Socialistisk Arbejderavis
Nr. 240 – 16. marts 2005 – side 4
AP Møller med halen mellem benene i Irak
Jørn Andersen
Onsdag den 2. marts tvang tusinder af demonstranter Mærsk-koncernen til at opgive havnedriften i den syd-irakiske havneby Khor al Zubeir.
Anledningen var, at Mærsk har hyret udenlandsk arbejdskraft til at drive havnen – mens arbejdsløsheden blandt irakerne er 70 pct.
»Danskerne besluttede sig for at forlade havnen og overlod den til den irakiske havnemyndighed. Det vil tage dem noget tid at få styr på situationen«, siger en lokal shipping-agent ifølge Politiken til Reuters.
»Situationen har også ført til, at Maersk Sealand i det mindste midlertidigt ophører med at lægge skibe til i Khor al Zubeir«, oplyste koncernen.
Denne begivenhed blev bragt som en kort nyhed i Politiken 6. marts. Men den siger i virkeligheden langt mere om den irakiske modstand mod besættelsen end de reportager om såkaldte terror-aktioner, der får stor dækning i både aviser og TV.
For det første fortæller den, at modstanden ikke kun foregår omkring Bagdad, men også i Syd-Irak, i områder, der normalt betegnes som „fredelige“.
For det andet fortæller den, at modstanden i høj grad er folkelig, når tusinder af demonstranter deltager.
For det tredje fortæller den noget om den sociale virkelighed i det besatte Irak. For det er ikke kun Mærsk, der hyrer udenlandsk arbejdskraft. Faktisk foretrækker langt de fleste udenlandske selskaber at beskæftige udenlandsk arbejdskraft, også selv om de skal betale væsentligt mere i løn end til irakiske arbejdere. Dette gælder også for Bechtel, Halliburton, deres under-selskaber og selskaber, de har kontrakt med.
De udenlandske selskabers profit-jagt i Irak kan kun foregå så uhæmmet, fordi de er under besættelsesmagtens beskyttelse. Den 5. juni 2003 udsendte Paul Bremer, den daværende amerikanske diktator i Irak, et dekret, som giver besættelsesmagten lov til at arrestere folk som krigsfanger, hvis de „opfordrer til civil uorden, oprør eller skade på ejendom“. Det kan også omfatte strejker.
Men besættelsesmagten møder også modstand fra fagforeninger, fortæller Hassan Juma’a Awad, formand for Oliearbejdernes Fagforening i Basra (også i Syd-Irak).
Fx har de tvunget en kuwaitisk subcontractor, Al Khourafi, til at erstatte 1.000 af de 1.200 ansatte, de selv havde medbragt, med irakiske arbejdere. Al Khourafi er subcontractor under KBR, et underselskab under den amerikanske vicepræsident Dick Cheney’s Halliburton.
Førnævnte Paul Bremer havde i 2003 udsendt en lønskala, ifølge hvilken irakiske offentligt ansatte måtte tjene 69.000 ID (35 $) om måneden. Til sammenligning tjener mellemøstlige og sydasiatiske arbejdere oftest mellem 300 $ og 1.500 $ om måneden. Amerikanske arbejdere tjener typisk 5-10.000 $ om måneden, mens „sikkerhedsfolk“ (lejesoldater) kan tjene helt op til 1.000 $ om dagen.
Efter at oliearbejderne i august 2003 havde lukket olie-forsyningen i tre dage, måtte besættelsesmagten forhøje mindstelønnen til 150.000 ID.
Sammenhængen mellem besættelsen og den høje arbejdsløshed, de lave lønninger og forskelsbehandlingen er åbenlys for irakiske arbejdere. Derfor har Oliearbejdernes Fagforening sammen med de fleste andre da også været imod besættelsen fra den første dag, og bl.a. af samme grund er 80% af den irakiske befolkning mod besættelsen.
Og af samme grund blev der også demonstreret ved britiske og amerikanske diplomatiske missioner i Basra, som ligger nær havnen, samme dag som der blev demonstreret mod Mærsk.
Se også:
SAA 240: Irak: Stop besættelsen – Støt modstanden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed