Socialistisk Arbejderavis
Nr. 210 – December 2002 – side 4
Brandfolk mod Blair
Mikkel Birk Jespersen
Utilfredsheden med den engelske premierminister Tony Blair og hans privatiserings- og nedskæringspolitik kulminerer nu i 52.000 brandmænds strejke for højere løn.
Brandmændene kræver en 40 % lønstigning – fra ca. 250.000 kr. til ca. 350.000 kr. Regeringen har højst været villig til at acceptere 16% og siger, at alt over 4% skal betales af brandmændene selv gennem 'moderniseringer', hvilket vil sige nedskæringer i form af fyringer og længere og mere fleksibel arbejdstid.
Brandmændene er blevet mødt med en ekstrem arrogance af Blair og vicepremierminister John Prescott og finansminister Gordon Brown. I en tale sagde Blair til brandmændene, at “Dette er en strejke I ikke kan vinde” og erklærede at hvis brandmændene fik deres vilje, ville det være “ødelæggende for samfundsøkonomien”.
Forrest i kampen
De britiske parlamentsmedlemmer har selv fået en lønstigning på 40 %, så regeringens åbenlyse hykleri og arrogance formår ikke andet end at puste til vreden og få den til at blusse mere op.
Strejken bliver præsenteret som en kamp mellem brandmændenes ‘urimelige krav’ og resten af det britiske samfund. I virkeligheden går brandmændene forrest i den kamp for højere løn, der kæmpes af en lang række af grupper indenfor den offentlige sektor, der gennem de seneste år er blevet udsultet af Blair-regeringens ‘moderniseringer’.
Derfor har der også været sympatistrejker såvel som kampe blandt andre grupper med lignende krav. Lærerne i London har strejket for at få øget det tilskud, de får for at bo i London, hvor der er enorme bolig- og transportudgifter. I Glasgow er underbetalt hospitalspersonale ude i en overenskomststridig strejke på ubestemt tid. Og personale på Londons undergrundsbane har nægtet at arbejde med henvisning til, at det er for farligt under strejken, noget banens ledelse kalder ‘skjulte sympatiaktioner’.
Stor opbakning
En meningsmåling har vist, at 60 % af briterne støtter brandmændenes strejke. Skal strejken vindes handler det om, at denne støtte får et aktivt udtryk gennem udbredte sympatiaktioner. Det er sådan tidligere strejker har kunnet vindes, mens mange omvendt er blevet tabt som en følge af isolation og den deraf følgende desillusion.
Blairs snak om at strejken “ikke kan vindes” er udelukkende et forsøg på at skræmme brandmændene. Regeringen er udmærket klar over det pres, den er under, og Blair, Prescott og Brown er næppe så sejrssikre, når der ikke er kamera på.
Tony Blair har gennem hele sin fem-årige embedsperiode stået for såkaldt 'fornyelse' af Labour-partiet og dets politik. Denne fornyelse har bestået i at adoptere så mange nyliberale fraser og så megen nyliberal politik som muligt.
Dette har ført til stigende utilfredshed med regeringen, en utilfredshed der nu endelig er eksploderet.
For os i Danmark er der ikke mindst grund til at holde øje med, hvordan strejken – og i det hele taget kampen mod Blair’s mange angreb – udvikler sig, idet Blair har været og er et forbillede for statsminister Anders Fogh mht. både medieoptræden og konkret politik. Det kan godt være, Fogh mener han kan lære noget af Blair, men så kan vi andre til gengæld lære meget af, hvordan brandmændene og mange andre kæmper imod angrebene.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed