Socialistisk Arbejderavis
Nr. 234 – 13. oktober 2004 – side 8
IS 20 år
20 år for socialisme
Jørn Andersen
I dette efterår er det 20 år siden, at Internationale Socialister blev dannet. I disse 20 år har vi oplevet 80‘ernes højredrejning, Berlin-murens fald i 1989, en ny imperialistisk offensiv – men også, fra slutningen af 1990erne, begyndelsen på en ny anti-kapitalistisk bevægelse.
Måden IS blev dannet på kunne måske minde om en Monty Python-film. I virkeligheden skete det på et tidspunkt, hvor den danske og internationale venstrefløj var i opløsning – dannelsen af IS i 1984 skete for at undgå, at vi blev en del af denne opløsning.
1968 og “det nye venstre“
De senere IS’ere blev formet af “den nye venstrefløj“, der opstod med 68-oprøret.
Fra 1967-68 og frem til ca. 1976 så vi et enormt opsving i en anti-kapitalistisk kamp. Den fælles overskrift var kampen mod USA’s krig i Vietnam, men det handlede lige så meget om hjemlige problemer: fx højt tempo på arbejdspladserne, kvindeundertrykkelse og autoritære forhold på uddannelsesstederne.
De mange visioner om radikale forandringer kunne ikke rummes inden for den eksisterende venstrefløj. Socialdemokratiet ville kun administrere kapitalismen. SF ønskede nok forandring, men radikale var de bestemt ikke.
IS blev dannet i 1984, fordi vi ikke ville trækkes med den øvrige venstrefløj mod højre.
På den yderste venstrefløj dominerede DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. De var gode forkæmpere for faglige og sociale rettigheder, men samtidig helt utroværdige, når det handlede om hvilken socialisme, der skulle afløse kapitalismen.
Deres forbillede var de stalinistiske systemer i Rusland og Østeuropa. Men i 1968 oplevede folk “storebror“ Rusland invadere “lillebror“ Tjekkoslovakiet, fordi styret dér forsøgte at gennemføre nogle (ret begrænsede) reformer.
“Det nye venstre“ var en revolutionær protest mod både kapitalismen i vest og “den virkeliggjorte socialisme“ i øst. – Eller som den britiske IS-gruppe formulerede det: “Hverken Moskva eller Washington, men International Socialisme“.
Det nye venstres problemer
68-oprøret betød et vældigt spring fremad for den revolutionære venstrefløj, men det nye venstre var “historieløst“ i den forstand, at den revolutionære tradition stort set var blevet smadret 30-40 år tidligere – og erstattet af stalinismens vrangbillede.
Så man måtte opfinde alt på ny – ud fra egne erfaringer og de brokker af teori, man fandt ved tilfældig læsning i fortidens skrifter. Så uundgåeligt begik man mange fejl.
Så længe bevægelsen gik fremad, blev mange fejl dog rettet af virkeligheden. Men fra midten af 1970erne slog verdenskrisen igennem med arbejdsløshed og arbejdsgiver-offensiv. I første omgang slog arbejderklassen og venstrefløjen igen, men snart viste det sig, at kapitalisterne var stærkest.
Nu skulle venstrefløjen pludselig til at foretage en større retræte. Men uden historie til at fortælle, at klassekampen både kan gå op og ned, var man ikke klædt på til tilbagetog. Realiteten var, at hovedparten af venstrefløjen blev trukket med i et generelt skift til højre. Venstrefløjen til venstre for SF brød reelt sammen op gennem 1980erne. Det skyldtes ikke alene Berlin-murens fald – processen var godt i gang flere år inden.
IS – et værn mod højredrejning
IS blev dannet i 1984, fordi vi ikke ville trækkes med den øvrige venstrefløj mod højre. Dermed blev opgaven konkret: Hvordan kunne vi opbygge et reelt marxistisk parti i stedet for forvirringen på store dele af venstrefløjen.
Perspektivet var at fastholde et parti, som kunne “intervenere, rekruttere og hermed forankre en revolutionær politik og organisation i arbejderklassen, når opsvinget kommer“.
Man var klar over, at så længe “nedgangen i klassekampen“ varede ved, ville de revolutionære ideer kun tiltrække meget få. Kunsten var at fastholde en marxistisk organisation intakt, indtil et klassekampsopsving gjorde ideerne relevante for de mange.
Aktivitet og ideologi
Dette perspektiv kastede IS’erne ud i en helt uvant situation: De var optrænet i, at aktivitet i bevægelserne var det, der drev politikken fremad. Nu måtte man i stedet kæmpe for at bevægelsernes højredrejning ikke trak politikken med sig.
Derfor lagde man megen vægt på teoretisk skoling: Hvis den virkelige klassekamp pegede væk fra socialisme og revolution, så måtte man have historie og teori til at holde ideerne intakte.
Man deltog dog fortsat i bevægelser. Og man brugte gadesalg af Socialistisk Arbejderavis til at “tvinge“ hinanden til at være i diskussion med andre – uden for IS og venstrefløjen.
I en nedgangstid var dette både fornuftigt og nødvendigt. Det lykkedes at fastholde en – ganske vist lille – organisation. Men det skulle vise sig lige så svært at omstille sig til et nyt opsving, som det havde været at omstille sig til nedgang.
Ny verdensorden?
I 1989 kom Berlin-murens fald – sammenbruddet for de stalinistiske regimer i Østeuropa. Store dele af venstrefløjen opfattede dette som et nederlag. Men for os var det statskapitalistiske regimer, der skulle væltes på samme måde som de privat-kapitalistiske i vest. Så vi hilste oprørene og regimernes fald velkommen.
Magthaverne i USA og Vesteuropa lovede nu en “ny verdensorden“, styret af markedet og USA’s militære magt – en ny periode med stabilitet og fremgang. Virkeligheden var: Den første Golfkrig mod Irak, voksende arbejdsløshed – og igen nazister i gaderne.
Nye spirer vokser frem
En del, især unge mennesker, begyndte at stille spørgsmålstegn ved den nye verdensorden – og begyndte at kigge efter politiske alternativer. Mange var aktive i kampen mod den fremvoksende racisme og nazisme.
En del af dem meldte sig ind I IS – for første gang så det ud, som om det var muligt at vokse med mere end 1 eller 2 ad gangen. Fra 1992 til 1994 næsten tredoblede IS sit medlemstal – fra godt 60 til omkring 180.
Men ofte var det svært at holde fast i de nye medlemmer. De var ofte ret alene på deres skole med “røde“ synspunkter – selv om de godt kunne få bredere opbakning til anti-racistiske aktiviteter.
IS overvurderede “dybden“ i dette første opbrud mod nedgangen, og da man forsøgte at stille de samme krav om aktivitet til de nye medlemmer, som til de gamle, meldte mange sig ud.
Den pludselige vækst havde skabt “jubeloptimisme“ i IS. Selv da mange havde meldt sig ud, troede man, at det var noget midlertidigt, og at det kun var et spørgsmål om at finde den rigtige “snuptagsløsning“ for at indhente det tabte – selv da medlemstallet igen kom et stykke under 100.
De næste 3-4 år kæmpede IS med at forstå, at selv om der op gennem 1990‘erne var brud på “nedgangen“, så var opgaven for en lille organisation stadig først og fremmest at vokse og opskole nye medlemmer – samtidig med, at man var aktiv i de små spirer til ny bevægelse.
Anti-kapitalisme og krigsmodstand
Fra slutningen af 1990'erne begyndte modstanden mod nyliberalismen at blive mere permanent. Efter WTO-topmødet i Seattle i 1999 så vi de næste 2-3 år protester ved stort set hvert eneste topmøde – og de prægede for alvor den offentlige debat. For første gang siden 1970‘erne voksede der et nyt lag af aktivister op, som ikke bare forsvandt med den næste regnbyge.
For IS var det klart, at der var behov for en ny venstrefløj – men hvor skulle den komme fra?
Ved at deltage aktivt i disse bevægelser lykkedes det efterhånden for IS at styr på balancen mellem politik og aktivisme i bevægelsen. Så da modstanden mod USA’s krig i Irak voksede sig stor, var IS parat til at kaste sig helhjertet ud i at opbygge bevægelsen.
Kampen for en ny venstrefløj
For IS havde det været besværligt at omstille sig til at der igen var store bevægelser, som potentielt kunne sætte en langt mere radikal dagsorden. Men for det meste af resten af venstrefløjen var det som om de ikke bemærkede det.
Selv om de jublede over antikrigsbevægelsen, så fortsatte man som hidtil med at lægge op til aktiviteter for de få, frem for aktiviteter, hvor de manges utilfredshed kunne sætte en ny dagsorden i den offentlige debat.
For IS var det klart, at der var behov for en ny venstrefløj – men hvor skulle den komme fra?
Det er her vi står nu: Der er mange som er utilfredse med Bush og Fogh, med nedskæringer og privatiseringer, med nyliberalisme og krig. Men venstrefløjen er ikke i stand til at organisere denne utilfredshed til en aktiv modstand – og til et synligt socialistisk alternativ.
Valget i 2001 var en advarsel om, at hvis ikke venstrefløjen er i stand til at opstille et synligt alternativ, så begynder folk at lede efter svar på den modsatte fløj.
IS er for få og små til alene at løse denne opgave. Vi er nødt til at vokse. Men vi er også nødt til at “gå på to ben“: Opbygge bevægelse i det omfang vi kan – samtidig med at vi opbygger et revolutionært socialistisk alternativ.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed