næste års budget. Amtsrådet har ellers rødt flertal, men også SF og Enhedslisten er med i forliget, og venstrefløjens ræsonnement er i korte træk at “desværre er amtets økonomi dårlig, og desværre har amtsrådsforeningen og regeringen aftalt et skattestop, men sådan er fakta”.
SF og Enhedslisten erklærer sig dog som modstandere af sygehus-lukningerne, men protesterne klinger noget hult, når partierne accepterer det samlede sparemål. Lukningerne giver nemlig 170 af de 300 millioner, så alternative besparelser er svære at finde indenfor amtets økonomiske rammer, hvis ikke andre områder skal slagtes.
Derfor bør modstanden også starte et helt andet sted, nemlig med udgangspunkt i de mennesker, som slås for sygehusene. Mange ved godt, at den borgerlige regerings økonomiske politik er årsagen til, at besparelserne nu hagler ned i amter og kommuner. Derfor tog sygehusenes personale og brugere, da også til Christiansborg for at demonstrere mod lukningerne.
Og de er ikke alene om at blive ramt. Utroligt mange mennesker mærker de amtslige og kommunale nedskæringer som ansatte og brugere, og mange – især indenfor det pædagogiske område – har strejket i protest.
Nogle steder er det lykkedes at begrænse skaderne, og det viser, at mulighederne for større ændringer er til stede, hvis modstanden vokser og samles. En massiv, samlet bevægelse mod nedskæringsbølgen kunne presse regeringen til at ændre aftalen med amter og kommuner, så statens bloktilskud til dem blev sat i vejret. Det er et langt bedre alternativ end højere lokale skatter, som har social slagside. Revolutionæres opgave er, at styrke protesterne lokalt og forsøge at samle dem på landsplan. Det er det mest realistiske bud på at opnå de størst mulige indrømmelser lokalt og centralt – og langt mere realistisk end at tælle mønter i amts- og kommunekasserne, klø sig bekymret bag øret og se om elendigheden kan fordeles lidt anderledes.
Det var for eksempel trist at se venstrefløjen i Århus kommune indgå et budgetforlig, som betød besparelser i SFOerne, når pædagogerne i Århus ellers efter blot en dags strejke kunne skabe flertal for at droppe de fleste nedskæringer på området. Populisterne i Dansk Folkeparti brød nemlig med det spinkle borgerlige flertal i byrådet og viste, hvor let de kan presses af udenomsparlamentarisk aktivitet. Det samme er tilfældet på Christiansborg, fordi partiet frygter, at dets sande asociale natur skal blive afsløret for dets vildfarne vælgere.
Derfor er en tilstrækkeligt massiv protest- og strejkebevægelse mod nedskæringer det mest realistiske bud, hvis man ønsker at fjerne det parlamentariske flertal bag Fogh-regeringens økonomiske politik.
En oplagt mulighed for at samle en kæmpende bevægelse gik desværre tabt, fordi størstedelen af den faglige og politiske venstrefløj ikke ville demonstrere ved folketingets åbning, men i stedet forsøgte at skabe et folkemøde den efterfølgende lørdag.
For at bruge et forslidt management-udtryk fra de offentlige arbejdspladser omvendt, så ser venstrefløjens flertal begrænsninger frem for muligheder.
Venstrefløjen var fokuseret på at bevare enigheden med ledelsen af de socialdemokratisk dominerede LO’er i storbyerne i stedet for muligheden af at samle flest mulige mennesker i den stærkest mulige protest.
LO-ledelserne ville nemlig ikke demonstrere ved åbningen, som var på en hverdag, fordi det ville udløse strejker.
Men strejker er ikke alene det stærkeste våben mod Fogh, for mange mennesker er det mere overskueligt at strejke med kollegerne i arbejdstiden, end at bruge familie-lørdagen foran Christiansborg. Det er sigende, at mens godt 20.000 i foråret nedlagde arbejdet i protest mod deltidsloven, så samlede folkemødet i begyndelsen af oktober blot 3-5000 mennesker.
Så da revolutionære på den faglige landskonference i Århus foreslog at gøre folketingets åbning til en kampdag, var forslaget ikke bare mere slagkraftigt end folkemødet, det var også mere realistisk i forhold til at samle opbakning blandt almindelige mennesker. For godt 10.000 lønmodtagere har i forvejen strejket mod nedskæringer – men altså desværre kun hver for sig rundt om i kommunerne.
Det har altid været sådan, at kamp eller truslen om kamp har været det mest effektive middel til at opnå forbedringer. Et klassisk eksempel er kravet om at få arbejdsdagen ned på otte timer, som var arbejderbevægelsens vigtigste i de første fyrre år. I Danmark blev kravet opfyldt kort efter 1. Verdenskrig, da murerarbejdsmændene i København strejkede kravet igennem. Strejken blev ledet af syndikalisterne, den største revolutionære strømning i Danmark på den tid. Da først kravet var kæmpet i gennem et sted, måtte den øvrige socialdemokratisk dominerede fagbevægelse også stå fast på otte-timersdagen, og da den russiske revolutions spøgelse samtidig gik over Europa, skulle arbejdsgiverne ikke have noget klinket.
Udenomsparlamentarisk aktivitet er mest effektivt, fordi den reelle magt i samfundet ikke ligger i folketinget – og endnu mindre i by- og amtsråd. Pengemændene, som kontrollerer virksomhederne, lægger nemlig de økonomiske rammer for hvilke beslutninger en regering kan tage. For eksempel har der aldrig været flertal for arbejdsløshed i folketinget, men denne menneskeskabte plage får nærmest karakter af naturkatastrofe, hvis man tror på folketingets magt, for det er ikke politikerne, som beslutter om virksomhederne skal hyre eller fyre.
De folkevalgte kontrollerer ikke engang den offentlige sektor, som i det daglige ledes af top-bureaukrater, der oftest sidder længere ved magten end politikerne. Og den offentlige sektors størrelse er afhængig af skatteindtægterne, der bliver mindre, når den virksomhederne fyrer folk, som mister deres løn og ryger på dagpenge.
Skatteindtægterne kommer også fra virksomhedsbeskatning, som er et glimrende eksempel på, hvordan pengemændene bruger deres udenomsparlamentariske magt.
Deres slet skjulte trusler om at flytte produktion til udlandet har siden 1987 betydet, at selskabsskatten er blevet næsten halveret – fra 50% til 28%. Det har betydet, at staten er gået glip af milliarder, som kunne være brugt til undgå fyringer og nedskæringer og til i stedet at gennemføre forbedringer i den offentlige sektor.
Heldigvis har lønmodtagerne også en afgørende udenomsparlamentarisk magt: de producerer alle de varer og tjenesteydelser, som produceres i både den offentlige og private sektor. Det betyder, at de kan lamme produktionen og hele samfundet med strejker.
Revolutionære er de bedste til at slås for reformer, fordi de ikke har nogen illusioner om folkevalgte organer magts, og derfor peger på det stærkeste våben lønmodtagere har, når de vil opnå forbedringer.
Men det er ikke den eneste årsag til, at revolutionære er fokuserede på almindelige menneskers aktivitet og betragter parlamentarisk arbejde som andenrangs.
Alle erfaringer viser nemlig, at en befolkning, som ønsker socialisme, ikke kan stemme sig til den.
For eksempel accepterede de chilenske pengemænd og deres statsapparat ikke de reformer, den folkevalgte præsident Allende ville gennemføre først i 70erne. Derfor saboterede de først økonomien og gennemførte så i 1973 et blodigt militærkup med amerikansk støtte. Reformisten Allende havde ellers forsikret sine tilhængere, at det aldrig ville ske, fordi Chile ikke var en bananrepublik, men havde lange demokratiske traditioner.
Pengemændene og deres venner i toppen af politi, militær og administration kan presses til forbedringer, men kun så længe de ikke afgørende føler deres magt truet.
Derfor må et socialistisk befolkningsflertal knuse deres magtpositioner – det vil sige overtage kontrollen med virksomhederne, opløse statsapparatet og skabe et nyt, som bygger på lønmodtagernes egne organiseringer.
Revolutionære er også optaget af folks egne aktiviteter, fordi det er gennem dem lønmodtagere opdager, hvilken magt de besidder.
Vi er alle opdraget til, at vores indflydelse på samfundet er begrænset til at høre på valgpropaganda, sætte et kryds og så håbe på det bedste.
Men når lønmodtagere strejker massivt på landsplan opdager folk, at de kan sætte hele samfundet i stå, og så bliver ideen om, at de også kan sætte samfundsmaskinen i gang for egne mål mere realistisk.
Under en stor strejkebevægelse vil de strejkende også ofte opbygge fora, hvor repræsentanter for arbejdspladserne mødes for at koordinere slagets gang, og her bliver grunden lagt til de organiseringer, som demokratisk kan styre et socialistisk samfund.
Selvom socialister synes, at almindelige mennesker selv skal styre samfundet, så er det naturligvis sådan, at ingen kan tvinges til at styre selv. Derfor må folk selv opdage og opbygge deres magt, og det gør man ikke ved at sætte krydser på papir bag et forhæng.
Så revolutionære er ikke bare de bedste reformister, de har også det realistiske bud på, hvordan vi kan få et socialistisk samfund.
Billedtekst:
Strejker og aktiv kamp fra neden er det bedste middel til at modstå forringelser og opnå forbedringer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed