Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 23 – Oktober 1986 – side 6

Venstrefløjen og arbejderflertallet

Italien 1976: Sporene skræmmer

Jørgen Lund

Italien er ikke bare landet med sol, pizza og vin. Engang i 70'erne var Italien landet med en af Europas stærkeste og mest militante arbejderklasser og den største revolutionære venstrefløj. Italien stod i centrum for forventninger om en revolutionær forandring.

Når det ikke er sådan mere, er det fordi verden har ændret sig. Efter 10 år med kapitalistisk krise og arbejdsløshed er også den italienske arbejderklasses kamp og selvtillid faldet drastisk, og det revolutionære venstre synes væk. At det gik så galt, skyldes også det revolutionære venstres egen politik.

Efteråret 1969 i Italien blev kendt som “det varme efterår”. Det hele startede med lønkampe på de store FIAT-fabrikker og udviklede sig til generelle kampe og krav i andre sektorer.

Kampene blev udkæmpet omkring lønstigningskrav på 5-20%, 40 timers arbejdsuge og andre offensive krav med forskellige kampformer som massedemonstrationer, 12 timers strejke pr. uge og fabriksbesættelser.

De italienske arbejdere fik i perioden efter 1969 presset en række forbedringer igennem, såsom højere løn, direkte kontrol over en række arbejdsforhold, demokratisering af fagforenings- og tillidsmandsforhold og dyrtidsregulering.

I 1969 var der over 302 millioner strejketimer i Italien. Opsvinget i arbejderklassens og studenternes aktiviteter, kombineret med inspirationerne fra strejkebevægelsen i Paris i maj 1968, betød et ryk fremad for venstrefløjen. Mange venstregrupper som Avanguardia Operaia, PdUP og Lotta Continua opstod og fik flere tusinde medlemmer. De havde en klar orientering omkring arbejderklassens kampe og vurderede situationen som potentielt revolutionær. De opstod i opposition til det stærke italienske kommunistpartis (PCI) modstand mod den voksende klassekamp.

Det historiske kompromis

PCI havde fra slutningen af 60’erne været det dominerede reformistiske parti i Italien, både i forhold til vælgermæssig tilslutning og dominerede rolle i fagbevægelsen. Venstregrupperne så sig selv som et alternativ til reformismen og stalinismen, de to tendenser, der havde været totalt dominerende i hele den vestlige arbejderbevægelse.

Allerede fra de første år i 70’erne gik det italienske borgerskab i offensiven overfor radikaliseringen i arbejderklassen. Fagbevægelsens top begyndte at få mere styr på deres medlemmer. Klassekampens flodbølge begyndt at vende, og der skete efterhånden en svækkelse af arbejderklassen.

Samtidig blev højrefløjen styrket. Både det dominerende borgerlige parti, De kristelige Demokrater (DC), og det nyfascistiske parti (MSI) blev styrket ved valget i 1972. I takt hermed blev de italienske arbejderes håb om forandringer flyttet fra fabriksgulvet, hvor de selv kunne kæmpe kraverne igennem, til PCI. PCI fik stor fremgang ved de efterfølgende valg, for eksempel 27.2% i 1972.

De kristelige Demokrater opnåede i 1976 38.7% af stemmerne. Direkte afledt af nederlaget for Allendes folkefrontsregering i Chile i 1972 fremlagde PCI ideen om “det historiske kompromis”. Dette var et ønske om fastere rammer for samarbejde med hele den borgerlige politiske blok, undtaget direkte fascister.

Samtidig understregede PCI kraftigt den nationale vej til socialismen igennem parlamentet og tog markant afstand til det russiske kommunistparti og dets politik. PCI formulerede nødvendigheden af “den italienske vej til socialismen”, den såkaldte eurokommunisme.

Udviklingen, efter at diktaturet i Portugal blev styrtet i april 1974, fik stor betydning også i Italien. Der skete en omfattende mobilisering af den portugisiske arbejderklasse, som rystede borgerskabet. Den vigtigste del af den borgerlige statsmagt, militæret, stod i centrum for den politiske udvikling og fremstod som garantien for og iværksætteren af en progressiv udvikling.

I forlængelse heraf opbyggede venstrefløjen forventninger til, at andre kræfter end arbejderklassen selv kunne være drivende frem mod et magtopgør.

Da nederlaget for arbejderklassen i Portugal blev en realitet i november 1975, blev teorien for store dele af den europæiske venstrefløj igen ændret. Håbet på forandringer i samfundet blev overført fra arbejderklassen til parlamentet og til ændringer inden for det eksisterende system.

Flere mente, at man kunne presse de dominerende reformistiske partier til at føre en offensiv reformpolitik, der delvis brød med den kapitalistiske logik.

I takt med et stigende tilbageslag i klassekampen, borgerskabets voksende styrke og virkningerne af den kapitalistiske krise, drejede den yderste venstrefløj til højre, også i Italien.

Deres forventninger om en fortsat, næsten uafbrudt vækst i arbejderklassens kampe i modsætning til PCI og klassesamarbejdet faldt totalt sammen.

Krav om en venstreregering

Op til valget i juni 1976 enedes alle grupper til venstre for PCI om at fremlægge et fælles valgprogram for en venstreregering og en fælles valgliste under navnet Proletarisk Demokrati, Democrazia Proletaria (DP).

Udgangspunktet for programmet var, at det italienske samfund var i en så alvorlig krise, at der enten måtte ske et afgørende skridt mod højre (med militært eller fascistisk kup) eller et skridt til venstre. Venstregrupperne forventede, at en venstreregering var det, som skulle til for at skabe en omfattende politisk radikalisering.

Som det hed i valgmaterialet: “I dag eksisterer der for første gang i efterkrigsperioden den konkrete mulighed ... at opnå en venstreregering og dermed åbne vej for overgangen til socialismen.”

De opfattede sig selv som værende det tusindben, som skulle presse PCI til venstre.

Ifølge programmet skulle venstreregeringen løse den økonomiske og politiske krise inden for en selvstændig national udvikling. Tiltag som importregulering og forbedring af den nationale økonomi var nogle af de ting, der skulle skabe forudsætninger for en overgang til socialisme.

Programmet var så parlamentarisk, at det på forhånd var i modsætning til de kampformer og krav, som den italienske arbejderklasse havde udviklet.

Det er en umulig opgave gennem en regering at tage et magtopgør med borgerskabet og statsmagten for en socialistisk løsning.

Formålet for denne type regering er netop at vinde opbakning ved at bevise dens evner og vilje til at forbedre den nationale økonomi, stabilisere den politiske situation og give reformer i et tempo, der er produktionsmæssig og økonomisk dækning for.

Reformregeringer ender derfor altid med at opfordre arbejderne til at rulle ærmerne op for at forbedre den nationale økonomi, at undlade de produktionsforstyrrende strejker og at arbejde ekstra hårdt for at bevise, at "arbejdernes regering" kan regere mere stabilt og produktivt end den borgerlige modpart.

Derfor vil udfaldet af en reformregering enten være, at regeringen og de dominerende reformistiske partier vender sig imod de arbejdere, hvis krav og kampe går på tværs af regeringens planer, eller at arbejderklassen bliver udmattet og desillusioneret i takt med ofrene og tilbageholdenheden.

Strategi eller utopi

På trods af erfaringerne med nederlaget i Chile og Portugal troede de italienske venstregrupper, at krisen kunne løses gennem en parlamentarisk reformpolitik. Reformpolitikken skulle samtidig styrke arbejderne og trænge borgerskabet tilbage.

Men de forstod ikke, at sådanne reformer ikke kunne vindes uden at skærpe klassekampen og forværre krisen. En omfattende kamp vil i sidste ende også rejse magtspørgsmålet, så længe den kapitalistiske orden eksisterer.

Democrazia Proletaria’s program for en venstreregering var ikke et kampprogram for, hvordan arbejderklassen kunne kæmpe sine krav igennem – uanset regeringens farve.

I stedet for at opbygge et alternativ som kunne udfordre PCI's massive indflydelse i arbejderklassen, satte man et program, en valgliste og en organisationsform af lokalgrupper, som var beregnet på at føre reformpolitik ud i livet gennem parlamentet og gennem PCI.

Der var godt nok store forskelle i venstregruppernes holdning til, hvor langt PCI kunne presses til at gå med i reformpolitik. Men der var enighed om den grundlæggende idé, at de revolutionære kunne opnå støtte bredere i arbejderklassen ved at stå sammen med et tilbud om ansvarlighed over for PCI’s lyst til klassesamarbejde og “historisk kompromis”.

De revolutionæres forsøg på at overbyde kommunistpartiet i troværdighed og ansvarlighed førte kun dem selv ind i en politisk udvikling videre mod højre og en galopperende opløsning.

Valgets resultat

Overfladisk vurderet var 1976-valget ikke noget nederlag for DP. De fik 1.5 % (550.000) stemmer og seks parlamentspladser, som betød en klar fremgang for det yderste venstre. Samtidig steg PCI til 34,4 % af stemmerne.

Men perspektivet og forventningerne for en venstreregering faldt sammen, da PCI erklærede, at de aktivt ville støtte og samarbejde med den kristelig-demokratiske regering.

PCI opfordrede arbejderklassen til at slutte op om et spareprogram som skulle give større investeringsmuligheder og derved øge produktion i industri og landbrug. Eurokommunisterne gik sammen med ledende kræfter i eksportindustrien for at modernisere den italienske økonomi, og for en “ny udviklingsmodel”, der skulle gøre Italien økonomisk uafhængig.

PCI brugte sin indflydelse fil at retfærdiggøre den kapitalistiske krisepolitik, som betød stigende arbejdsløshed og angreb på arbejdsforholdene.

DP i dag

Fraværet af revolutionære grupper, der ville opbygge, mobilisere og organisere utilfredsheden, fik en hel generation af militante unge arbejdere og studenter til at blive demoraliseret.

Nogle blev desperate og søgte hen mod “rød” terror og de autonome gruppers blindgydepolitik. De fleste blev hurtigt ret ligeglade og vendte ryggen til “politik” og til forhåbningerne om ændringer fra venstrefløjen og arbejderklassens styrkelse.

I stedet for at udnytte situationen, blev de revolutionære selv et bytte for den, og store dele begyndte glidningen ind i PCI for at arbejde og påvirke partiet inden fra.

I 1978 blev Demokrazia Proletaria efter splittelsen i samtlige grupper i fronten, omdannet til et forenet parti. Og selv om man har haft en selvkritisk periode efter venstreregeringsfiaskoen, har det desværre samtidig været et opgør med netop de mest positive træk i DP.

Der har været et opgør med den tradition, som man havde forholdt sig positivt til, blandt andet erfaringerne fra den russiske revolution i 1917 og bolsjevikkernes politik.

Ligeledes er orienteringen mod arbejderklassen som den samfundsforandrende kraft blevet kraftigt udvisket til fordel for arbejde inden for bevægelserne (som kvinde-, miljø- og fredsbevægelsen). Man har overført de brudte forventninger til arbejderklassen til bevægelsernes radikalitet og betydning.

Opgøret med venstreregerings-perspektivet har også været overfladisk og situationsbestemt. “Den duede ikke, fordi den ikke fik tilslutning.” Derfor bliver den heller ikke formuleret og ført frem igen i 80’erne over for det åbentlyst lave niveau i klassekampen.

Arbejderklassens øjeblikkelige svaghed i Italien viser sig i form af stabilitet og færre kampe under en socialdemokratisk ledet regering samt ved det øgede klassesamarbejde.

De italienske arbejdere har under en af Europas højeste inflationer måttet sige farvel til den engang tilkæmpede dyrtidsregulering, og fagforeningernes organiseringsprocent er faldet med 15%.

Som skygger af sig selv sidder resterne af Europas en gang stærkeste venstrefløj decimerede, tre hak til højre, og venter på mulighederne for en venstredrejning og et opsving i klassekampen.

Det er ikke venstreregerings-politikken, der er skyld i, at arbejderklassen også i Italien er trængt i defensiven. Men ideerne og forventningerne omkring venstreregeringspolitikken forstærkede en politisk desillusionering i arbejderklassen og på venstrefløjen selv.

Billedtekst:
Demokrazia Proletarias valgparole i 1976: “Arbejderklassen og regeringsmagten”, illustrerer hovedproblemet i deres politik.

Se også:
SAA 23: Venstrefløjen og arbejderflertallet: Danmark 1986

Flere artikler fra nr. 23

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Arbejderflertal/-regering
Venstrefløj Italien

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 1355 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside