Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 239 – 2. marts 2005 – side 10

Tillæg

Amerikanske problemer efter det irakiske valg

Alex Callinicos

Lad os nu ikke falde for vore egne regeringers spin omkring det irakiske valg, advarer den engelske socialist Alex Callinicos i denne kommentar til det irakiske valg.

Det var forudsigeligt, at fx Det Hvide Hus og Downing Street desperat ville lave spin for at fremstille det irakiske valg som en succes for besættelsesmagten.

Mere overraskende derimod er, at mange mennesker, der burde vide bedre, – fx venstrefløjs filosofferne Michael Hardt og Norman Geras – har fejret afholdelsen af valget som en sejr for demokratiet. Men virkeligheden er meget mere kompleks.

I første omgang ønskede præsident Bush ikke afholdelsen af dette valg. Han og hans tidligere prokonsul Paul Bremer ønskede en håndplukket forsamling til at vælge regering og til at skrive en permanent forfatning for Irak.

Valget blev påtvunget besættelsesmagten takket være masseprotester i januar sidste år fremkaldt af den ledende shiitiske gejstlige i Irak, Stor Ayatollah Ali al-Sistani. Bush og Bremer blev modstræbende tvunget til at indrømme irakerne valget, men forsøgte at udskyde det så længe som muligt.

Men på trods af alle deres bestræbelser for at styre det irakiske folk med både pisk og gulerod, så opnåede Bush’s og Blair’s foretrukne kandidat Iyad Allawi kun 14 % af stemmerne.

Den Forenede Irakiske Alliance, støttet af Sistani, vandt med 48,5 % af stemmerne efter en kampagne for, at USA skal komme med en tidsplan for tilbagetrækning fra Irak. Den blok i ’Alliancen’, der vandt flest mandater, tilhører tilhængere af den radikale shia-leder Moqtada al-Sadr, der sidste år blev ønsket fanget død eller levende af USA.

Washington Post kommenterede valget således: “En af de største ironier ved USA’s invasion er, at irakerne gik til stemmeurnerne og valgte en regering med en stærk religiøs basis – og med tætte bånd til den islamiske naborepublik (Iran). Det var det sidste, administrationen havde forventet af dens omkostningstunge Irak-politik – 300 milliarder $ foreløbigt – siger amerikanske og regionale eksperter.“

Men mere vigtigt er, at valgdeltagelsen kun blev på 58 %. Det er måske højt sammenlignet med USA eller Storbritannien, men er ringe i sammenligning generelt med liberale demokratier og i særdeleshed sammenlignet med lande, hvor en reel stemmeret først nyligt er blevet vundet. Da apartheid ophørte i Sydafrika i 1994, deltog 85,5 % af alle dem, der var gamle nok til at stemme.

Den lave stemmedeltagelse i Irak afspejler selvfølgeligt, at der var en massiv valgboykot i det centrale Irak, hvor den væbnede modstand mod besættelsesmagten står stærkest. Hvis disse provinser havde deltaget i valget ligeså fuldt ud som de andre, ville andelen af de nu succesfulde lister sandsynligvis være blevet væsentligt lavere.

Normalt drejer et demokratisk valg sig om, hvem der skal regere. Men på ingen måde vil irakerne selv få lov til at regere sig selv ovenpå dette valg.
Bush og Blair har gjort det klart, at besættelsen fortsætter. “Der er ikke behov for at sætte tidsgrænser“, sagde Bush efter valget. Den amerikanske hær afslørede for nyligt, at den planlægger at beholde det samme antal tropper som nu – 120.000 – i mindst de næste 2 år.

Valgets resultater er en splittet nationalforsamling. Den Forenede Irakiske Alliance vil lige netop have flertal, men er i sig selv en koalition af forskellige strømninger.

Det vil give Iraks reelle hersker – den amerikanske ambassadør John Negroponte – et stort rum til at manøvrere et kabinet sammen, der forsat vil følge ordrerne fra Det Hvide Hus.

Det faktum, at en smusket figur som Ahmed Chalabi er kommet på tale som premierminister, giver en indikation om, hvordan tingene bevæger sig.

Chalabi, der har begået underslæb og er en gammel ven af de amerikanske nykon-servative, hjalp til med til at lave de falske efterretninger, der blev brugt til at retfærdiggøre krigen. Men han blev senere uvenner med USA og er nu en af lederne i ’Alliancen’.

Besættelsesmagten forsøger også at strukturere det irakiske samfund efter linier, der rodfæster dominansen af den amerikanske fri-markeds kapitalisme. Som da Bremer i april 2004 udstedte dekret nr. 81, som forbyder irakiske bønder at anvende deres tusindårige gamle praksis med frit at plante og oplagre sæd, hvilket nu er blevet erklæret for multinationale selskabers “intellektuel ejendom“.

Det store problem for Bush og Blair i at gennemføre denne politik, er det irakiske folks modstand. Valget afspejlede dog en splittelse blandt dem, der modsætter sig besættelsen.

Mange, især i det overvejende shiitiske sydlige Irak, så valget som den bedste måde at afslutte besættelsen på. Andre – især, men ikke kun – i det centrale Irak, hvor de fleste sunni-arabere lever, foretrak at boykotte valget i solidaritet med den væbnede modstandskamp.

Besættelsesmagtens myndigheder har tilstræbt splittelse mellem shia- og sunni-araberne og med kurderne i nord. Men man gør fejl i at ville forstå irakisk politik ud fra disse termer.

Fx har der for nyligt været kontakt mellem tilhængere af Sadr, som er talsmand for en radikal shia islamisme, og som deltog i valget, med sunni-foreningen af lærde muslimer, som støtter modstandskampen og boykottede valget.

Under alle omstændigheder er der absolut ingen tegn på nogen formindskelse af den væbnede modstand mod besættelsen. Hvorfor kunne det også være anderledes? Grunden til, at irakerne kæmper, er fordi, at de er under fremmed besættelse, og valget ændrer intet ved dette.

Det lægger en uhyre ansvarlighed på skuldrene af krigsmodstanderne i resten af verden – og i særdeleshed i de lande, der er med i besættelsen, som fx USA, Storbritannien, Italien og Polen (og Danmark!).

Den eneste måde kampene vil stoppe og give demokratiet en reel chance i Irak, er at afslutte besættelsen og trække tropperne hjem.

Det næste skridt i at opnå dette mål – og samtidigt tørre smilet af Bush’s og Blair’s fjæs – er at sikre, at de verdensomspændende protester d. 19. marts bliver så massive som muligt.

Oversættelse: Peter Iversen

Se også:
SAA 239: Tillæg: Sandheden om Fallujah: Sorg og raseri mens de døde begraves
SAA 239: Tillæg: Sandheden om Fallujah: Sandheden om Fallujah
SAA 239: Tillæg: Sandheden om Fallujah: Øjenvidene i Fallujah
SAA 239: Tillæg: Sandheden om Fallujah: Fakta om Fallujah

Flere artikler fra nr. 239

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Irak-krig 2002-?

Se flere artikler af forfatter:
Alex Callinicos

Siden er vist 3055 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside