Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 23 – Oktober 1986 – side 6

Venstrefløjen og arbejderflertallet: Danmark 1986

Jørgen Lund

Kampen for et arbejderflertal som svaret på alternativet til Schlüter står i centrum for store dele af den danske venstrefløj. Ti år efter det italienske venstre afprøvede og led nederlag på deres tro på en venstreregering, står venstrefløjen i Danmark over for at gentage erfaringerne. På trods af at situationen i dag giver endnu mindre grund til håb om et radikalt arbejderflertal.

Det skyldes dels nedgangen i klassekampen med det medfølgende fald i arbejderklassens selvtillid samt den manglende generalisering og isolation af de kampe der er. Dels skyldes det den dybe økonomiske krise, som ikke giver de samme manøvreringsmuligheder som i 70’erne.

Til trods for, at vi ikke står overfor realiseringen af noget, der ligner en venstreregering, kappes venstrefløjen om at tilpasse sig socialdemokraternes krav til et samarbejde. SF har klart annonceret sit brandudsalg og lovet indkomstpolitik.

Forventningerne til en S-SF regering er heller ikke, at de skal bryde med kapitalismen. Tværtimod er forventningerne på arbejdspladserne meget afdæmpet; en ny Anker-regering vil også føre krisepolitik – blot en, der er mere socialt retfærdig end Schlüters.

Magt eller afmagt

På trods af dette har den del af venstrefløjen, der er i og omkring VS, sat kampen for et arbejderflertal i centrum. Man mener, at påskestrejkerne “ikke kun var et udtryk for magt, men også for afmagt”. Samtidig tror man, at arbejderflertallet giver taktiske og strategiske fordele.

VS håber og tror, at et kommende arbejderflertals politik, vil betyde skuffede forventninger på arbejdspladserne, som måske vil åbne op for nye kampe og en stærkere arbejderklasse, der kan tage nye skridt.

Men det er den forkerte vej. Parolen om et arbejderflertal betyder aktuelt en fiksering på parlamentariske løsninger. Der er ingen grund til at gentage de italienske erfaringer. Skal der ske nogle afgørende forbedringer, er det nødvendigt at slås for kravene, uanset regering.

Revolutionære vil til enhver tid være med til at bekæmpe den borgerlige regering og sætte en reformistisk regering ind i stedet for. Vi står på den samme side som alle, der ønsker en bedre verden.

Men en reformistisk regering vil også forsvare kapitalismen med næb og klør og gå imod enhver central strejkebevægelse. Alternativet til krise og udbytning er arbejdermagt og socialisme.

Selvkritikken oven på de brudte forventninger i Italien gav ikke anledning til en samling om opbygningen af en konsekvent revolutionær organisation.

Opløsning og tilpasning

Den generelle tendens var snarere nyorientering omkring de eurokommunistiske og venstrereformistiske partier. Store dele af venstrefløjen opgav perspektivet om at bygge selvstændige revolutionære organisationer. I stedet satte man sin lid til parlamentarisk gennembrud, kombineret med radikalisering i de reformistiske partier.

Typisk samlede gårsdagens revolutionære i slutningen af 70’erne sig om Kommunistpartiet (PCI) i Italien, Venstrepartiet Kommunisterne (VPK) i Sverige, Labour i England, Socialistisk Venstreparti (SV) i Norge og SF i Danmark. Denne orientering hang næsten altid sammen med et opgør med leninismen og en forkastning af erfaringerne fra den russiske revolution i 1917.

Fortvivlelsen over det revolutionære venstres manglende tilslutning, førte til højredrejning og tilpasning til de eksisterende ideer i samfundet. I sidste ende betød det, at man blev et halehæng til reformisterne, fordi de udtrykker flertallets ideologi.

Gamle marxister opgav troen på, at arbejderklassen selv kan forandre verden. Opgaven blev at presse de store arbejderpartier til at påtage sig opgaven.

I Danmark var den udbredte stemning sidst i 70’erne “samling omkring VS”. I denne bevægelse var Kommunistisk Forbund (KF) den gruppe, der klarest stod for den samme konsekvens, som havde slået igennem Italien. At opgive opbygningen af et revolutionært parti og tilpasningen til en reformpolitisk udvej, som skulle ændre styrkeforholdet i klassekampen.

Inden for VS var KFernes linje vand på møllen for de eksisterende reformpolitiske tendenser. I dag er politikken mere eller mindre fælles gods for alle politiske hovedlinjer i VS.

I Italien, Danmark og alle andre lande er det nødvendigt at læse skriften på væggen. Det er en dødssejler at være med til at fyre op under illusionerne om, at arbejderpartiernes parlamentariske fremgang kan løse krisen. Den vil betyde tilbagegang for venstrefløjen, demoralisering og højredrejning blandt medlemmer og sympatisører og yderligere fald i selvtilliden i arbejderklassen.

Venstrefløjens krise

Den generelle situation på det brede danske venstre er, at “Grundtvig har sejret over Marx”. Panikken og tilpasningen til niveauet i klassekampen har resulteret i medlemsmæssig tilbagegang og opløsningstendenser.

Forventningerne, først og fremmest på venstrefløjen til en kommende arbejderregerings betydning, er opskruede – ikke mindst blandt SF'ere, VS'ere og deres periferi. Derfor bør sporene fra Italien 1976 skræmme, også nord for Alperne og Kongeåen.

Billedtekst:
Knud, Georg og Hardy vil være strejkeslagtere, også under arbejderflertallet.

Se også:
SAA 23: Venstrefløjen og arbejderflertallet: Italien 1976: Sporene skræmmer

Flere artikler fra nr. 23

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Arbejderflertal/-regering

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 1128 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside