Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 247 – 14. oktober 2005 – side 2

Interview med Asmaa Abdol-Hamid

Lighed, modstand og kvindefrigørelse

En kvinde og stærkt religiøs socialist giver her et svar på hvorfor islamofobien er voksende. Hun giver også et svar på hvorfor tørklædet skal ses som frigørende og mødet med andre mennesker skal bero på respekt for hinandens forskelligheder

Er der racisme i Vollsmose, hvor du bor?
Jeg vil ikke sige, der er så meget racisme lige nu – det er mere frygten for det fremmede, i gåseøjne, det er frygten for det ukendte. Det ukendte bliver sat op som en modsætning til det, man kender noget til. Og dét skaber diskrimination.

Men har vi islamofobi i Danmark?
I øjeblikket har vi en kæmpe islamofobi, og den er skabt af de udenrigspolitiske forhold. Og det kommer til at påvirke synet på muslimer i Danmark. Jeg mener, der i Danmark er blevet skabt et problem. Selvfølgeligt er det beklageligt, at der sker forskellige ting i islams navn. Men folk er jo også andet end muslimer. Og uskyldige muslimer skal ikke lide under, hvad andre muslimer har gjort. Lige så lidt som man skal beskylde kristendommen for det, Hitler engang har gjort. Nedskæringer rammer skævt og rammer de svageste værst.

Bliver muslimer også hårdt ramt?
Jeg vil ikke sige muslimer som gruppe. Muslimer er mange ting. Der er højtuddannede og lavtuddannede muslimer. De kommer fra både land og by. Nedskæringerne rammer de dårligst stillede. De rammer de socialt svage, hvad end det er etniske danskere eller etniske minoriteter. Og det har de ikke brug for, de har brug for et løft. Der skæres ned på kontanthjælpsydelsen for at få folk i arbejde, men der er kommet flere arbejdsløse i stedet. Spørgsmålet er, om det er meningen, at vi skal have større ulighed, om det er regeringens politik, sådan som Eva Kjer Hansen fik luftet? Er det meningen, at fremmede ikke skal integreres, er det meningen, at der skal skabes mere ulighed?

Hvad tror du, regeringen vil?
Jeg tror helt sikkert, de vil skabe mere ulighed, og at de mener, ulighed er sundt. Kan du ikke uddybe, hvorfor der ikke kan tales om muslimer som gruppe? Islam er en religion og ikke en national oprindelse. Nogle kristne har arbejde, andre ikke. Ser vi på den etniske gruppe, er størstedelen på offentlig forsørgelse. Men det er rigtig mange etniske danskere også. Alle de folk skal løftes. Grunden til, at etniske minoriteter fylder så meget i mediebilledet, er, at de er så fremmede for danskerne.

I medierne deltager muslimer eller folk på bistand stort set ikke?
Ja, og det er et problem. Vi taler jo på vegne af andre, og så kan vi pege på lige så meget, som vi vil, på det ene og det andet. Men lader man folk komme til orde, finder man ud af, om der egentligt er et problem eller ikke. Islam er en religion, men muslimer er faktisk mange ting. Selv er jeg muslim. Jeg studerer og har haft arbejde som socialrådgiver og jeg forsørger mig selv. Ligesom der er muslimer, som ikke læser eller arbejder. Og kristne, som heller ikke studerer eller arbejder.

Er der aktiviteter, som forsøger at give et mere nuanceret billede af islam?
Vi har jo en forening, der hedder Muslimer i Dialog, og så er der en forening, der hedder Muslimsk ungdom. Opgaven er at komme i dialog, give mere information, formidle tingene konstruktivt, formidle, hvad der er. Vi tror, folk er fornuftige nok til selv at dømme, når de har hørt lidt og oplevet lidt.

Hvad gør I konkret?
Der afholdes konferencer, interne og eksterne undervisningsrækker. Det handler ikke så meget om at forsvare os som muslimer, det skal vi ikke. Vi har ret til at være her i Danmark. Det handler om at forklare om islam, lette lidt på de frustrationer, der er, fordi Dansk Folkeparti giver de helt forkerte svar, og at give muslimer mulighed for selv at komme med svarene.

Jeg ved, du mener, at tørklædet er frigørende, kan du ikke forklare det?
Jeg mener, at kvinder gennem historien og i dag bliver brugt som sexobjekt. Som kvinde ligestiller jeg mig med manden ved at dække mig til. Men jeg ligestiller mig ikke fysisk med manden. Man bibeholder sine feministiske sider, selvom man har tørklæde på. Men de seksuelle tiltrækningsmomenter, kroppen har, dem dækker man til. Og via det kan man langt hen ad vejen begå sig på lige grundlag som manden. På det ydre billede i samfundet.

Du giver heller ikke hånd til fremmede mænd?
Det gælder for både muslimske mænd og muslimske kvinder. Og det er så op til de enkelte, om de vil praktisere det eller ej. Jeg må heller ikke give muslimske mænd hånden. Og de må ikke give mig hånd. Det er for at undgå den fysiske kontakt. Det er ikke for at være uhøflig. Når vi hilser på det andet køn, lægger vi hånden på hjertet, hvormed vi signalerer ærlighed og respekt i den kommunikation, man nu skal have. Det mener jeg, er lidt mere værdigt end at give hånd.

Hvordan opfatter du Vestens syn på Islam?
Man vil hævde sig lidt over nogle andre. Jeg læste en artikel af en fra Dansk Folkeparti, som skrev, at vi skal være mod islam og indvandrere. Han skrev, at ifølge koranen skal kvinder tie i forsamlinger. Men det er et citat fra biblen. I islam skal kvinden råbe op og sige sin mening! Mange møder islam ud fra det, man selv kender. Det, man selv tror; det, man selv vil bekæmpe; sin egen historie. Vi har et billede af islam som det liv, vi selv havde for 50 år siden. Et billede, hvor manden undertrykker kvinden. Hvor manden kan dele sin hustru med sine venner. Og hvor hun ikke har noget at skulle have sagt. Det er sådan, vi forstår islam – sådan som vores egen historie har været, og som vi har gjort oprør imod som danskere. Men sådan møder vi ikke islam, sådan møder vi os selv!

Du er religiøs og socialist, tror du, religion kan gøre noget ved uligheden i samfundet?
Helt sikkert. Det første velfærdssamfund var islamisk. Hvor der skulle være lige vilkår for alle. Med omfordeling af ydelser. Så jeg er klart overbevist om det. Man skal lære islam ud fra, hvad islam er, og ikke ud fra, hvordan muslimerne og deres levevilkår er i dag. Dermed ville man se kæmpe, kæmpemæssige forskelle. Og vi ville se vidt forskellige ting. Det, jeg kan lide ved islam, er, hvad den er. Den islam, forskellige muslimer praktiserer, er ikke altid hvad islam er, mener jeg. Som muslim, som menneske, vil jeg også have lige vilkår for alle. Det kan godt være, der har været nogen, der har været mere heldige end andre, men det betyder ikke, at andre skal leve i den elendighed, de er puttet ind i. Vi må som samfund sikre, at de får samme muligheder som andre. At de kan vælge til og vælge fra.

Se også:
SAA 247: Muslimer: Vor tids jøder
SAA 247: Fælles kamp nedbryder fordomme: Bevægelser der samler

Flere artikler fra nr. 247

Flere numre fra 2005

Siden er vist 3102 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside