Socialistisk Arbejderavis

Nr. 210 – December 2002 – side 7

Er menneskets natur en hindring for socialisme?

Jesper Høi Kanne

“Socialisme er en god idé, men det kan ikke fungere. Man kan ikke ændre menneskets natur!”

Dette er en af de mest almindelige og udbredte af de indvendinger, der gøres mod socialismen. Det er det første argument, der kommer frem på fabriksgulvet, i kantinen eller i skolen. Det er det argument, som mange politikere og intellektuelle falder tilbage til.

Det er også et argument, som accepteres af mange mennesker, der oprigtigt ønsker at få et bedre samfund, men som ikke rigtigt tør tro på, at det er muligt. Resultatet er, at de udvander socialismen til blot at betyde, at der pilles lidt ved det nuværende system frem for at forsøge at ændre det grundlæggende.

Argumentet om menneskets natur kan se meget nyttigt ud for dem, der er imod socialismen. Det er et kort, skarpt og præcist et-linies-svar, der ikke ser ud til at kræve videre eftertanke. Det forbinder sig med mange andre ideer, der er vidt udbredte, som f.eks. “Det vil altid være nødvendigt med ledere”, “Folk er grundlæggende egoistiske” eller “Revolutioner går altid galt og fører til tyranni”.

Men enhver undersøgelse af, hvordan folk egentlig opfører sig – selv i vores samfund – viser, at dette er forkert.

Solidaritet

Naturligvis er der mange eksempler på grådighed og magtambitioner – se bare på de borgerlige, på Peter Brixtofte eller på den type personer der vinder de amerikanske valg.

Det viser sig bare, at der er langt flere eksempler på selvopofrelse, mod og medfølelse.

Mennesker sætter livet på spil for at redde andre i ulykke: Studenter og arbejdere stod sammen på Den Himmelske Freds Plads i 1989, da tanks kom i mod dem, Carlo Giuliani blev dræbt ved demonstrationerne mod G8 i Genoa og talløse sidder i fængsel, i Argentina, Tyrkiet, Palæstina, USA og andre steder, for de sager de tror på.

Der er også hverdagseksempler: Forældre, der vier deres liv til en indsats for deres handicappede børn, arbejdere som vælger lavtlønnet omsorgsarbejde, frem for at tjene en højere løn på kontor eller fabrik. Selv når regeringer planlægger de mest ondskabsfulde og plyndrende imperialistiske krige ved de, at for at få folkelig støtte, må de sælge deres planer ved at hævde, at de har et eller andet anstændigt motiv.

England retfærdiggjorde deres medvirken i 1. verdenskrig ved at påstå, at de ville redde stakkels lille Belgien. Ligesom USA i 1991 skulle redde det “demokratiske” Kuwait fra Irak, og da krigen i Afghanistan skulle føres for at befri undertrykte kvinder.

Disse eksempler skal ikke bevise, at menneskets natur i bund og grund er uselvisk. Men de viser at det er latterligt at påstå, at folk er medfødt grådige. Dette gælder specielt, når man husker på, at det er sådan folk opfører sig i et kapitalistisk samfund, som konstant opfordrer til grådighed, konkurrence og en generel hakke-mentalitet.

Det hele afhænger af omstændighederne. Det afhænger af, om folk føler sig sårbare og truede eller stærke og trygge. Det afhænger af, hvordan den konkrete situation svarer til den holdning, man er opdraget med, og som har formet en livet igennem.

Kort sagt: Mennesker ændres alt efter livsbetingelserne, og efter som deres erfaringer ændres. Men at gå så langt, som at sige at der ikke eksisterer nogen menneskelig natur er forkert: Mennesket er en særskilt biologisk art med visse grundlæggende behov, der dækkes gennem at arbejde sammen i samfund (ved hjælp af produktionsmidler, ikke bare primitivt værktøj), hvilket fører til udvikling af sprog, social bevidsthed og kultur.

Når mennesker omformer deres miljø, omformer de også sig selv, og når menneskers sociale forhold ændrer sig, sker der noget med deres forestillinger, anskuelser – deres bevidsthed.

Socialisme

Socialisme betyder at sætte produktions-midlerne under kollektiv demokratisk kontrol, sikre de grundlæggende behov for alle, og frigøre mennesker fra den tvangstrøje kapitalismen er, hvor det bedste i mennesker underkendes til fordel for værdier som konkurrence og egoisme.

Socialismen er grundlæggende solida-risk, demokratisk og social, og egoisme og grådighed vil være ulogisk og overflødigt. Hvorfor konkurrere med andre om jobs, når der er jobs nok til alle? Hvorfor komme først til mølle når der er korn nok? Hvorfor sætte rundsav på albuerne, når der er albuerum nok? Alt dette er ikke blot en teoretisk mulighed – det er en nødvendighed det er værd at slås for!