Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 218 – September 2003 – side 6

30 år efter 11. september 1973 i Chile

11.september – ikke i vores navn

Jørn Andersen

Den 11. september vil medier og politikere gøre en stor sag ud af at få os til at mindes ofrene for angrebene på World Trade Center og Pentagon for to år siden.

Men de vil ikke mindes de 3.000 dræbte for deres egen skyld. De vil bruge dem til at retfærdiggøre både igangværende og kommende krige mod verdens fattige.

Socialister vil også gerne mindes de uskyldige civile. Sammen med pårørende til ofrene vil vi gentage, at krigene i Afghanistan og Irak ikke blev ført i vores navn. Men vi vil også mindes de tusinder, der før og siden er døde eller lemlæstede i terrorkrige verden over. Terrorkrige, som imperialistiske magter har ført og fører for at tilrane sig kontrollen over verden og dens ressourcer.

Medier og politikere vil bruge 11. september til at tegne et billede af USA og EU som de endegyldige forsvarere af demokratiske frihedsværdier i verden. En verden, hvor “dem der ikke er med os er imod os” – og dermed legitime krigsmål.

11. september i Chile

Men samtidig vil de være tavse om en anden 11. september. For blot 30 år siden i 1973 blev en demokratisk valgt præsident, Salvador Allende, væltet ved et blodigt kup i Chile.

Kuppet handlede hverken om demokrati eller frihed. 30.000 blev massakreret. Med støtte fra USA kom Pinochet til magten de næste knapt 20 år.

Allende var ikke nogen yderligtgående radikal, snarere en gammeldags socialdemokrat, som ønskede økonomiske reformer uden at udfordre det kapitalistiske system. Allendes første reformer, efter han blev valgt i september 1970, var ret moderate: Lønstigninger til at stimulere økonomien, jordreformer og nationalisering af dele af økonomien.

For arbejdere og bønder i Chile betød det reelle fremskridt. Men Allendes styre fik stærke fjender i og uden for Chile. USA stoppede al økonomisk støtte og krævede store lån tilbagebetalt. Og i Chile selv begyndte store og små kapitalister og jordejere snart at udnytte deres kontrol over økonomien til at bekæmpe reformerne. De iværksatte “strejker” på samme måde som vi har set i Venezuela de sidste par år.

Der var lagt op til konfrontation. Hvis reformerne skulle fastholdes og udvides, så måtte kapitalisternes og godsejernes magt stækkes. Spørgsmålet var: Hvor lå den magt, der kunne stække de rige?

Allende og hans regering kiggede mod parlamentet. Men her fik kapitalisternes offensiv hans støtter på den politiske midte til at falde fra.

Til gengæld var arbejdere og bønder ikke indstillet på at lade de rige stjæle deres reformer. De overtog kontrollen over fabrikker og over jorden. Arbejdere byttede deres varer med bøndernes mad. Og efterhånden blev der opbygget “cordones”, som var demokratisk valgte råd, der kædede organiseringerne på de enkelte arbejdspladser sammen.

Allendes knæfald

For Allende og hans støtter i Kommunistpartiet var det en trussel mod lov og orden. Først appellerede de til at stoppe strejker og jordbesættelser, men snart begyndte de at bruge politi og militær mod arbejdere og bønder.

Frem for at støtte sig på arbejdernes og bøndernes organiserede aktioner og forsvare sine reformer, valgte den at støtte sig på statens voldsapparat. Det gav naturligvis de rige endnu mere blod på tanden. Presset mod regeringen øgedes. Allende gav efter og lod general Pinochet stå for den indre sikkerhed.

I juni 1973 kom det første kupforsøg. Mange forstod, at kupforsøget kun var en generalprøve, men hverken regeringen, fagforeningerne eller venstrefløjen tog seriøse skridt til at mobilisere mod det næste forsøg.

Den sidste støttedemonstration for regeringen fandt sted den 4. september. Den var massiv, men totalt demoraliseret – ingen troede på, at kuppet kunne afværges. Allende nægtede at bevæbne befolkningen. En uge senere slog Pinochet til.

Kuppet var overordentligt brutalt og blodigt. Ikke fordi Pinochet var sindssyg – volden og brutaliteten var nøgtern kalkulation: Kun ved at udrydde massebevægelsens ledere og aktivister kunne den sikre sig, at håbet om forandring ikke omsatte sig i nye oprør.

30.000 blev dræbt. 10 gange så mange blev sendt i udenlandsk eksil. En historisk mulighed for at sætte samfundet som helhed under demokratisk kontrol var forpasset – med en blodig straf til følge.

Hverken Bush, Fogh eller Blair vil fælde tårer for de dræbte i Chile.

Kuppet i Chile i 1973 markerede slutfasen på en epoke med oprør og protest, hvor magthaverne for alvor var truet. To år senere led revolutionen i Portugal nederlag. Samtidig begyndte den økonomiske verdenskrise. Der skulle gå henved 25 år, inden protester og oprør igen blev en del af hverdagen.

Da angrebet på World Trade Center fandt sted var disse protester begyndt få år forinden. Verden over protesterede titusinder mod IMF, Verdensbanken og WTO. I både fattige og rigere dele af verden kæmpede man mod privatisering af vand, fødevarer og andre basale nødvendigheder.

Angrebet på World Trade Center gav de konservative kræfter en mulighed for en ideologisk modoffensiv. Den udnyttede de til at angribe et lille fattigt land, Afghanistan. Men snart begyndte protesterne at tage fart igen – bevægelsen var ikke stækket, men mange steder snarere hærdet. Og da de i foråret fulde af selvtillid angreb Irak, så vi en verdensomspændende bevægelse organisere de største protester nogensinde.

En bevægelse, som vil lære af magtesløsheden i angrebet 11.9.2001, men især af det uforløste potentiale i massebevægelsen fra før 11.9.1973.

Flere artikler fra nr. 218

Flere numre fra 2003

Se flere artikler om emnet:
Chile

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2683 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside