Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 239 – 2. marts 2005 – side 8

Tillæg: Sandheden om Fallujah

Sandheden om Fallujah

Salam Ismael

Salam Ismael, der er læge, kom sammen med nødhjælp til Fallujah i januar. Dette er hans beretning om, hvordan USA smadrede en hel by og dens indbyggere.

Lugten var det første, jeg lagde mærke til. Det var en lugt, det er svært at beskrive, og umulig at glemme. Det var lugten af død. Hundredvis af lig var ved at gå i opløsning i Fallujahs huse, haver og gader. Kroppe rådnede dér, hvor de var faldet – det var mænd, kvinder, og børn, og mange af dem var halvspist af vilde hunde.

En hadets bølge havde ramt to tredjedele af byen, ødelagt huse og moskeer, skoler og kliniker. Amerikanernes angreb var en forfærdende og skræmmende magtdemonstration.

De historier, jeg hørte de næste par dage, vil jeg aldrig glemme. Det kan godt være, at du tror, at du ved, hvad der skete i Fallujah. Men sandheden er værre, end du kan forestille dig.

I Saqlawiya – en af de nye flygtningelejre, der ligger omkring Fallujah – mødte jeg en 17 år gammel kvinde. “Jeg er Hudda Fawzi Salam Issawi fra Fallujahs Jolan distrikt“, fortalte hun mig. “Vi var fem, der i blandt en 55 år gammel nabo, der blev fanget i vores hus, da belejringen startede.“

Død, vold og ødelæggelse

“Den 9. november kom der en gruppe amerikanske marinesoldater til vores hus. Min far og naboen gik ud til døren for at lukke dem ind. Vi troede ikke, at vi havde noget at frygte. Jeg løb ud i køkkenet for at tage mit tørklæde på, hvis de ville komme ind i huset, for det ville være upassende, hvis de så mig med udækket hår.“

“Det reddede mit liv. Da min far og naboen kom hen til døren, skød amerikanerne dem. De var døde på stedet.“

“Jeg og min 13 år gamle bror gemte os i køkkenet bag køleskabet. Soldaterne kom ind i huset og fangede min ældre søster. De tævede hende. Bagefter skød de hende. Men de så ikke mig. De gik ikke lang tid efter, men ikke før end at de havde ødelagt vore møbler og stjålet pengene fra min fars lomme.

Hudda fortalt mig, hvordan hun beroligede hendes døende søster ved at læse vers fra Koranen for hende. Efter fire timer døde hun. I tre dage blev hun og hendes bror i huset med deres døde slægtninge. Men de var tørstige, og havde kun nogle dadler at spise. De var bange for at tropperne skulle komme tilbage, og de besluttede at prøve at flygte fra byen. Men de blev opdaget af en amerikansk snigskytte.

Hudda blev skudt i benet, hendes bror prøvede at løbe væk, men blev skudt i ryggen og døde med det samme. “Jeg gjorde mig klar til at dø“, fortalte hun mig. “Men jeg blev fundet af en kvindelig amerikansk soldat. Og hun tog mig med på hospitalet.“ Hun blev senere genforenet med andre af hendes overlevende familiemedlemmer.

Jeg fandt også overlevende fra en anden familie fra Jolan. De fortalte mig, at i slutningen af belejringens anden uge rykkede de amerikanske soldater ind igennem Jolan. Den irakiske nationale garde brugte højtalere til at opfordre folk til at komme ud af deres huse med hvide flag og deres sager. De blev beordret til at samles udenfor Jamah al-Furkan moskeen i bydelens centrum.

Eyad Naji Latif og otte medlemmer af hans familie, blandt dem en seks måneder gammel baby, samlede den 12. november deres sager og gik i enkelt række til moskeen, sådan som de havde fået ordre til.

Da de nåede vejen udenfor moskeen, hørte de et råb, men de forstod ikke, hvad det var, der blev råbt. Eyad fortalte mig, at det kunne have været “now“ på engelsk. Derefter begyndte skydningen.

Amerikanske soldater kom frem på tagene på husene omkring pladsen og åbnede ild. Eyads far blev skudt i hjertet, og hans mor blev skudt i brystet.

De døde øjeblikkeligt. To af Eyads brødre blev også skudt, en skudt i brystet og den anden i nakken. To af kvinderne blev også ramt, en i hånden og en i benet.

Så dræbte en snigskytte en kone til en af Eyads brødre. Da hun døde, løb hendes fem år gamle søn hen til hende, og stod ved hendes lig. De dræbte også ham.

De overlevende prøvede desperat at få skydningen til at holde op.

Men Eyad fortalte mig, at hver gang en af dem prøvede at rejse det hvide flag, blev de skudt. Efter flere timer prøvede han at løfte sin arm med flaget. Men de skød ham i armen. Til sidst prøvede han at løfte hånden. Så skød de ham i hånden.

Overlevede af rødder og en kop vand

De fem overlevende, inklusiv barnet, lå på gaden i syv timer. Så kravlede fire af dem hen til det nærmeste hjem for at komme i sikkerhed.

Den næste morgen kravlede den bror, der var blevet ramt i nakken, også i sikkerhed. De blev alle sammen i huset i otte dage og overlevede af rødder og en kop vand, som de gemte til barnet.

Den ottende dag blev de fundet af en gruppe soldater fra den irakiske nationale garde, som tog dem med på et hospital i Fallujah. De hørte, at amerikanerne anholdte alle unge mænd, så familien flygtede fra hospitalet og fik langt om længe behandling i en nærliggende by.

De ved ikke med sikkerhed, hvad der skete med de andre familier, der var gået til moskeen, som de havde fået besked på. Men de fortalte mig, at gaderne flød med blod.

Jeg var ankommet til Fallujah i januar som en del af en nødhjælpskonvoj, finansieret med penge indsamlet i England.

Vores lille konvoj af lastbiler og varebiler havde 15 tons mel, otte tons ris, medicin og 900 tøjstykker til de forældreløse. Vi vidste, at tusindvis af flygtninge var samlet under forfærdelige forhold i fire lejre rundt om byen.

Det var der, vi hørte, hvordan folk blev dræbt i deres huse, om sårede, der blev slæbt ud i gaderne og kørt over af tanks, om en container med 481 civile lig inden i, om overlagte mord, plyndringer og handlinger så brutale og onde, at det er svært at tro på dem.

Ruinby

Det var derfor, vi besluttede at tage ind til Fallujah for selv at undersøge, hvad der var sket. Da vi kom ind i byen, kunne jeg næsten ikke genkende stedet, hvor jeg arbejdede som læge under den første belejring i april 2004.

Vi fandt folk, der gik rundt som spøgelser imellem ruinerne. Nogle ledte efter deres døde familiemedlemmer. Andre prøvede at redde nogle af deres ting fra deres ødelagte hjem.

Her og der stod små grupper af mennesker samlet i kø for at få mad eller brændsel. Ved en af køerne var der nogen af de overlevende, der sloges om et tæppe.

Jeg kan huske, at der kom en ældre kvinde hen til mig, hendes øjne var røde af tårer. Hun tog min arm og fortalte mig, at hendes hus var blevet ramt af en bombe under et luftangreb. Loftet var faldet ned over hendes 19-årige søn og havde skåret begge hans ben af.

Hun kunne ikke skaffe hjælp til ham for de amerikanske snigskytter, der var placeret på tagene, og som skød på alle, der gik ud, selv om natten.

Hun gjorde sit bedste for at stoppe blodet, men forgæves. Hun blev ved ham, hendes eneste søn, til han døde. Det tog ham fire timer at dø.

Amerikanske tropper besatte Fallujahs hovedhospital i de første dage af belejringen. Det eneste andet hospital, Hey Nazzal, blev ramt to gange af amerikanske missiler. Alt medicinen og alt det medicinske udstyr blev ødelagt.

Der var ingen ambulancer – de to ambulancer, der havde prøvet at hjælpe de sårede, var blevet ødelagt af amerikanerne.

Vi besøgte huse i Jolan distriktet, et fattigt arbejderklassekvarter i den nordlige del af byen, der havde været centrum for modstanden under belejringen i april.

Det virkede, som om dette kvarter var blevet udvalgt til at blive straffet under den anden belejring. Vi gik fra hus til hus, og fandt overalt familier, der lå døde i deres senge, eller som var blevet skudt ned i deres stuer og køkkener. I hus efter hus var møblerne ødelagt og folks ejendele spredt ud over det hele.

Nogle steder fandt vi lig af folk, der havde kæmpet, klædt i sort og med ammunitionsbælter.

Men i de fleste af husene var det civile. Mange havde housecoats på, mange af kvinderne havde utildækket hår, hvilket betød, at der ikke havde været andre mænd i huset end deres egne familiemedlemmer. Der var ingen våben, ingen tomme patronhylstre.

Det blev klart for os, at vi så resultatet af en massakre, en koldblodig nedslagtning af hjælpeløse og forsvarsløse civile.

Der er ingen, der ved, hvor mange der døde. De amerikanske besættelsesstyrker anvender nu bulldozer mod husene for at skjule, hvad de har gjort. Det, der skete i Fallujah, var en barbarisk handling. Og hele verden skal have sandheden fortalt.

© Socialist Worker, www.socialistworker.co.uk
Artiklen kan gengives med henvisning til den originale kilde.

Se også:
SAA 239: Tillæg: Sandheden om Fallujah: Sorg og raseri mens de døde begraves
SAA 239: Tillæg: Sandheden om Fallujah: Øjenvidene i Fallujah
SAA 239: Tillæg: Sandheden om Fallujah: Fakta om Fallujah
SAA 239: Tillæg: Amerikanske problemer efter det irakiske valg

Flere artikler fra nr. 239

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Irak-krig 2002-?

Se flere artikler af forfatter:
Salam Ismael

Siden er vist 5051 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside