Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 214 – Maj 2003 – side 2

Fortsæt krigsmodstanden

Stop besættelsen – Stop USA’s krige

Jørn Andersen + Alexander Lassithiotakis

Krigen mod Irak er slut. Men besættelsen af Irak er til gengæld først lige startet. Og USA truer med nye krige. Der er alle mulige grunde til, at bevægelsen mod krig skal fortsætte. Hvordan?

Antikrigs-demonstration 15 feb. i Kbh.

Modstanden mod krigen og besættelsen må fortsætte. Her fra demonstrationen i København d. 15. februar, hvor godt 30.000 mennesker gik på gaden i hovedstaden

Lad os starte med at kigge på bevægelsens styrker og svagheder hidtil. Bevægelsens styrke er, at den har givet stemme til de mange, som er mod krigen. Den har gjort krigsmodstanden synlig. Ikke kun ved en stribe store demonstrationer: På skoler, i byer og bydele landet over har den rejst den lokale debat. En debat som tit er nået langt længere end til kun at diskutere krig.

Mangfoldighed

Krigsmodstanden har bygget på det enkle koncept, at vi sammen er enige om at være imod Irak-krigen. Og derudover at vi giver hinanden en masse luft til at udtrykke denne modstand på forskellig vis og samtidig diskutere vore forskelligheder åbent.

Bevægelsen har bragt en masse forskellige miljøer sammen: Politiske, kulturelle, uddannelsesfolk, freds- og miljøbevægelsesfolk, og efterhånden også en hel del flygtninge og indvandrere, har sammen med endnu flere, som blev aktive for første gang, dannet mangfoldigheden i krigsmodstanden.

Bevægelsen har fået venstrefløjen til at samarbejde og åbne sig for hinanden. Uden dette samarbejde kunne antikrigsbevægelsen ikke være kommet så langt.

Svaghed

Men bevægelsen har haft én stor svaghed: Den har ikke været i stand til at inddrage fagbevægelsen og studenterbevægelsen aktivt i særlig høj grad. Dette bliver ikke mindst slående, når man sammenligner med de lande, hvor krigsmodstanden har været rigtigt stor, f.eks. Storbritannien, Spanien, Italien og Grækenland.

Dette er ikke kun et spørgsmål om antallet af demonstranter. Forskellen er især, at ved at sammenkæde modstanden mod krig med modstanden mod f.eks. nedskæringer og privatiseringer, så når modstanden langt dybere ind i samfundet. Den truer meget mere direkte magthaverne og deres privilegier – og bliver derfor langt stærkere.

Fortsat krigsmodstand

Krigsmodstanden må fortsætte – men på et justeret grundlag: Modstand mod besættelsen, modstand mod USA’s krige, fortsat modstand mod dansk deltagelse samt det enkle demokratiske krav: Iraks folk skal selv bestemme Iraks fremtid.

Dette grundlag kan samle bredt og alligevel give en klar retning for en fælles bevægelse. Derimod skal vi ikke lægge os fast på en bestemt holdning til en FN-intervention. Dels er der mange forskellige og modsatrettede holdninger i bevægelsen til det, og vi er ikke i øjeblikket tvunget til at tage stilling. Derimod er det en helt central diskussion at tage overalt i bevægelsen.

Det enkle grundlag kombineret med mangfoldigheden i debatten kan give lokalgrupperne et afsæt for at komme videre. Og det er i realiteten her bevægelsens fremtid bliver afgjort: Hvis lokalgrupperne opgiver at tage debatten om den ændrede situation og ikke magter at sætte gang i nye aktiviteter, ja, så dør bevægelsen.

Omvendt, hvis man lokalt siger: “Vi skal igen ud og vinde debatten om, at det der foregår i Irak ikke er en befrielse, men en besættelse. Vi skal ud på gaden og snakke med folk om USA’s næste krigsplaner, eller diskutere med folk på vores skole om den danske andel i svinestregerne.” – Ja, så har denne bevægelse et enormt potentiale.

Så kan det også lade sig gøre at lave demonstrationer mod besættelsen. Eller protester mod AP Møller og de danske krigsproducenter. Ligesom da vi startede antikrigsbevægelsen for ganske få måneder siden, så er der nogle argumenter, vi skal ud og vinde lokalt på skoler og i byer og bydele.

Men vi skal ikke kun lære af vores hidtidige styrke. Vi skal have rettet op på, at fagbevægelse og studenter- og elevbevægelsen ikke er kommet ret meget på banen.

Det gør vi ved at tage udgangspunkt i hvad vi har fælles: Vi er imod, at der føres krig, men skæres ned på velfærden. Vi skal vinde argumentet i antikrigsbevægelsen for, at “Velfærd, ikke bomber og besættelse” er en central del af krigsmodstanden.

Og vi skal vinde diskussionen i fag-, elev- og studenterbevægelsen om, at parolen “Velfærd – ikke bomber og besættelse” er helt central for at styrke den faglige kamp. Fogh-regeringen og arbejdsgiverne fører ikke kun kamp på én front. Hvis vi adskiller modstanden mod dem, så svækker vi os selv – vi skal kæde tingene sammen.

Antikapitalisme

Modstanden mod dels krig og besættelse, dels privatiseringer og nedskæringer er ikke ny. Magthavere verden over har længe ført kamp mod velfærd gennem IMF, Verdensbanken, WTO, EU og en lang stribe af lignende organer. Nu bruger de også krige til at gennemføre deres dagsorden.

Socialister har en vigtig rolle at spille, når der skal opbygges modstand mod denne dagsorden. Vi er dem, der peger på, at tingene hænger sammen, og at modstanden derfor også skal hænge sammen. Det gør vi samtidig med, at vi i alle sammenhænge arbejder for at opbygge den bredest mulige enhed, som kan give aktivitet.

Flere artikler fra nr. 214

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 1244 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside