Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 21 – August 1986 – side 3

IS mener

Hvilken vej til sejr?

Hvordan besejres apartheid?

Der er to vigtige strømninger inden for modstandsbevægelsen i Sydafrika. Den første og langt den største er den, der knytter sig til ANC og UDF. Den kaldes ofte for populistisk.

Den argumenterer for, at apartheid kun kan fjernes af en bred bevægelse, der inddrager alle dele af den sorte befolkning, også middelklassen og de respekterede lokale ledere.

De hævder, at bevægelsen kan vinde ved at presse staten til forhandlinger. Magten til at opnå disse forhandlinger skal komme fra en kombination af masseaktiviteter, der gør de sorte bydele "uregerlige", på den ene side og militære aktioner fra ANC's militære fløj, Umkhonto we Sizwe, på den anden.

Den strategi baserer sig på erfaringer fra frihedsbevægelser i andre lande såsom Algeriet, Guinea-Bissau, Mozambique, Angola og Zimbabwe. I alle tilfældene kampe, der kombinerede masse-aktioner med væbnet kamp. En væbnet kamp organiseret af et mindretal og en massekamp, der tvang staterne til forhandlingsbordet efter en lang bitter krig.

Men den sydafrikanske stat har foreløbig vist sig i stand til at modstå et oprør, der omfatter 80% af befolkningen.

Dette er ikke Algeriet, de portugisiske kolonier eller Vietnam, hvor forsvaret af staterne skulle udføres af uvillige værnepligtige fra Europa eller USA. Det er heller ikke Rhodesia, hvor den hvide befolkning kun udgjorde tre procent.

Rygraden i Sydafrikas væbnede styrke udgøres af det lokale, højt priviligerede hvide mindretal. Disse hvide bemander tanksene og flyene, bevogter fængslerne, dømmer i retsalene og svinger piskene i gaderne.

Denne nære sammenhæng mellem det hvide mindretal og statsapparat betyder, at de væbnede styrker har en stærk sammenhængskraft. Det betyder også, at det hvide mindretal kan yde kollossal modstand mod selv den mindste indhug i deres privilegier.

Så længe et sådant statsapparat holder sig intakt, kan det til enhver tid klare en partisanbevægelse. Det kan også genvinde kontrollen over bydele, hvis taktikken med "uregerlighed" er det eneste, staten står over for.

Mobiliseringen i de sorte bydele er fortsat stor trods 21 måneders polititerror. Men de sorte bydele kan ikke holde stand uden hjælp ude fra, og i sidste ende vil de mere moderate dele af den sorte befolkning være parat til at indgå beskidte aftaler med de hvide, hvis ikke bevægelsen begynder at true selve statsmagten.

Strejkevåbnet

Den anden strømning i modstanden udgøres af fagforeningstendensen, "arbejderisterne". De har udnyttet mulighederne for at opbygge mere eller mindre legale fagforeninger.

De har korrekt indset, at den sorte arbejderklasse nu har en magt, som de hvide magthavere ikke kan overse.

Men “arbejderisterne” begår en vigtig fejl. De har ikke indset, at fagforeningerne er nødt til at beskæftige sig med politiske spørgsmål, hvis de vil overleve overfor apartheid-staten.

En massestrejke kan udfordre statsapparatet i en grad, som hverken bydelen eller partisan-krigen er i stand til. For strejker kan fratage staten de ressourcer, som den behøver for at kunne slå igen. De penge, staten skal bruge til at betale militær og politi og benzinen til tanksene.

Men strejkerne alene kan ikke smadre staten. I sidste ende vil sult og nød drive arbejderne tilbage i fabrikkerne, og så kan staten gå ind og smadre arbejdernes organiseringer.

Økonomiske strejker, som de strejker metalarbejderne og minearbejderne har lavet de seneste år, er fantastiske til at vise og opbygge arbejdernes magt. En-dags-generalstrejker som den 1. maj og for nylig er flotte magtdemonstrationer. Men udøvelsen af magt kræver mere – det kræver, at massestrejken er en del af den opstand, der er rettet mod staten.

Revolutionær organisering

Massestrejker er det eneste våben, der kan skærpe modsætningerne indenfor den hvide herskende klasse og lamme apartheidstaten midlertidig. Men de skal koordineres med andre kampe, såsom dem i bydelene og skolerne, og de skal følges op af væbnet modstand mod statsapparatet.

Men ingen af disse ting er sandsynlige, med mindre der eksisterer en organisation, et revolutionært parti, der argumenterer i den sorte arbejderklasse for sådant et perspektiv.

De sorte fagforeninger er ikke sådan en organisation. Det kan de i deres natur ikke være, for fagforeninger er opbygget til at forene arbejdere med mange forskellige politiske holdninger, at forene de mest politisk tilbagestående med de mest bevidste – selv når klassekampen er på et lavt niveau.

De kan ikke være nogen erstatning for en organisation af det mindretal, der er bevidst revolutionær og har som mål at lede resten af den sorte arbejderklasse til et angreb på statsmagten i kampens højdepunkt.

Se også:
SAA 21: Reportage fra Johannesburg: Apartheids terrorgreb
SAA 21: Sydafrika: Botha vandt slaget
SAA 21: Sydafrika: Deres kamp er også vores
SAA 21: Spørgsmål vi ofte møder: Kan arbejdere regere?

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 21

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Sydafrika

Siden er vist 1897 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside