Socialistisk Arbejderavis
Nr. 232 – 2. september 2004 – side 6
Støt den irakiske modstand
Jørn Andersen
Det er nu snart 1½ år siden George W. Bush erklærede “alle større kamphandlinger“ i Irak for afsluttet. Den militære fase var angiveligt ovre. I stedet skulle der starte en politisk og økonomisk fase, hvor der skulle etableres en demokratisk udseende, USA-loyal irakisk regering, og udvalgte multinationale selskaber skulle for alvor til at tjene penge.
Men i dag er den militære del af besættelsen stadig altdominerende. Den såkaldte irakiske regering har ingen demokratisk legitimitet, samtidig med at flere lande trækker sig helt ud eller neddrosler deres tilstedeværelse. Det samme gør stribevis af udenlandske selskaber, og endnu flere har opgivet overhovedet at deltage.
Æren for dette tilfalder først og fremmest den voksende modstand mod besættelsen i Irak.
Blandt krigsmodstandere og socialister har den irakiske modstand udløst en livlig debat: Skal vi støtte en modstand, som – ifølge pressen – er udemokratisk, reaktionær og voldeligt terroristisk?
Terror?
Debatten foregår desværre på et meget løst grundlag – nemlig ud fra det billede som TV og pressen tegner. Her hører vi næsten kun om gidseltagninger og “uskyldige irakere“, som bliver dræbt af “tilfældig terror“.
Der foregår helt sikkert gidseltagninger. Nogle af dem har endda fremtvunget indrømmelser fra dele af besættelsesmagten. Andre foretages af folk, der vil tjene penge på en løsesum. Det kan heller ikke udelukkes, at nogle af gidseltagningerne foretages af USA-støttede kræfter for at miskreditere modstanden. På samme måde foregår der også “tilfældig terror“.
Men: For det første er langt størsteparten af modstanden rettet direkte mod enten besættelsesmagten eller de irakere, der samarbejder med den. Målene er oftest amerikanske baser, militære køretøjer eller militære patruljer – samt irakiske “quislinge“ (som man kaldte nazi-venlige politikere under besættelsen af Danmark og Norge fra 1940-45).
For det andet beskriver pressen sjældent den daglige terror, som den irakiske befolkning udsættes for. Militærpatruljer ransager hele bydele, foretager ydmygende afhøringer og arresterer i flæng.
For det tredje: Ved militære konfrontationer mellem modstanden og besættelsesmagten er tabene oftest mange gange større blandt irakerne end hos besættelsesmagten. (Vi kender det fra Palæstina, hvor der ca. bliver dræbt 10 palæstinensere for hver israeler.)
Det skyldes dels, at besættelsesmagten er langt bedre udrustet og beskyttet, dels at de fortrinsvis skyder med tunge våben fra sikker afstand.
Det betyder, at der er rigtigt mange civile tab.
Et typisk billede stammer fra Fallujah i slutningen af august, hvor 5 blev dræbt og 42 såret efter at tanks og artilleri havde beskudt irakiske oprørere. På Fallujahs største hospital oplyste man, at ud af de 10 sårede, der blev bragt hertil, var 7 af dem børn.
Et par andre tal: I juni blev der i hele Irak i alt dræbt 50 besættelsessoldater (+ 170 alvorligt sårede) – mens der alene i Baghdad blev der dræbt 700 irakere.
Tabene på besættelsesmagtens side er ikke steget så meget som man kunne forvente, fordi de direkte konfrontationer nu ofte foretages af irakiske politistyrker – der til gengæld er et let bytte for oprørerne.
Udbredt modstand
Men modstanden er langt mere end “tilfældig terror“. Siden oprørere i Fallujah i foråret tvang besættelsestropperne ud af byen og fik dem erstattet med irakiske, har denne model spredt sig til en stribe andre byer.
Ofte sker det på den måde at f.eks. det lokale bystyre indgår aftaler med amerikanske styrker om, hvor og hvornår deres patruljer kan accepteres. Reelt betyder det, at mange byer styres af lokale kræfter uden om regeringen i Baghdad og til dels uden om besættelsesmagten.
Senest er denne “kompromis-politik“ anvendt i Najaf: Al-Sadr’s guerillaer har indgået våbenhvile mod at amerikanerne trak sig ud af byen. Mellemmanden var shia-lederen Ali Sistani.
Ud over den væbnede modstand foregår der strejker (senest blandt oliearbejderne), protester og demonstrationer. Når disse former for modstand ikke i øjeblikket spiller så central en rolle, skyldes det mest, at besættelsesmagten forbyder aviser, demonstrationer m.v., der er vendt mod besættelsen.
Modstandens politik
Hvis vi går bag om massemediernes billede af modstanden i Irak bliver det også lettere at se et politisk billede.
Fallujah, Najaf og de andre byer, hvor der er lavet tilsvarende kompromiser, viser for det første, at besættelsesmagten synes at omkostningerne ved en større konfrontation er for stor. Efter kampene om Fallujah tabte Bush 10% opbakning i meningsmålingerne.
En større konfrontation vil afsløre for alverden, at den irakiske Alawi-regering kun sidder der så længe besættelsestropperne beskytter den, fordi den ingen folkelig legitimitet har. Hvis det sker vil Bush’s indsats i Irak fremstå som en ren fiasko – selv blandt dem, der ellers har støttet krigen.
For det andet viser “kompromis-byerne“, at det er alt for forenklet at betegne modstanden som først og fremmest religiøs. Modstanden har rødder i en social virkelighed, hvor besættelse, mangel på daglige livsfornødenheder, massearbejdsløshed osv. smelter sammen.
At det ofte er traditionelle ledere, der udtrykker modstanden, ændrer ikke ved at den afspejler en social virkelighed for millioner af mennesker. Derimod viser det, at modstanden endnu er i en tidlig fase, hvor bevægelsen nedefra endnu ikke har fundet sit eget udtryk og sin egen organisering.
Spørgsmålet er hvor længe folk vil acceptere kun at få symbolske sejre? Hvornår vil de sociale krav træde mere i forgrunden? Det begrænsede selvstyre i nogle af byerne vil uden tvivl medføre, at de traditionelle ledere, som har brygget kompromiserne med besættelsesmagten sammen, vil komme under stærkere pres.
Disse ledere kan vælge om de vil spille med besættelsesmagten, eller om de vil støtte den sociale utilfredshed. Religion og traditionelle værdier kan for en tid sløre denne modsætning og give indtryk af, at moderate og militante har samme mål. Men det virker kun for en tid. Jo mere modstanden vokser, jo mere vil de sociale rødder træde frem.
Støt modstanden – danske tropper hjem
Krigsmodstandere og socialister må klart tage stilling og støtte den irakiske modstand uden at stille betingelser om, at den antager en bestemt form eller bestemte holdninger.
Selvfølgelig ønsker vi en demokratisk – og helst socialistisk – modstand. Men det får vi ikke ved at stille betingelser for vores støtte. Det får vi kun ved at styrke modstanden, så den kan udvikle sig til en massemodstand. Det vil sige en modstand, hvor det først og fremmest er fagforeninger, lokale by- og bydels-organiseringer osv. der tegner modstanden og ikke kun nationale og religiøse ledere.
Når vi siger støtte uden forhåndsbetingelser, så betyder det ikke, at vi støtter enhver taktisk manøvre eller enhver politisk holdning, udtalelse eller handling, som fremføres i modstandens navn. Vi kan endda kritisere nogle af dem. Men vi gør dem ikke til betingelser for vores støtte.
Vores støtte kommer til udtryk ved at vi anerkender modstanden som den kraft, der kan stoppe besættelsesmagten. Men især ved at vi vil kæmpe for at trække “vore egne“ danske tropper hjem og gøre det umuligt for Fogh, Blair og Bush at fortsætte besættelsen.
I den sag går modstanden i Irak hånd i hånd med krigsmodstanden i bl.a. Danmark, England og USA: Jo større modstand i Irak og jo større modstand i de krigsførende lande, jo hurtigere kan vi stoppe besættelsen.
Dette gælder uanset de kræfter, der politisk tegner modstanden – i Irak såvel som i de krigsførende lande. Den faktor der kan gøre modstanden begge steder mere demokratisk, socialistisk og militant er, at besættelsesmagten lider nederlag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed