Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 229 – 19. maj 2004 – side 8

Det parlamentariske cirkus

Jørn Andersen

Om kort tid er der EU-parlamentsvalg over det meste af Europa. Snart er der også et folketingsvalg på vej. Mange opfatter – med megen ret – begge dele som et parlamentarisk cirkus.

Mange har inden for det seneste års tid opdaget, at der findes andre måder at lave politik på: Tusinder har deltaget i demonstrationer mod krig og besættelse i Irak. Eller i besættelser af gymnasier og store demonstrationer af uddannelsessøgende. Eller protester mod lukning af Christiania.

Protesterne har vist, at store dele af befolkningen er mod besættelserne af Irak og Christiania. Men “gadens politik" er ikke kun protest. Fx vandt gymnasieeleverne i København en kamp mod endnu større klassekvotienter efter besættelser og demonstrationer. Et ældre eksempel: Grunden til at der ikke er atomkraftværker i Danmark er omfattende folkelige mobiliseringer op gennem 1970erne.

For revolutionære socialister er dette en vigtig lære: Politik behøver ikke kun være for de få, parlamentarikerne. Skal samfundet afgørende forandres, så kræver det at tusinder og atter tusinder af mennesker involverer sig i protester, demonstrationer, strejker, besættelser osv.

Betyder det, at vi så kan glemme “det parlamentariske cirkus”? Mange har det sådan, at når de har oplevet styrken og mangfoldigheden i de folkelige bevægelser, så har de kun foragt tilovers for det parlamentariske teater.

Foragt og magt

Foragten er oftest berettiget. Her sidder højtlønnede, medievante politikere og sjakrer med vores liv, vores klode og vores fremtid, mens de selv er mere optaget af deres eget billede i medierne end af de reelle problemer, folk må leve med.

Men uanset foragten, kan vi ikke bare ignorere folketinget. For det første, fordi det er her det formelle stempel sættes på den politik der bliver gennemført. Selv om de vigtige beslutninger oftest tages andre steder – fx i Dansk Industri (som fx skriver nytårstaler til Fogh) eller i AP Møller/Mærsks direktion – så er det stadig i folketinget, at beslutningerne får “legitimitet”.

Selv om beslutningen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen er taget langt mere magtfulde steder, så kunne den ikke i praksis gennemføres uden et parlamentarisk flertal. Selv om Dansk Industri skriver mange lovforslag helt ned i detaljer på fx uddannelsesområdet, så skal de have et stempel i folketinget for at blive til virkelighed.

Men den egentlige magt ligger ikke i folketinget. Den økonomiske magt er reelt uden for parlamentarisk kontrol og kan desuden bruges til at lægge et uhyre pres på politikere. For få år siden flyttede AP Møller faktisk dele af koncernen til udlandet, da en socialdemokratisk regering mente, at koncernen måtte kunne betale lidt mere i skat.

For magthaverne er parlamentarismen ikke hellig. Hvis sagen er vigtig og man ikke kan få et parlamentarisk flertal, så kan man gå udenom. Et eksempel er de danske forbehold i forhold til EU-traktaten. Inden blækket var tørt på forbeholdene var Danmark dybt involveret i Schengen-politisamarbejdet, uanset at dette var ét af de 4 forbehold.

Folketinget har altså kun i ringe grad egentlig magt, men er vigtig for at få folkelig accept af magthavernes dispositioner.

Folketings-politik og gadens politik

Heraf følger den vigtigste grund til, at vi ikke bare kan ignorere “det parlamentariske cirkus”: For de fleste mennesker er folketinget simpelthen dér, hvor politik foregår. Uanset foragt og uanset at de snakker om “levebrøds-politikere” og bureaukrater, så vil de fleste af vore arbejds- og studiekammerater mene, at tingene besluttes i folketinget og ikke af demonstrationer og protester på gaden.

Nogle mener så, at protester og demonstrationer kan “skubbe på” politikerne, men for de fleste er “rigtig politik” det der foregår i folketinget.

“Vi er heldigvis klogere,” vil nogen måske sige og henvise til argumentationen om hvor den virkelige magt ligger. Måske – men det rejser så blot det oplagte spørgsmål: Hvordan kan de (forholdsvis få) “kloge” så overbevise “de mange”? Hvis ikke “de kloge” får overbevist “de mange”, så bliver magthaverne siddende uantastet.

Dette er en grundtese for socialister: Uden “de manges” aktive involvering i at skabe en ny verden, så vil det ikke lykkes.

Da den russiske socialist Lenin efter revolutionen i 1917 skulle forklare hvordan deres parti (bolsjevikkerne) kunne holde sammen, så pegede han (ud over en vis frivillig disciplin) på to ting: 1) deres “evne til at forbinde sig med, om man vil, smelte sammen med de arbejdende masser”, 2) “den rigtige politiske ledelse, politik og strategi, under den forudsætning, at de bredeste masser ved egen erfaring overbeviser sig om at den er rigtig.“ (Fra “Venstre”-kommunismen.)

Lenins pointe er helt central: Når flertallet (“masserne”) tror på fx parlamentet, så kan vi ikke ignorere det. Men vi kan med “den rigtige politiske ledelse, politik og strategi” få folk til at få andre, egne erfaringer. Erfaringer som gør, at folk ser, at de selv kan spille en aktiv rolle i at forandre verden og ikke behøver vente på politikerne.

Valget i Spanien

I den proces er parlamentets og gadens politik ikke hermetisk adskilte: I marts måned var den konservative regering ved at vinde valget i Spanien. Så kom terrorbomberne i Madrid – og folk indså at hvis regeringen fortsatte, så ville den slags fortsætte. På kort tid mobiliseredes store protest-demonstrationer mod regeringen og dens deltagelse i Irak-krigen. Få dage senere vandt Socialistpartiet (socialdemokraterne) valget efter at have lovet at trække de spanske tropper ud af Irak.

Der er to lærer at drage af denne “episode”: For det første, at hvis ikke folk var gået massivt på gaden, så ville regeringen ikke være væltet, de spanske tropper ville stadig være blevet i Irak – og vi andre ville ikke være blevet inspireret af at én af krigs-regeringerne var væltet. “Først Aznar, så Fogh, Blair og Bush.” Mange demonstrationsdeltagere lærte her “gennem egne erfaringer”, at de havde en magt, når de var på gaden.

Men der er også en anden lære: Spanien havde en af de allerstørste bevægelser mod krigen (80-90 pct. af befolkningen) kun få måneder før valget. Alligevel deltog Spanien i krigen og alligevel stod den konservative krigsregering til at vinde valget.

Det lyder som et paradoks. Men når man husker på, at de fleste opfatter parlamentet som dér hvor “rigtig” politik foregår, så er det måske ikke så svært at forklare. På trods af kæmpestore anti-krigs-demonstrationer – og på trods af kæmpestore protester mod regeringens asociale politik i almindelighed – så opfattede folk sig stadig som magtesløse over for den “rigtige politik”. Den politik, der foregår i magtens korridorer og hvorfra almindelige mennesker normalt er afskåret.

Selv om der var politisk debat op til valget, så var der ingen af de parlamentariske partier som udtrykte bevægelsens politik. Hermed stod folk som så ofte før over for at kunne vælge mellem den konservative pest og den socialdemokratiske kolera.

Det var demonstrationerne op til valget, som ændrede billedet. Problemet er jo blot, at Socialistpartiet ikke generelt udtrykker bevægelsens krav. De er stadig nyliberalister (som Blair og Lykketoft).

Derfor begynder folk at spørge, hvordan bevægelsens krav kan få et politisk udtryk? Mange ønsker ikke at stemme på krigspartier, nedskæringspartier og mere eller mindre racistiske partier. Men hvor er alternativet?

Respect

I Storbritannien har denne diskussion kørt et stykke tid og er foreløbig mundet ud i dannelsen af “Respect: The Unity Coalition” (Respekt: Enhedskoalitionen).

På Danmarks Sociale Forum i efteråret fortalte en af initiativtagerne, George Monbiot, om, hvordan initiativet var opstået gennem diskussioner mellem forskellige grupper af krigsmodstandere: Intellektuelle, muslimer, socialister, fagforeningsfolk, utilfredse Labour-folk osv.

Da ideen først var søsat, var tilslutningen stor og spontan. Respect deltager nu i de EU- og lokalvalg, der foregår her i juni, og har lokalafdelinger i mange byer.

Styrken i Respect er ikke dens programmatiske klarhed. Her har de fleste af parterne ting, man kunne ønske klarere formuleringer på. Styrken er, at den udtrykker essensen af de seneste års bevægelse: Vi vil ikke have krig, men en anden verden. En verden, som er for mennesker og ikke for profit. Og vi tror på, at det er gennem bevægelsen fra neden, vi kan udfordre magthaverne.

Respect udtrykker altså venstrefløjen af bevægelsen i dens mangfoldighed. Det kan give folk et alternativ til krigs- og nedskæringspartierne. Ikke blot et almindeligt parlamentarisk alternativ, men et alternativ, som har sine rødder i og sin eksistensberettigelse som en del af bevægelsen.

Respect er ikke et revolutionært, socialistisk parti. Men det er et godt bud på en politisk kraft som udtrykker de bedste dele af bevægelsen, som den ser ud nu. Og derfor har bl.a. Socialist Workers Party (det største parti til venstre for Labour) da også besluttet at kaste en masse kræfter ind i at opbygge koalitionen.

I Danmark er udviklingen endnu ikke nået så langt. Dele af venstrefløjen kæmper hårdt for at undgå, at bevægelserne skal påvirke deres egen dagsorden, mens andre godt kan se at der er ting der rykker. Det er generelt et problem at store dele af venstrefløjen ser deres egne aktiviteter adskilt fra den bredere bevægelse frem for som noget der kunne styrke den.

Når ISU til EU-valget anbefaler at stemme på Søren Søndergaard fra Enhedslisten, så sker det først og fremmest som et af flere skridt i opbygningen af en antikapitalistisk venstrefløj. Det handler ikke om at folketing eller EU-parlament kan erstatte bevægelsen, men tværtimod om at bevægelsen har behov for at få sin stemme hørt fra parlamenternes talerstole.

Billedtekst:
George Galloway, krigsmodstander og kandidat for Respect til EU-valget, taler til et tætpakket møde i Streatham moskeen i London 14. maj.

Flere artikler fra nr. 229

Flere numre fra 2004

Se flere artikler om emnet:
Venstrekommunisme

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1180 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside