Socialistisk Arbejderavis
Nr. 230 – 16. juni 2004 – side 3
Folkeafstemning i Irak
Demokrati i Irak? Ikke fra USA og FN
Jørn Andersen
Skal man tro Bush, Blair og Fogh, så skulle 30. juni være den dag, hvor "demokrati i Irak" kom et stort skridt nærmere. Besættelsen vil formelt slutte og en midlertidig regering få fuld suverænitet over landet.
Det er ikke tilfældet og kun få tror på det. Men det er ikke engang "et skridt i den rigtige retning". Magten i Irak ligger fortsat hos besættelsesmagtens 138.000 US-soldater og godt 20.000 "øvrige". Den nye "midlertidige regering" er en ren marionet-regering. Og USA forsøger efter bedste evne at befæste en mere langsigtet kontrol.
Suveræn regering?
Forløbet op til 30. juni illustrerer meget godt hvem der har den reelle magt: Tidligere på året kom USA & Co. i alvorlige vanskeligheder pga. stigende modstand i Irak. Så for at vinde legitimitet fremhævede man 30. juni som overgangsdato.
USA sagde god for, at en FN-udsending, Lakhdar Brahimi, skulle forhandle sig frem til en teknokrat-regering, som skulle have så megen opbakning i den irakiske befolkning, at den kunne gennemføre troværdige valg inden udgangen af januar 2005. Den skulle ikke have bånd til det fuldstændigt USA-dominerede og utroværdige "regeringsråd".
Men undervejs finder USA ud af, at det er for risikabelt med en "troværdig" regering. Man udsender sin egen mand til Irak, som sammen med chefen på stedet, Paul Bremer, får regeringsrådet til at udnævne sin egen regering. Regeringschefen, Iyad Allawi (se boks), bliver straks godkendt af USA hen over hovedet på Brahimi.
Brahimi's kommentar var usædvanlig ligefrem for en diplomat: "Bremer er diktator af Irak. Han har pengene. Han har underskriften. Der sker ikke noget som helst i dette land uden hans godkendelse."
FN-resolution
Hermed var det slået fast, at USA ikke ønsker at opgive den mindste grad af kontrol over Irak. Den efterfølgende FN-resolution blev blot et gummistempel på USA's magt. Der blev ganske vist brugt 14 dage i FN på, at "give indrømmelser" til bl.a. Frankrig.
"Indrømmelsen" gik på, at den midlertidige regering skulle kunne "opsige aftalen" med besættelsesmagten (altså bede den om at rejse), samt at vigtige militære operationer skulle forhandles med den midlertidige regering.
Den nye såkaldte regering gjorde det dog hurtigt klart, at det var utænkeligt, at man ville bede besættelsesmagten om at rejse. Det har de ganske ret i: Det ville det svare til at bede om sit eget selvmord. Uden USA-beskyttelse er de intet.
Og USA's udenrigsminister Powell gjorde det lige så klart, at kontrollen over de amerikanske styrker og deres operationer ligger hos USA's militære ledere.
Det der reelt kom ud af FN-resolutionen var, at USA endnu engang fik et FN-stempel på sin besættelse. At nogen stadig håber på demokratiske løsninger for Iraks fremtid fra den kant er ikke kun naivt – det er at stikke folk blår i øjnene.
USA forbereder demokrati
USA har hele vejen igennem bekæmpet kravene om "én mand, én stemme" – eller med en FN-talsmands ord: "sat demokratiet på stand-by, indtil det kan styres".
USA's forberedelser til et "styret demokrati" er godt i gang. Dels er man i gang med at opbygge et system af "kommissioner", der fjerner mange væsentlige beslutninger fra regeringens ministerier. Men for en sikkerheds skyld har man spredt 110-160 "rådgivere" ud over alle ministerier. De er involveret i alle vigtige beslutninger.
Styret demokrati
Samtidig er man ved at styre, hvem der kan deltage i et evt. kommende valg: For nylig "vedtog" USA en lov om, at "medlemmer af illegale militser" ikke kan bestride et "politisk embede i op til 3 år efter at de har forladt organisationen".
Den gælder dog ikke for de to store kurdiske militser, der loyalt har støttet besættelsesmagten. Derimod er den rettet direkte mod Moqtada Al-Sadr's militser, som de seneste måneder er blevet et stigende problem for besættelsesmagten.
Moqtada Al-Sadr adskiller sig fra alle de politikere, der hidtil er nævnt i denne artikel, ved at han faktisk har opbakning i den irakiske befolkning. Ifølge en meningsmåling offentliggjort i Financial Times i maj støtter 32 pct. Al-Sadr "meget", mens andre 36 pct. støtter ham "noget".
Så ham må irakerne altså ikke stemme på.
Til indvortes brug
Den 30. juni vil ikke betyde nogen som helst ændring til det bedre for irakerne. Deres land er fortsat besat. Der foregår ingen reel genopbygning af civile institutioner (bortset fra olie-sektoren). 70 pct. er arbejdsløse. Adgang til mad, rent vand, sundhed og uddannelse er kun for de privilegerede.
Men 30. juni er en vigtig dato ét sted: I George Bush's valgkampagne. Her går propagandaen på fuldt tryk om, at "Irak er på vej mod demokrati", og at der skal være valg i Irak til januar. Men til den tid er valget i USA overstået, så hvem ved hvornår det valg kommer?
Demokrati og selvstændighed i Irak vil hverken komme fra USA eller FN. Det eneste håb ligger hos modstanden i den irakiske befolkning.
-------------------------------------
Hvem er Allawi?
Den leder af Iraks midlertidige regering, Iyad Allawi, som USA fik udnævnt er velkendt i både London og Washington. Han er leder af INA, Iraqi National Accord. INA blev dannet i 1990 på initiativ af en saudisk prins og med støtte fra CIA og det britiske MI6 samt den jordanske efterretningstjeneste. De håbede, at INA ville gennemføre et militærkup i Irak.
INA består overvejende af militærfolk og var kilde til mange af de efterretninger, som blev brugt til at retfærdiggøre krigen – bl.a. at Irak kunne udløse masseødelæggelsesvåben med 45 minutters varsel. Disse efterretninger er siden af bl.a. Colin Powell blevet betegnet som helt utroværdige.
Allawi er en af de mest upopulære personer i Irak. Iflg. en meningsmåling fra april 2004 udtalte knapt 40 pct., at de var "stærkt imod" Allawi. Det gjorde ham mere upopulær end den hadede Chalabi.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed