Socialistisk Arbejderavis
Nr. 2 – November 1984 – side 6
Fagbureaukratiet
Hans Jørgen Vad
De faglige topledere udgør et bureaukrati, som er opvokset historisk som et socialt lag med egne særinteresser, der står i modsætning til arbejderklassens selvstændige kamp.
Svækkelsen af organiseringen på mange arbejdspladser betyder, at mange arbejdere ser op til deres faglige ledere i stedet for at organisere sig selv i basis. Det betyder, at mange forbundsledere har spillet en vigtig rolle i den sidste tids kampe.
Oftest har det været for at overbevise strejkende om at genoptage arbejdet for at få gang i forhandlingerne. Aktiviteten erstattes derefter som regel af passivitet og demoralisering og man har været ude af stand til at stille meget op mod de dårlige resultater, der kommer flere måneder senere.
Der er en stribe eksempler, der viser, hvordan LO og forbundene gang på gang sælger medlemsinteresserne.
Men under HT-konflikten var SiD’s ledelse fra første færd indblandet. Det ligner ellers ikke fagtoppen at støtte endsige tage initiativ til arbejdskampe, som aktivt involverer arbejdspladserne. Konflikten fik dog aldrig lov til at udvikle sig udenfor SiD's kontrol til en kamp mod Schlüter-regeringen. Alligevel er mange militante fristet til at tro, at man bare skal presse ledere som Hardy Hansen en lille smule og kampen for den kommende overenskomstfornyelse er hjemme. Det synes bekræftet af hans snak om generalstrejke mod dagpengeforliget.
En sådan fremtræden fra en faglig topleder er ikke noget nyt i arbejderbevægelsens historie. Det kan ikke forklares ud fra en forståelse af den enkelte leders politiske forståelse og meninger. Det hænger mere sammen med de faglige lederes optræden som en selvstændig social gruppe adskilt fra arbejderklassen med sine egne særinteresser.
Hvorfor opstår fagbureaukratiet?
Baggrunden for opvæksten af dette lag af bureaukrater ligger i to forhold. I fagforeningernes modsætningsfyldte rolle og i den måde arbejdernes kamp udvikler sig på, i op- og nedgange.
Fagforeningernes opvækst er en spontan reaktion på kapitalismens udvikling, et forsøg på at ophæve den indbyrdes konkurrence mellem arbejderne. Det var Engels, der først fremhævede, hvordan fagforeningerne således udtrykker den mest elementære solidaritet for overhovedet at kunne modstå arbejdsgiverne.
Organiseringen i fagforeninger er ikke sket i en jævn lineær udvikling og i al fredsommelighed. Organiseringen er sket som følge af omfattende og forbitrede kampe, til tider afløst af perioder med officielle forbud mod faglig organisering, men ellers afløst af mere rolige perioder med jævnt organiseringsarbejde.
Dette arbejde er altså blevet præget af den måde, arbejdernes kampe udvikler sig på – i en ujævn rytme, hvor rolige perioder kan afløses af en eksplosiv udvikling.
Fagforeningerne var altså i deres oprindelse kamporganisationer, og deres ledere var konkrete strejke- og blokadeledere. De er opstået i konkrete kampe om lønforhold, arbejdstid og for accepten af kun at beskæftige organiseret arbejdskraft. Fagforeningens rolle er med andre ord tæt forbundet med kampen for en overenskomst samt sikring af dens overholdelse.
Det er heri der ligger en modsætning, som allerede Marx tog fat i. Fagforeninger spiller en central rolle. For Marx er det kun arbejderklassen gennem dens egen organisering og aktivitet nedefra, der kan vinde kampen for socialisme.
Det er igennem den faglige kamp, at arbejderne kan udvikle den kollektive organisering og tillid til egne kræfter, til at tage den politiske magt fra borgerskabet.
Fagforeningerne er ligefrem »en skole for kommunisme«.
Marx understregede samtidig fagforeningernes begrænsninger, fordi de søger at varetage arbejdernes interesser, men inden for kapitalismens rammer. Fagforeningens formål er at organisere for bedre løn- og arbejdsforhold, med andre ord at forbedre arbejdernes tilværelse under kapitalismen.
Målet er at gøre arbejderne mindre udbyttet, ikke at ophæve udbytning og erstatte det med et klasseløst samfund. Marx forklarede, at fagforeningerne »bekæmper virkningerne (af kapitalismen), men ikke årsagerne til disse virkninger«.
Hvis fagforeningerne begrænser deres horisont til kapitalisme er det sådan, at enhver strejke må ende i et kompromis. Men afhængig af styrkeforholdet kan kompromiset være mere eller mindre gavnligt til den ene eller anden side – men stadigvæk et kompromis.
Så længe man ikke er villig til at afskaffe kapitalismen, må man opnå en forståelse med den.
Det er det, der er årsagen til opvæksten af et permanent apparat af fagforeningsfunktionærer. I og med at den faglige organisering udvikles på masseplan, opstår nødvendigheden af en vis ledelse og administration til oprettelsen af overenskomsterne. Altså folk der er eksperter i at lave kompromiser, som forhandler med arbejdsgiverne angående disse kompromiser. Dette fagbureaukrati er et selvstændigt socialt lag, hvis rolle er at forhandle betingelserne for arbejdernes udbytning.
Dette lag er nødvendigvis isoleret fra arbejderklassen og er i løn og arbejdsforhold ikke underlagt de samme forhold, som eksisterer på fabrikkerne. Deres løn bliver ikke nedskåret, når deres medlemmer går arbejdsløse, og de bliver ikke fyret, når de forhandler fyringer.
Bureaukratisering af fagbevægelsen er ikke et resultat af nogen reformistisk eller socialdemokratisk ideologi, som man kunne tro, hvis man har som udgangspunkt, at det er socialdemokratiet der har opbygget den danske arbejderbevægelse.
Historisk er den reformistiske ideologi som en mere samlet teori opstået efter fagbureaukratiets opvækst. Derfor skal den reformistiske ideologi forstås som det ideologiske forsvar for bureaukratiets interesser over for arbejderklassen og forsåvidt også over for borgerskabet.
Ideerne i bureaukraternes hoveder er blevet bestemt af den materielle situation, de befinder sig i. Ansat i en stilling hvor kompromis er en del af jobbet, gør, at deres ideer til sidst bliver ideer om kompromis.
Deres opfattelse af egen rolle vil først og fremmest være bestemt af den begrænsning, som ligger i fagforeningernes udgangspunkt. Men deres ideer vil også være præget af en vis tilbøjelighed til at opfatte deres egen individuelle dygtighed i forhandling og administration som væsentligere for opnåelsen af resultater end arbejderklassens egen kamp, som de selv er udsprunget som ledere af. Især længere perioder med arbejdsfred vil give næring til den slags opfattelser. I længden vil arbejdernes selvstændige kampe opfattes som et forstyrrende moment i forhold til den normale forhandlingsprocedure.
Arbejdskamp – ikke for enhver pris
I de situationer, hvor de organiserer eller støtter arbejdskampe, er formålet at styre dem og holde dem indenfor fornuftige grænser. De vil tit foretrække et kompromis, selvom det betyder, at medlemmernes interesser bliver svigtet. Hensigten er altid at fastholde konflikten indenfor forhandlingssystemet.
Frygten er, at medlemmernes selvstændige aktivitet kan forstyrre deres forhold til arbejdsgiverne, som det har taget flere år at opbygge. Forhandlinger og organisationen opfattes oftest som mål i sig selv. Hvor tit hører man ikke de faglige ledere argumentere imod strejker, fordi det truer strejkekassen.
Enhver selvstændig arbejdskamp truer bureaukratiets position. Det vil med næb og klør modsætte sig revolutionen, da den vil overflødiggøre og udslette fagbureaukratiet overhovedet.
Men det er samtidig vigtigt at forstå, at fagforeningernes modsætningsfulde roller tvinger de faglige ledere til at igangsætte kamp i visse situationer. Bureaukratiets magt og indflydelse i det kapitalistiske samfund er afhængig af, at de repræsenterer og kontrollerer arbejderorganisationer.
Max Weber, som er førende borgerlig sociolog, udviklede allerede under 1. verdenskrig strategien for, hvordan det socialdemokratiske fagbureaukrati skulle bruges som redskab til at dæmme op for den truende styrke, som arbejderklassen udviklede.
Herhjemme satsede Industrirådet allerede fra 30’erne åbent på at bruge Socialdemokratiet til dette formål, »Socialdemokratiet blev det organ, der forankrede det herskende system i folkets brede lag. Man må ikke undervurdere det forhold, så meget mere som der derved blev sat en stopper for den arbejderbevægelse, der i efterkrigsårene var vokset op som en uhyggelig revolutionær faktor«. (»Arbejdsgiveren«, lederartikel okt. 1945).
Skellet går mellem top og bund
Men hvis bureaukraterne bliver for svage, kan det være fristende for arbejdsgiverne at ignorere dem. SiD igangsatte konflikten om HT i sommer, fordi omfattende udmeldelser kunne true deres troværdighed som forhandlere overfor arbejdsgiverne. De igangsatte konflikten, fordi de var truet på deres eget levebrød.
At bureaukraterne organiserer kamp er ikke afhængig af, at de tilhører højre- eller venstrefløj inden for bureaukratiet. Skellet mellem top og bund i fagbevægelsen er langt mere fundamentalt end skellet mellem f. eks. SiD og Metal eller mellem Sømandsforbundet og SiD forsåvidt.
Det har altid været et stort problem, at man har forladt sig på bureaukratiet og fæstet lid til deres fraser. Alt for ofte har man stået uforberedt på fagtoppens udsalg og uden at være i stand til selv at føre kampen videre. Det så vi under HT og Danfoss-strejken.
Vores opfattelse af fagbureaukratiet er ikke ny. Op til generalstrejken i England i 1926 hamrede Trotskij det igen og igen fast overfor det engelske kommunistparti, at opgaven bestod i den mest nådeløse afsløring af netop venstrefløjen i det engelske fagbureaukrati. Historien gav ham desværre til fulde ret, da venstrefløjen i det engelske LO svigtede ligeså groft i de afgørende faser.
Problemet er, at der kun er et uhyre mindretal i arbejderklassen af revolutionære, som er bevidste om dette forhold. For IS er det afgørende at være en del af den faglige kamp og herigennem være med til at opbygge den kollektive styrke i arbejderklassen. Det betyder imidlertid også at bekæmpe enhver binding til fagbureaukratiet og enhver tendens til bureaukratisering i arbejdernes egne organisationer, klubber og fagforeninger. Det er forudsætningen for at opbygge den styrke, som endegyldigt kan smide kapitalismen overbord.
Det kræver et aktivt benarbejde fra neden og opbygningen af et revolutionært socialistisk parti, som ser ud over de grænser som den rent faglige kamp sætter.
Allerede ved århundredskiftet registrerede den tyske revolutionære Rosa Luxemburg bureaukratiseringen af den tyske arbejderbevægelse.
»Specialisering i fagforeningsledelse som levevej såvel som den naturligt begrænsede horisont, som hænger sammen med opsplittet økonomisk kamp i en tid med få arbejdskampe, fører kun alt for let til bureaukratisering og en vis snæverhed i udsynet. Begge dele udtrykker sig i en række tendenser, som i højeste grad kan blive skæbnesvangre for fagbevægelsens fremtid«.
Det blev blodigt bekræftet, da hun og Karl Liebknecht blev myrdet, da fagbureaukraterne og Socialdemokratiet slog ned på en revolutionær opstand i 1919.
Billedtekst:
Fagbureaukraternes interne uenigheder er mindre vigtige end deres basis' uenigheder med dem.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed