Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 2 – November 1984 – side 7

Marxismens betydning

Lenin og partiet i dag

Ole Mølholm Jensen

Få emner har affødt så megen diskussion som spørgsmålet om, hvad et revolutionært parti er og hvilke opgaver et revolutionært parti har.

Diskussionen har faktisk været til stede siden dannelsen af I. Internationale under ledelse af Marx og Engels i forrige århundrede.

Det har dog især været den leninistiske opfattelse af partiet og partiets rolle i den russiske revolution i 1917, der igennem de sidste mange år har delt vandene blandt tilhængere og modstandere af et revolutionært arbejderparti.

Grunden til at spørgsmålet om partiets rolle har vakt så megen debat, er at selve spørgsmålet er uløseligt knyttet til spørgsmålene om, hvordan arbejderklassen bryder med udbytning og undertrykkelse og gennemfører en socialistisk revolution.

Med andre ord er spørgsmålet om partiets rolle knyttet til den samlede strategiske forståelse af, hvordan socialismen tilkæmpes.

Derfor er det også meget forkert at reducere Lenins opfattelse af partiet til et sæt af organisatoriske formler for medlemskab af partiet, som store dele af den maoistiske strømning har gjort gennem årene.

Grunden til at netop maoisterne har lagt så megen vægt på organisatoriske formler og i den forbindelse misbrugt Lenins bog fra 1902 »Hvad må der gøres« som grundlag for deres partiopbygning, skyldes dog endnu mere deres forkerte opfattelse af forholdet mellem parti og arbejderklasse. De har i hele deres strategiske forståelse og konkrete politik erstattet arbejderklassens selvstændige kamp og kontrol med partiet.

Partiet – en del af arbejderklassen

Lenins udgangspunkt for opbyggelsen af et revolutionært arbejderparti er, at arbejderklassen ikke er en bevidsthedsmæssig ensartet klasse. På grund af at kapitalismen hele tiden inddrager ny lag i arbejderklassens rækker og fordi arbejderklassen udvikler forskellige kamperfaringer, og endelig har en forskellig tradition for organisering og kamp fra område til område, udvikles der forskellig indsigt og bevidsthed i arbejderklassen.

Samtidig så Lenin, at klassens bevidsthed udvikles i ryk og altså ikke som en jævnt glidende udvikling. Konsekvensen heraf var for Lenin, at det var nødvendigt at organisere de mest bevidste arbejdere i en revolutionær organisation.

Formålet med denne organisering er flersidet. For det første er det nødvendigt, at arbejderklassens erfaringer opsamles og bearbejdes i en organisation, for at disse erfaringer ikke går til spilde.

For det andet er det nødvendigt, at opbygge et revolutionært lederskab i arbejderklassen. Et lederskab der vender sig imod reformisme og dermed parlamentariske løsninger og i stedet peger på, og arbejder for, arbejderklassens selvstændiggørelse samt revolutionære magtopgør med det eksisterende borgerskab.

For Lenin var partiet således ikke et fremmedelement i arbejderklassen, men en del af arbejderklassen, og netop den mest bevidste og dermed politisk ledende del.

Nødvendigt med revolutionært lederskab

Nødvendigheden af et revolutionært lederskab og dermed det revolutionære parti, der er en del af arbejderklassen, har vist sig at være kernespørgsmålet i de situationer, hvor arbejderklassen har vendt sig imod undertrykkelse og udbytning. Det har med andre ord været et spørgsmål om sejr eller nederlag for arbejderklassen.

I den russiske oktoberrevolution i 1917 var der et revolutionært lederskab, som var opbygget igennem lang tids politisk arbejde i arbejderklassen. Partiet var således forankret i de mest bevidste dele af arbejderklassen og kunne derfor optræde som politisk ledelse for de store arbejdermasser i de afgørende situationer i den revolutionære proces i Rusland.

Det var f. eks. partiet, der vandt opbakning for parolen om »al magt til sovjetterne«, hvilket betød opbyggelsen af arbejderklassens egen stat og knusning af den gamle statsmagt. Det var ligeledes partiet, der pegede på, at det var umuligt at bruge parlamentet som redskab for revolutionen og dermed brød med mange af de reformistiske forventninger i arbejderklassen.

Modsat er det gået mange gange, hvor der ikke har været et revolutionært lederskab. De forventninger, som andre revolutionære som f.eks. Rosa Luxemburg havde om, at arbejderklassen spontant ville gøre op med reformismen og deres gamle ledere i de socialdemokratiske partier, er blevet gjort grundigt til skamme.

To af de seneste eksempler på det katastrofale ved manglen på et revolutionært lederskab i arbejderklassen har været Chile fra 1971-73 og Polen i 81. Begge steder var der ikke et revolutionært arbejderparti, og begge steder blev arbejderklassens store flertal ved med at støtte de reformistiske ledere.

I Polen støttede de således Walesa, selv om han gik ind for nationale forsoningsløsninger med den herskende bureaukratiske klasse i Polen.

I Chile forblev arbejderklassens flertal tro mod Allendes folkefrontsregering og fik aldrig opbygget den selvstændige styrke, som kunne smadre det gamle statsapparat og dermed borgerskabets magt.

Arbejderklassens rolle

At Lenin mente, at partiet skal være en del af arbejderklassen, hænger nøje sammen med. Lenins opfattelse af, at arbejderklassens frigørelse er dens eget værk og ikke kan gennemføres af andre lag og klasser på arbejderklassens vegne.

Det er arbejderklassen, der skaber den revolutionære situation, og ikke partiet.

Netop denne forståelse står i grel modsætning til den maoistiske og stalinistiske forvanskning af Lenins parti-rolleopfattelse. Disse politi ske kræfter har i modsætning til teorien om, at arbejderklassen selv skal gennemføre sin egen befrielse, udviklet teorien om, at andre lag og grupper kan erstatte arbejderklassens egen aktivitet. Tydeligst har det været omkring Kina for maoisternes vedkommende, hvor arbejderklassen slet ikke var inddraget i den proces, som bragte KKP til magten.

For stalinisterne er det mest klare eksempel etableringen af folkedemokratierne i Østeuropa efter 2. verdenskrig, hvor arbejderklassens selvstændige kamp blev erstattet af den Røde Hærs bajonetter.

Opbygning nødvendig i dag

Det centrale for Internationale Socialisters forståelse af Lenin og partier er således. For det første at partiet opbygges i arbejderklassen igennem deltagelse i arbejderklassens kampe og aktiviteter, og at arbejderklassens styrke netop vokser ud af disse aktiviteter.

For det andet er det nødvendigt gennem disse kampe at opbygge et revolutionært lederskab i arbejderklassen igennem forankring og opbakning i klassens mest bevidste dele.

For det tredje at det kun er arbejderklassen, der kan gennemføre sin egen frigørelse fra kapitalisme, og at det revolutionære parti er arbejderklassens redskab i denne kamp.

For det fjerde er opbygningen af et revolutionært parti ikke en proces, der kan udskydes til en fjern fremtid, men en opgave som revolutionære i dag må tage alvorligt igennem deltagelse i arbejderklassens kampe mod den borgerlige offensiv, nedskæringerne, dagpengeindgrebene og kampen for en god overenskomst.

Billedtekst:
Bolsjevikkernes leder, Lenin, i 1917

Flere artikler i serien Marxismens betydning

Flere artikler fra nr. 2

Flere numre fra 1984

Se flere artikler om emnet:
Partiet

Se flere artikler af forfatter:
Ole Mølholm Jensen

Siden er vist 1563 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside