Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 209 – November 2002 – side 10

Krigsmodstand efter 26. oktober

Vi kan stoppe krigen

Jørn Andersen

En krig er næst efter en revolution den største test for partier og bevægelser i samfundet. Her afsløres styrker og svagheder nådesløst, såvel hos krigspartierne som hos krigens modstandere.

De seneste måneder har dagligt udmalet problemerne for krigspartierne: Over hele Europa (og endnu tydeligere i Afrika, Asien og Latinamerika) er der en bred folkelig modstand mod krigen – samtidig med at politikerne er for. Selv i USA er krigsmodstanden for alvor blevet synlig i offentligheden – selv om Bush stadig har flertal for krig.

Internationalt

Inden for blot 6 uger – inden krigen er gået i gang – har vi oplevet en hel stribe kæmpe-demonstrationer:

  • d. 28. september var der 400.000 i demonstration i London
  • d. 6. oktober demonstrerede  85.000 mennesker, fordelt på 40 forskellige steder i USA
  • d. 26. oktober var der 150-200.000 i demonstration i Washington, 75-100.000 i San Francisco samt adskillige tusinder i en lang række andre amerikanske byer + i mange andre lande – herunder 2-3.000 i Danmark
  • d. 9. november var den hidtil største demonstration: op mod en million i Firenze – større end de største demonstrationer under Vietnam-krigen.

Oveni dette kommer de store demonstrationer i Afrika, Asien og Amerika uden for USA, som sjældent når danske medier.

Demonstrationerne den 26. oktober var et markant gennembrud i USA. De første vigtige skridt er taget i at overvinde lammelsen efter 11. september.

De store demonstrationer viser, at modstanden overalt er på størrelse med nogle af de største demonstrationer under Vietnam-krigen. Denne sammenligning kræver dog et par kommentarer.

På den ene side taler vi om kæmpe-demonstrationer inden krigen reelt er startet, mens Vietnam-bevægelsen først opstod, efter at USA havde deltaget i krigen i flere år. Dette viser et enormt potentiale for modstand mod krigen.

På den anden side skal der mere end store demonstrationer til at forhindre eller stoppe krigen. Den vigtigste faktor under Vietnam-krigen var ikke demonstrationerne i sig selv.

Det afgørende var forbindelsen mellem krigsmodstanden og en langt bredere social kamp: I USA studenterkamp, “traditionel” arbejderkamp, de sortes befrielseskamp osv. Forbindelsen blev sat på spidsen ved modstand mod krigen blandt mange, ofte sorte, menige i den amerikanske hær.

Ifølge en amerikansk officer og militærhistoriker blev forholdene blandt tropperne i Vietnam kun overgået af den franske hærs Nivelle-mytterier i 1917 under 1. verdenskrigs skyttegravsmareridt og sammenbruddet i den russiske zars hær på samme tid.

Krigsmodstand og klassekamp

Også i dag er der sammenhænge mellem krigsmodstanden og den sociale kamp. Det gælder den anti-kapitalistiske bevægelse, som har været en vigtig faktor i at stille spørgsmål ved magthavernes troværdighed. Det gælder de mange fagforeninger, som har bakket op om – og en del steder deltaget aktivt i – krigsmodstanden.

Alene omfanget af strejker og protester mod nyliberalismen gør, at der meget let skabes forbindelser herfra og til krigsmodstanden. I fx England og Italien er de fagforeninger, som kæmper mod Blairs og Berlusconis privatiseringer og nedskæringer, også ofte mod krigen.

Så selv om vi ikke er så langt som da Vietnam-bevægelsen var på sit højeste, så er de samme faktorer i spil. Tingene hænger sammen: Når folk ikke tror på, at den magtelite, som Bush, Blair og Fogh tilhører, vil give os et bedre liv i hverdagen – så tror folk oftest heller ikke på, at deres krig vil gøre noget som helst andet end at pleje denne elites egne interesser.

Nedskæringsramte pædagoger og hospitalsansatte vil spørge: Hvorfor har Fogh, Bush og Blair penge til krig, men ikke til børnehaver og sygehuse? Elever og studerende vil kræve “Uddannelse – ikke bomber”.

For alle disse grupper vil det give mening at mobilisere til anti-krigs-blokkene i demonstrationerne mod EU-toppens møder i december i København. Pædagoger, der kræver bedre vuggestuer og siger nej til krig sammen med elever, der kræver lavere klassekvotienter – disse ting er et slag i ansigtet på både magthavernes krigsplaner og deres ny-liberalisme.

Politisk lederskab

Men der er ingen automatik i at den sociale kamp og krigsmodstanden kædes sammen. Det er det helt centrale spørgsmål i kampen om det politiske lederskab i krigsmodstanden – og inden for den sociale kamp. Problemet ses tydeligt, hvis man kigger på forskellen mellem krigsmodstanden i hhv. USA og England.

Klassekampsniveauet i England har længe ligget under niveauet i fx Frankrig og Italien. Alligevel har Stop the War Coalition kunnet rejse krigsmodstanden i en lang række fagforeninger. En halv snes nationale fagforbund og endnu flere lokale fagforeninger tilsluttede sig demonstrationen 28. september.

En vigtig årsag til den store krigsmodstand er, at en stor del af aktivisterne er organiseret i et revolutionært parti, Socialist Workers Party. Det har gjort det muligt at overvinde den islamofobi, der hærger bl.a. den danske venstrefløj, og at vinde argumentet om at man skal gå sammen med den muslimske del af befolkningen.

Argumentet om at kampen mod krigen og kampen mod nyliberalis-men er en krig på to fronter mod den samme modstander er blevet fremført ugentligt gennem avisen Socialist Worker. Tilsammen har det gjort det langt nemmere at få et stort netværk af aktivister til at trække seriøst på samme hammel.

At mange aktivister er organiseret i Socialist Workers Party betyder selvfølgelig også, at det er lettere at argumentere for, at modstand mod krigen må generaliseres til modstand mod det system, der skaber krig – altså til en kamp mod kapitalismen.

I USA er der også netværk af aktivister – mange af den skabt af den antikapitalistiske bevægelse efter Seattle. Men disse netværk er ikke bundet sammen på landsplan, og slet ikke i nogen forpligtende form.

Der er ganske vist to nogenlunde landsdækkende anti-krigs paraplyer, nemlig Not In Our Name (som indkaldte til demonstrationerne 6. okt.) og International ANSWER (Act Now to Stop War and End Racism; som indkaldte 26. okt.).

De to paraplyer landede heldigvis på at anbefale hinandens demonstrationer, hvilket er meget positivt. Men det udtrykker også, at de to paraplyer ikke i sig selv er stærke sammenhængende landsdækkende netværk, men snarere blot har været i stand til at give stemme til et dybfølt behov for protest.

Dette gør dem meget sårbare, hvis f.eks. dele af det demokratiske parti ønsker at sætte sig på den bredde (fx talte bl.a. Jesse Jackson i Washington), som protesterne har appelleret til. Det kan føre til at enheden mellem den brede appel og den aktivistisk mobiliserende del af bevægelsen ikke kan holde sammen.

Sammenligningen mellem USA og England bekræfter en gammel sandhed, nemlig at
et stærkt revolutionært parti ofte er forudsætningen for at fastholde en enhedsfront, som både er baseret på bredde og aktivistisk mobilisering.

Danmark

I Danmark er SF helt usynlige i krigsmodstanden. Socialdemokratiet nægter at tage stilling, selv om de fleste af deres medlemmer er imod krigen.

Enhedslisten er en aktiv del af krigsmodstanden. Men desværre evner de ikke at være dem, der binder krigsmodstand og modstanden mod Fogh-regeringen sammen. Den dominerende holdning i Enhedslisten er, at der er mange kampe på mange fronter, som alle sammen er vigtige.

Det er selvfølgelig rigtigt, men det er ikke nok. Enhedslisten er den eneste kraft på venstrefløjen, som kunne binde disse kampe sammen. De kunne være garanten for, at krigsmodstanden stod centralt ved topmøde-protesterne i København i december.

I stedet for at se krigsmodstanden som den samlende faktor, der kunne styrke de andre kampe, har Enhedslisten valgt ikke at prioritere. Resultatet risikerer at blive opsplittede protester frem for en samlet knytnæve mod de europæiske magthavere.

Vi kan kun appellere til, at så mange som muligt deltager i anti-krigs-blokkene under demonstrationerne – og derudover opbygger krigsmodstanden lokalt: på skoler, arbejdspladser og i lokalområder landet over.

Billedtekst:
2-3000 mennesker demonstrerede mod krigen d. 26. oktober rundt om i Danmark. Samtidig var der massive protester og demonstrationer over hele verden

Se også:
SAA 209: Ingen krig mod Irak – organisér modstanden

Flere artikler fra nr. 209

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Krigsmodstand (DK) 2001-?

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1478 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside