Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 222 – 3. december 2003 – side 8

Tariq Ali om Bush’s erobring af Irak

“Besættelsen styrker modstanden”

Anthony Arnove

Tariq Ali har været politisk aktivist siden 1960’erne. Socialist Worker’s (USA) Anthony Arnove talte med ham om besættelsen af Irak – og om hvad fremtiden vil bringe i USA’s krig mod verden.

Fra bombningen af FN-bygningen i Bagdad

- En besættelse under FN-baret vil ikke adskille sig fra det, vi allerede kender. Man må aldrig glemme, hvor meget FN er hadet i Irak – som administrator af de morderiske sanktioner og som støtte til de ugentlige engelsk-amerikanske bombetogter, siger Tariq Ali. Billedet er fra bombningen af FN-bygningen i Bagdad.

I din nye bog Bush in Babylon hævder du, at krigen mod Irak var baseret på løgne. Hvis invasionen ikke handlede om masseødelæggelsesvåben eller om Iraks forbindelser til terrorgrupper som al-Qaeda, hvad handlede den så om?

Hvis masseødelæggelsesvåbnene i Irak havde eksisteret i virkeligheden, og ikke kun i fantasien, så ville USA aldrig have invaderet. Den vigtigste årsag til krigen var efter min opfattelse at demonstrere imperiets magt – at vise for regionen og verden, at det amerikanske imperium var besluttet på at bevare sit overherredømme for enhver pris. Der hvor den økonomiske krig ikke virkede, kunne man udløse en militær offensiv. Det var en advarsel til de fjernøstlige stater og til vesteuropæerne. Budskabet var klart: Vi har styrken og magten til at intervenere militært, hvor vi måtte ønske det. En underordnet årsag var at glæde styret i Israel, som så Irak og Syrien som de eneste stater i regionen, der var imod Pax Israeliana. Med et marionet-styre i Irak var planen at vælte de syriske Baath-folk. Som den britiske premierminister Tony Blair uden for referat betroede tre højtstående liberale journalister, var Irak beregnet på at gøre det unødvendigt at føre krig mod Syrien og Iran. Succesen i Irak ville betyde, at chikane og trusler ville være nok. Den irakiske modstand har fjernet lige netop den illusion.

Hvad mener du om påstanden om, at modstanden mod besættelsen af Irak kommer fra “udenlandske terrorister” og “Saddam-tro”?

Et af de mere komiske indslag de seneste måneder var da Paul Wolfowitz på en pressekonference sagde, at “hovedproblemet var, at der var for mange udlændinge i Irak”. At kun få vestlige journalister brød ud i latter var et tegn på, hvor tilpassede de er blevet. Realiteten er, at befolkningen ser besættelseshærene som de virkelige “udenlandske terrorister”. Når først man besætter et land, er man nødt til at opføre sig som kolonimagt. Modellen er en blanding af Gaza og Guantanamo. Der er mere end 40 forskellige modstandsorganisationer i Irak, store som små. De består af Baath-folk, kommunistiske dissidenter, der væmmes ved det irakiske kommunistpartis forræderi ved at støtte besættelsen, nationalister, grupper af irakiske soldater og officerer, der er blevet hjemsendt af besættelsesmagterne, samt religiøse Sunni- og Shia-grupper – selv om de sidstnævnte endnu er meget små. Med andre ord: Modstanden er irakisk – selv om jeg ikke ville blive overrasket, hvis andre arabere krydsede grænserne for at hjælpe. Hvorfor skulle de ikke det? Hvis der er polakker og ukrainere i Najaf, hvorfor skulle der så ikke komme arabere til hjælp for deres arabiske fæller i Irak? Men det afgørende træk ved modstanden i dag er, at den er lokal – den klassiske første fase af en guerillakrig mod en besættelsesmagt. Hvorvidt disse grupper vil gå videre til fase to og danne en Irakisk Befrielsesfront er endnu et åbent spørgsmål.

Hvordan er forholdene i Irak i dag sammenlignet med de løfter, som Bush og Blair gav?

Alle mine irakiske kontakter i landet bekræfter det, som fremgår af den europæiske presse: Landet er ét stort kaos. Situationen er langt værre, end den var under Saddam. Der foregår ingen genopbygning. Der er massearbejdsløshed. USA tiltror ikke engang irakerne at fungere som rengøringsfolk, så man bruger folk fra Sydasien og Filippinerne i stedet. Det er kolonialisme i den ny-liberalistiske epoke af kapitalismen. Så amerikanske og “venligtsindede” selskaber får fortrinsret. Under besættelsen vil Irak blive et fåmandsvælde baseret på gensidige venne-tjenester. Dagliglivet er fortvivlende, og besættelsesmagten og dens lakajer kan ikke engang sørge for de mest basale af livets goder. Dette styrker modstanden og ansporer mange unge mænd til at kæmpe. Kun få er parate til at forråde dem, som kæmper, og dette er vigtigt, fordi uden den passive støtte fra befolkningen, ville modstanden være meget vanskelig.

Hvordan ser du på den videre udvikling? F.eks. er Bush gået til FN for at anmode om støtte til besættelsen. Prøver han at få en multilateral facade for amerikansk kontrol?

FN’s Sikkerhedsråd har vanæret sig selv atter en gang. De ligger på knæ for Imperiet. Tyskerne, franskmændene og russerne (og nogle liberale i USA), som var mod krigen, siger nu, at der ikke er noget alternativ til at støtte besættelsen. De vil ikke sende tropper eller penge, men giver den “moralsk“ støtte. Tyrkerne forhandler stadig om, hvilken del af Irak de skal holde styr på. Hvis og når de tyrkiske tropper ankommer, kan det medføre, at nogle af de kurdiske grupper vender sig mod besættelsen. En besættelse med flere magter under FN-baret vil ikke adskille sig fra det, vi allerede kender. Man må aldrig glemme, hvor meget FN er hadet i Irak – som administrator af de morderiske sanktioner og som støt-te til de ugentlige engelsk-amerikanske bombetogter.

Hvad tror du besættelsen betyder for palæstinenserne? Og tror du at Syrien og Iran er de næste der står for tur?

Mens palæstinenserne først blev demoraliseret af Bagdads fald, så er de nu blevet opmuntret af, at der er vokset en modstandsbevægelse frem. Da Bagdad faldt, sagde den israelske krigsforbryder Ariel Sharon til palæstinenserne, at de måtte “komme til fornuft nu da jeres beskytter er væk”. Som om den palæstinensiske kamp var afhængig af Saddam! Men han har fået sine svar. Hvad folk i USA må forstå er, at i den arabiske verden og andre steder kan selvmordsbomberne ikke adskilles fra besættelsen. Det er heller ikke kun palæstinensere eller muslimer der er parate til at ofre deres egne liv. Vietnameserne anvendte en lignende taktik i de cafeer, som amerikanske soldater besøgte i Saigon. Der er nu to besættelser i Mellemøsten – den amerikansk-israelske besættelse af Palæstina og Irak. Hvis de er skøre nok til at angribe Syrien og Iran, vil de gå længere end de kan klare, både militært og politisk. Min egen opfattelse er, at den irakiske modstand indtil videre har stoppet alle planer angående Syrien og Iran.

Hvad skal modstandere af krig og besættelse gøre i dag?

Opbygge den største, bredest mulige antikrigs-bevægelse. Nogle af udtalelserne fra soldaterne og deres familier har været meget bevægende. Disse amerikanske soldater tager hurtigt ved lære – og indser, at de er blevet fortalt en stor bunke løgne. Bevægelsen vil kun vinde, hvis den overbeviser dem, der endnu ikke har taget stilling. Det betyder, at nogle af antikrigsbevægelsens ledere må bryde med vanen med at tale til hinanden og lære et nyt sprog.

Interviewet er oversat fra Socialist Worker (USA), 24. oktober 2003 http://www.socialistworker.org/2003-2/473/473_06_TariqAli.shtml

Se også:
SAA 222: Boganmeldelse: Bush i Babylon

Flere artikler fra nr. 222

Flere numre fra 2003

Se flere artikler om emnet:
Irak-krig 2002-?

Se flere artikler af forfatter:
Anthony Arnove

Siden er vist 2294 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside