Undtagelsestilstanden ser ud til at være effektiv for regimet. Åbne organiseringer i alle led af det sorte modstandsbevægelse er blevet forhindret i at organisere åbenlyst, udgive løbesedler osv. Hundrede af UDF-aktivister er tilbageholdt.

Men dele af storkapitalen i Sydafrika er alligevel misfornøjede med undtagelsestilstand.

Industrilederne har forsøgt at udvikle en slags reformstrategi, som kunne stabilisere forholdene, enten ved at samarbejde med sorte ledere eller ved at gennemføre reformer, som kunne tage brodden af modstandsbevægelsen.

Slut med reform

I løbet af de sidste to år har Botha gennemført både reformer og øget undertrykkelsen. Hans lydhørhed for arbejdsgiverne har holdt ham fra at slå så hårdt til, som han ønskede.

Reformerne var nødvendige for at gøre industri mere rentabel, men nu har han besluttet, at reformerne ikke har givet resultater i form af at smadre modstandsbevægelsen.

Desuden er paranoiaen i det hvide mindretal blevet stadig større med tanke på hvad en sort regering i Sydafrika ville betyde. Jo længere Botha går med reformer, jo længere ud til højre vil flertallet blandt de hvide gå for at bevare deres materiale privileger.

Til en vis grad har Botha formået at tage vinden ud af sejlene på den voksende nazi-organisation, AWB, ved at love de hvide, at han vil forsvare de hvide privilegier. Men i det lange løb har Botha kun været i stand til at slå endnu et søm i sin egen ligkiste.

Det Botha frygter mest af alt er, at han kan komme til at udløse en generalstrejke eller en masseopstand. Det er ikke sket endnu.

I fagforeningerne er tilstanden meget alvorlig. Retten til faste fagforeningskontorer, til at uddele materiale og strejke bliver angrebet. Undtagelsestilstanden kan betyde, at fagforeningsbevægelsen bliver sat år tilbage.

I den brede folkelige bevægelse, som er baseret i bydelene, ser der ud til at ske en lignende proces. Urolighederne har siden indførelsen af undtagelsestilstanden, været meget begrænset.

Jernnæve

Botha’s jernnæve ser ud til at have gjort sit job. Aktivisterne fra UDF, fagforeningerne etc., som har brugt de to sidste år på at opbygge organisationerne, ser ud til at stå over for den hårde opgave at gøre det om igen.

Men den måde fagforeningerne og aktivisterne fra boligkvarterne er blevet angrebet kan kun skabe basis for et endnu større opgør i fremtiden.

Hvornår det sker, er afhængig af hvad aktivisterne er forberedt på at gøre, på hvad de har lært i løbet af de sidste uger og i de sidste to år.