Socialistisk Arbejderavis
Nr. 220 – 23. oktober 2003 – side 8
Modstanden vokser
Hvordan vinder vi?
Jesper Juul Mikkelsen + Jørn Andersen
Krigsmodstand, ‚Bevar Christiania‘, gymnasieelever mod nedskæringer, Danmarks og Europas Sociale Forum. Modstanden mod Bush’s, Blairs og Foghs nyliberale projekt er for alvor ved at vokse frem.
Det er ikke kun kampe på enkelt-områder. Tingene hænger sammen – for mange er det også en modstand mod hele systemet. En anti-kapitalistisk modstand, som siger “En anden verden er mulig“. En bevægelse, som diskuterer alternativer – og som diskuterer “Hvordan kan vi vinde?“
Socialister er selvfølgelig en aktiv del af denne bevægelse. Det var socialister, der tog initiativ til anti-krigs-bevægelsen, og socialister er i front i kampene mod nedskæringer og for at bevare Christiania. Men vi er ikke kun med som gode aktivister. Vi forsøger at kæde modstanden på enkelt-områder sammen til et fælles alternativ og en fælles kamp.
Det er oplagt, at socialister må organisere sig sammen for at vore ideer kan få gennemslagskraft i bevægelsen. Men hvordan skal socialister organisere sig for at gøre vores bidrag bedst muligt? For at svare på det, er vi nødt til at gå lidt mere ind i den marxistiske teori – teorien om arbejderklassens oprør.
Kamp og ideer
Faktisk skal vi have fat i en modsætning. En modsætning mellem to grundlæggende “teser“ i marxismen. Den ene er, som Marx skrev, at “Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk“. Hverken parlamentarikere, guerilla-ledere eller kloge intellektuelle kan erstatte arbejdernes egen aktivitet, hvis vi skal have socialisme. Ej heller et socialistisk parti. Dette er helt grundlæggende i marxismen: Arbejderne må selv sætte sig for at gøre oprør.
En anden “grundtese“ er, at “De herskende ideer i samfundet er den herskende klasses ideer“. Magthaverne kontrollerer de fleste medier og indholdet i uddannelserne. Men ikke kun derfor: Fra barnsben lærer vi at indordne os – og de fleste af os lærer dermed også, at magthavernes forklaringer er de rigtige: Vi lærer at tro på markedet, politiet, nationalismen, at “enhver er sin egne lykkes smed“ osv.
De to “teser“ er grundlæggende i marxismen, men der er en modsætning. Hvis der kun gjaldt, at “Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk“, så ville det være let at være socialist – vi kunne blot sætte os ned og vente på at det skete (og måske undre os over, hvorfor det ikke var sket for længst).
Omvendt hvis der kun gjaldt, at “De herskende ideer i samfundet er den herskende klasses ideer“, så var det håbløst at gøre oprør. Vi ville leve i et Orwell’sk 1984-samfund med tanke-politi osv. Det ville være meningsløst at være socialist, andet end som en smuk, men urealistisk drøm.
Modsætningen er ikke i Marx’s hoved, men i virkelighedens verden. Magthavernes ideer er “kun“ de herskende ideer. Der er andre ideer, og magthavernes ideer er ikke almægtige. Folk stiller spørgsmålstegn ved dem, fordi kapitalismen indeholder kriser og undertrykkelse – og ikke mindst kamp imod undertrykkelsen. Det er når folk går i kamp, at der er størst chance for, at de stiller spørgsmålstegn ved magthavernes ideer.
Men det betyder ikke, at folk går i kamp med et klart mål om et socialistisk samfund. Selv når de går i kamp mod nedskæringer, så tror de fleste alligevel på markedet. Eller på at politiet er neutralt. Mange starter med at sige, at det er nødvendigt med nedskæringer, de skal bare være retfærdige.
Når folk går i kamp lærer de ofte nye sandheder: At sammenhold giver styrke. At politiet ikke er neutralt. At racismen splitter. Eller at nedskæringerne også rammer andre grupper end deres egen. Alt sammen dyrekøbte erfaringer, som mange før dem har lært.
Oftest er det kun et mindretal, som lærer, at det er hele systemet, det er galt med. De fleste gør op med nogle af de herskende ideer, men ikke dem alle. Nogle lærer at det ikke er egoistisk at slås for højere løn, men køber stadig de racistiske ideer. Andre gør op med de racistiske ideer, men tror stadig på markedet, osv.
Parti og bevægelse
Der er altså inden for enhver reel bevægelse hele tiden en kamp om ideer. På den ene side ideer, der peger fremad mod solidaritet og fælles kamp – ideer, som kan få bevægelsen til at vinde. På den anden side ideer, der peger tilbage til magthavernes normalitet og ser kampene som adskilte kampe – ideer, der vil få bevægelsen til at tabe.
Det er her socialister for alvor kan gøre en forskel. Ikke ved at vi har særlige “sager“, vi skal have fremmet. Og ikke i modsætning til bevægelsen, men for at styrke de bedste sider af bevægelsen.
Som allerede Marx og Engels skrev i “Det kommunistiske Partis Manifest“ i 1848: “Kommunisterne adskiller sig kun ... ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, ... og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.“
Dette giver os en idé om, hvordan socialister skal arbejde i bevægelsen og hvordan vi skal organisere os.
Hvilket parti?
For det første skal vi være “gode aktivister“ – uden at sætte handling bag ordene bliver argumenterne abstrakte og utroværdige. For det andet skal vi hele tiden argumentere for de ting, der kan gøre bevægelsen stærkere, dybere og i stand til at vinde. Og for det tredje skal vi pege på perspektivet om socialisme – at hvis vi skal komme ud over hele tiden at kæmpe mod krig, sult og nedskæringer, så må kapitalismen afskaffes og vi må tage hele samfundet under demokratisk kontrol.
Det kræver, at vi har en organisation af socialister, som dels er aktive i bevægelsen, dels er i stand til at lære – både af bevægelsens erfaringer og af historien, af de tidligere kampe. Det må være en organisation, som ikke kun er i permanent diskussion med bevægelsen, men som også internt er baseret på diskussion af erfaringer.
Demokratisk diskussion i et socialistisk parti er ikke blot et “tilfældigt vedhæng“. Det er en absolut forudsætning for at kunne samle erfaringerne fra forskellige kampe til en fælles forståelse af, hvor stærk bevægelsen er, og hvor stærk modstanderen er. Socialister som enkeltpersoner er ikke anderledes end andre: Hver især kan vi kun se kampene fra vore egne omgivelser, men ved at kæde erfaringerne sammen, tegner der sig et større billede, en helhed.
Men diskussion i sig selv er ikke nok. Vi skal også bruge partiet til at koordinere vores indsats. Det kan være helt konkret: Hvis en bestemt aktivitet er afgørende for at bringe bevægelsen fremad, må alle slås for at vinde argumentet i bevægelsen. Hvis vi ikke i vinters havde argumenteret alle steder for en fælles demonstration den 15. februar, så var den næppe blevet til noget.
Socialistisk Arbejderavis
For at vinde argumenterne i bevægelsen må vi have en socialistisk avis. Socialistisk Arbejderavis kan både bringe de bedste erfaringer fra bevægelsen ud til en langt større kreds end enkeltpersoner kan. Den kan afspejle debatten i bevægelsen og uddybe argumenterne på flere fronter, end vi hver især er i stand til – eller har tid til.
Men avisen kan også give et perspektiv, som rækker ud over de enkelte kampe. Den er et værktøj til at rejse et banner for perspektivet om socialistisk revolution for en bredere kreds. Den er et værktøj til at organisere både de konkrete kampe, men også bredere socialistiske aktiviteter.
Når partier som SF og Enhedslisten ikke har deres egen avis er det dels et udtryk for, at de ikke prioriterer at diskutere med og udfordre andre ideer i bevægelsen. Men også for, at de ikke har et klart politisk perspektiv for bevægelsen – og for opgøret med kapitalismen. Det betyder, at de overlader scenen til de borgerlige ideer og ikke opbygger et kamp-alternativ.
Bliv organiseret socialist
Internationale Socialister/ISU er desværre en alt for lille organisation. Selv om vi har spillet en vigtig rolle i mange af det seneste års kampe, så er vi hele tiden begrænset af vores størrelse.
Havde der været flere organiserede socialister, som i foråret havde argumenteret i fagbevægelsen og elev-/studenterbevægelsen for at gå aktivt med i krigsmodstanden, kunne Fogh være væltet. Havde flere argumenteret for at mobilisere til forsvar for Christiania, kunne det være blevet en endnu mere massiv anti-Fogh-manifestation.
Hver enkelt socialist, som både er aktiv og argumenterer i bevægelsen, er guld værd. Men skal det for alvor gøre en forskel er det nødvendigt at gøre det sammen med andre socialister. Bliv organiseret socialist.
Billede: Hver enkelt socialist, som både er aktiv og argumenterer i bevægelsen, er guld værd. Men skal det for alvor gøre en forskel er det nødvendigt at organisere sig sammen med andre socialister
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed