Socialistisk Arbejderavis
Nr. 210 – December 2002 – side 9
Kæmp for socialisme
Anders Schou
”For et andet Europa”, ”En anden verden er mulig” eller ”En anden verden er nødvendig”. Sådan lyder nogle af anti-globaliseringsbevægel-sens populære paroler. Gode paroler men upræcise, for hvad er alt dette ”andet” for noget? Bevægelsen udvikler sig internationalt i en mere og mere anti-kapitalistisk retning og det betyder, at flere og flere aktivister forestiller sig en eller anden form for socialistisk svar. Men hvad er en socialistisk vision i dag? Internationale Socialister har et bud.
Det korte svar er, at et socialistisk samfund vil være langt mere demokratisk end det nuværende. Dermed er der også grænser for, hvor detaljeret en socialistisk vision kan være. For et socialistisk samfund vil blive skabt på grundlag af demokratiske beslutninger blandt de mennesker, som opbygger det. Socialismen vil helt sikkert ikke blive skabt efter detaljerede planer i en af øjeblikkets små socialistiske aviser.
Omvendt er det både muligt og nødvendigt at skabe et billede af, hvad det er vi kæmper for. Hvad er alternativet til de store selskaber og deres bureaukratiers tyranni på verdensplan?
Demokrati
Et socialistisk verdenssamfund vil være mere demokratisk, fordi de mennesker, som producerer samfundets varer og tjenesteydelser, også vil være dem der beslutter, hvordan de produceres og fordeles.
Demokratiets byggesten vil være råd på arbejdspladserne, hvor de ansatte f.eks. vælger deres chefer. Folk som ikke arbejder f.eks. studerende og pensionister vil danne deres egne råd. Beslutninger på lokalt niveau tages af repræsentanter valgt fra arbejdspladserne og andre råd. De lokale råd vælger repræsentanter, som tager beslutninger på nationalt niveau. Globale problemer vil kræve globale løsninger, som findes ved at samle repræsentanter fra de nationale råd.
De valgte repræsentanter skal umiddelbart kunne væltes af deres basis, hvis den bliver utilfreds med dem. De valgte skal ikke have nogen materielle privilegier.
Et socialistisk samfunds ledere vil altså typisk være drevet af interesse og deres kollegers tillid og ikke af ønsket om personlig vinding – ligesom de fleste tillidsrepræsentanter er i dag. Misbruger socialistiske ledere deres indflydelse, kan de skiftes ud med det samme.
I dag kan vi stemme på nogle politikere som efter et valg foretager sig alt muligt andet, end de havde lovet. Og det må vi så leve med de næste fire år. Socialdemokraternes løftebrud i efterlønssagen er et eksempel, Fogh-regeringens angreb på de arbejdsløse er et andet.
Politikernes løgnagtighed, deres privilegier og vores manglende mulighed for at straffe dem er det mindste problem. Det er værre, at de politikere, vi kan stemme på, ikke har den afgørende indflydelse i samfundet.
Udenomsparlamentarisk magt
De store virksomheders chefer lægger nemlig rammerne for, hvilke beslutninger politikerne overhovedet kan tage. Således kræver virksom-hederne højlydt et ”bedre erhvervsklima”, og den slet skjulte trussel er, at de vil bruge deres udenomsparlamentariske magt til at flytte produktionen, hvis de ikke får deres vilje. Denne pression er forklaringen på, at selskabsskatten er blevet næsten halveret de sidste 15 år, selvom det aldrig har været et folkekrav eller et valgløfte.
Og virksomhedernes udenomsparla-mentariske krav gennemsyrer alle samfundets sektorer. Forkortelser af dagpengeperioder, forringelse af efterløn, erhvervsfolk i universitets-bestyrelser og privatiseringer har heller aldrig været folkekrav.
Virksomhedslederne træffer beslutninger om de private investeringer i samfundet – om der skal hyres eller fyres. Så arbejdsløsheden unddrager sig demokratisk kontrol, ligesom det skattegrundlag der skal finansiere det offentlige sektor. Vi har intet valgkort til A.P.Møller-koncernens eller andre store selskabers ledelser.
Det er ikke engang politikerne, som har størst indflydelse, når det gælder om at udfylde pengemændenes rammer. Topembedsmænd og offentlige selskabers direktører kontrollerer i det daglige den offentlige sektor. Når politikerne skal ”træffe store beslutninger”, er det topembedsmændene, der spiller ud. Alt tyder f.eks på, at planen om at nedlægge små østjyske sygehuse blev fostret på direktions-gangen i Århus Amt.
Bureaukrater
Topembedsmændene er ikke demokratisk valgt og sidder typisk længere på deres poster end politikerne. Det samme gælder bureau-kratiets bevæbnede dele, cheferne for militær og politi.
Topcheferne i de offentlige og private sektor er en sammenvævet flok, og den enkelte bureaukrat skifter ofte mellem de to sektorer eller har ben i begge lejre.
Og de mødes i loger og foreninger som Selskab for Virksomhedsledelse. Ingen af disse magtfulde mennesker skal stå til ansvar overfor vælgerne.
Et socialistisk samfund derimod vil forene den økonomiske og politiske magt hos almindelige mennesker. Demokratiet vil ikke længere stoppe ved indgangen til arbejds-pladsen. Under socialismen vil arbejdspladsen være demokratiets udgangspunkt, og det vil helt sikkert blive et samfund præget af voldsomme diskussioner.
For eksempel vil nogle lægge vægt på , at vi begrænser det nødvendige arbejde mest muligt, så vi får mere fritid. Andre vil mene, at det er nødvendigt at arbejde mere i en periode, hvis vi hurtigst muligt skal hjælpe fattige samfund til en ordentlig levestandard.
Der kan også være diskussioner om beslutningsniveauer. Hvem har kompetencen til, at træffe beslutninger om hvad? Systemet bliver kontrolleret nedefra, fordi repræsen-tanterne umiddelbart kan skiftes ud, så der vil sandsynligvis være en tendens til at beslutnin-gerne bliver truffet på det lavest mulige niveau. Men hvor er det konkret?
For eksempel vil de fleste sikkert kunne se, at en ny jernbanelinie skal have den samme skinnebredde på tværs af lokalområder. Men skal vi også have en ens standard på europæisk plan – man kan jo også flytte hjulene?
Der vil også være megen enighed. Folk vil være enige om, at alle har krav på boliger, jobs, mad, uddannelse og sundhed af en ordentlig standard. Der vil være en vilje til at dele de kedelige jobs alle helst vil være fri for. De enorme ressourcer, som spildes på bl.a. reklamer, våben og bureaukrati vil blive brugt fornuftigt.
Det vil være slut med den usikkerhed alle lønmodtagere føler, når de hører ordet prikkerunde på TV, eller den mistillid til sundhedsvæsnet som har fået en million danskere til at tegne en privat forsikring i selskabet Danmark. Slut på en verden, hvor menneske-skabte plager som fyringer og nedskæringer opleves som naturkatastrofer, fordi de sker udenfor vores kontrol,
En socialistisk verden vil ikke opstå ud af den blå luft. Ideen om socialisme vinder typisk frem i situationer, hvor arbejdere slås sammen. Hvis det sker på samfundsplan – under såkaldte massestrejker – oplever flertallet af befolkningen, at de kan sætte hele samfundsmaskinen i stå, og dermed vokser åbenheden for at sætte den i gang for flertallets egne mål.
Arbejderorganisering
Ofte vil der opstå organiseringer på arbejds-pladserne til at køre strejkerne, og de vil sende repræsentanter for at koordinere indsatsen lokalt. Dette skete senest under strejkerne i påsken 1985.
Hvis strejkerne varer længere, og koordi-neringen også sker på landsplan, bliver spørgsmålet om magten i samfundet sat på dagsordenen. For en langvarig landsomfat-tende strejke rammer også de strejkende selv. Køleskabet er måske tomt – heldigvis – for strømmen er gået. Man kan ikke komme til møde, for børnene bliver ikke passet osv. De strejkende vil derfor blive nødt til at gå i arbejde – eller fortsætte strejken ved at sætte mange funktioner i gang under deres egen kontrol. Her vil strejkebevægelsen typisk vælge de organer, som i forvejen kører strejken, og hvis det sker på landsplan er en alternativ samfundsorden født. På samme måde skaber de strejkendes egen aktivitet også den solidaritet, som det ny samfund skal bygge på.
Alle strejkende har oplevet, hvordan forholdet til kollegerne, og det omkring- liggende samfund bliver ændret under strejken. Massestrejken giver den samme følelse af fællesskab og indsigt blot mange gange stærkere.
Tag magten
Men samfundets gamle magtstruktur med politi og militær lever stadig som en såret løve, når den ny fødes. De gamle magthavere vil af al magt forsøge at splitte bevægelsen, og de vil få hjælp af reformisterne. Magthaverne vil sikkert give nogen små indrømmelser, og reformisterne vil sige, ”at det var fint med en protest, men nu må vi gå hjem og huske at stemme rigtigt næste gang”. I den situation er det afgørende, at tilstræk- keligt mange mennesker på tilstrækkeligt mange arbejdspladser deler den socialistiske vision, så de kan vinde flertallet blandt kollegerne for, at de skal tage den magt, bevægelsen holder i hænderne. Flertallet blandt politi og militær skal vindes for ikke at bruge vold mod bevægelsen, så er magthaverne magtesløse.
Hvis sådan en socialistisk omvæltning sejrer i et land, har den bedre muligheder end nogensinde for at sprede sig til andre. Det er den positive side af globaliseringen. For informa-tioner spredes hurtigere end nogen sinde før, og landenes økonomier bliver tættere og tættere forbundet. Omvendt er det også nødvendigt, at opstanden hurtigt breder sig, for magthaverne i andre lande vil være opsat på at knuse revolutionen – netop for at forhindre, at opstanden spredes. Derfor er en socialistisk verden mulig, mens et enkelt socialistisk land før eller siden vil bukke under.
Billede: En socialistisk verden er nødvendig og mulig
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed