Socialistisk Arbejderavis
Nr. 216 – Juli 2003 – side 4
Afrika – det kæmpende kontinent
Poul Erik Kristensen
Da Berlin-Muren faldt i 1989 ventede mange, at der ville være ny vilje til at hjælpe verdens fattigste lande. Den kolde krig hørte op, og de globale militærudgifter faldt voldsomt i starten af 1990’erne. Og i 1995 var verdens samlede militærudgifter faldet med omkring 300 mia. $.
Men de sparede penge blev ikke brugt til at støtte de fattige. For udviklingsbistanden – som kun er en brøkdel af militærudgifterne – faldt samtidig. Fra omkring 60 mia. $ ved 1990’ernes begyndelse til godt 51 mia. i 2001 – heraf ca. 23 mia. $ til de afrikanske lande syd for Sahara.
USA’s indsats i Irak har kostet langt mere end hele indsatsen for at bekæmpe fattigdom, sygdom og underudvikling i verdens fattige lande. USA's samlede udviklingsbistand i 2002 var knapt 13 mia. $. USA’s militærbudget voksede ifølge foreløbige tal fra 310 mia. $ i 2000 til 330 mia. $ i 2002 og 380 mia. $ i 2003. Forsvaret for rigdommen er langt vigtigere end angrebet på fattigdommen.
Og der er tale om ekstrem fattigdom i det sydlige Afrika.
Fattigdommen understreges af udviklingen i bruttonationalindkomsten pr. indbygger (BNI). I 1997 lå den på 125.000 kr. pr indbygger i industrilandene, hvorimod indbyggerne i Afrika syd for Sahara og den sydlige del af Asien har oplevet et markant fald i BNI fra 1987 til 1997, til godt 2100 kr. pr. indbygger fra ca. 5000!!
Samtidigt er der gennem de seneste 20 år sket en massiv overførsel af rigdom fra de fattige til de rige. Det skyldes ikke mindst den enorme gæld, som plager de fattige lande. Ulandenes gæld er mere end tredoblet gennem de seneste 15 år. I de fleste afrikanske lande udgør afdragene på gælden mere end det dobbelte af, hvad de modtager i bistand.
Lånene tynger ikke kun landene med yderligere gæld. De påtvinger også befolkningen nogle elendige levevilkår.
Verdensbanken
Det sikrer Verdensbanken (VB) og Den Internationale Valutafond (IMF).
IMF og Verdensbanken er kyniske aktører i et spil, som handler om profit. Deres medspillere er især regeringerne i USA og de tidligere europæiske kolonilande, hvis militær uden tøven står til rådighed, når økonomisk afpresning ikke er nok. Intet sted er dette tydeligere end i Afrika.
Efter 2. verdenskrig opgav de gamle kolonimagter de fleste af deres kolonier. Men de nye afrikanske regeringer var tvunget til at låne penge hos de internationale banker for at kunne opbygge deres økonomier.
Så længe verdensøkonomien var i fremgang, var der mange steder håb om, at det skulle lykkes. Men omkring 1980 blev de fleste af dem fanget i en gældsfælde: efterspørgslen på deres varer faldt, det samme gjorde priserne, men gælden skulle stadig betales.
Lande opgivet
Nogle lande blev helt opgivet. Millioner blev overladt til sultedød eller fattigdom. Men i lande, hvor der stadig kunne hentes profit – ofte via vigtige råstoffer – trådte IMF og Verdensbanken til. Til gengæld skulle de lokale regeringer gennemføre en brutal privatiserings- og nedskæringspolitik, kendt som “strukturtilpasningsprogrammer”. Indholdet i dem er ret ens verden over og kan opsummeres i følgende punkter:
- Ingen lønkompensation for inflation Fjernelse af mindstelønnen.
- Offentlige udgifter ned på et absolut minimum
- Forbud mod tilskud til eller priskontrol på dagligvarer.
- IMF og Verdensbanken skal bestemme renten. Resultat: prisstigninger og faldende leve-standard.
- Privatisering af statsejede selskaber.
- Knække fagforeningerne.
Den samlede årlige udgift til sundhed skal være ca. 50 kr. pr. person, for ikke at "forstyrre markedet". Hvis det overskrides bliver regeringerne straffet økonomisk. Dette krav udelukker enhver form for forebyggende sundhedsprogrammer. IMF og Verdensbanken bekæmper ikke fattigdom, tværtimod, de forværrer den.
Billedtekst:
Kampen mod de rige landes udbytning af den tredje verden, mod privatisering og fattigdom er tydelig flere steder i Afrika. Her demonstrere op mod 25.000 sydafrikanere mod “de riges topmøde” i Johannesburg sidste sommer.
Se også:
SAA 216: Den afrikanske modstand
SAA 216: Aids og profit
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed