Socialistisk Arbejderavis
Nr. 254 – 6. april 2006 – side 11
Anmeldelse
A Rebel's guide to Marx
Martin B. Johansen
Har Karl Marx’ ideer nogen relevans for samfundsudviklingen i det 21. århundrede? Spørger man magthaverne og meningsdannerne, er svaret ubetinget et nej – Marx kan højst have en rent akademisk interesse, og marxismen har for længst mistet sin relevans.
Men Marx’ ideer spøger alligevel i baggrunden. Når Anders Fogh fortæller os, at “klassekampen er død“, eller når vi igen og igen får at vide, at de gamle klasseskel er forsvundet, så er det i virkeligheden marxistiske teorier, som man lige for en sikkerheds skyld vil gendrive.
Så Karl Marx er alligevel ikke så nem at komme uden om. Spørgsmålet er så, hvor skal man starte, hvis man vil sætte sig ind i, hvad Marx egentlig stod for, og ikke vil lade sig nøje med de fejlfortolkninger, som af og til optræder i medierne? Et godt sted at begynde er biografien “Karl Marx“ af Francis Wheen, som i øjeblikket er på udsalg i boghandlerne for knap 40 kr.
Et andet godt sted er “A Rebel’s Guide to Marx“ af Mike Gonzalez, som netop er udkommet på det engelske forlag Bookmarks og kan købes gennem Modstand.org for blot 25 kr.
Trods sine blot 56 sider har denne bog fat i et par væsentlige pointer. Den første er, at Marx var en revolutionær, som levede i revolutionære tider. Betydningen af, at Marx var revolutionær siger næsten sig selv – allerede som ung skosede han sine studie- og drukkammerater, da han formulerede den berømte 11. Feuerbach-tese: “ Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den“ (1845).
Den sætning var ment som en direkte kritik af det filosofiske miljø, som Marx selv var en del af i sin ungdom. Det var et miljø omkring den tyske filosof Hegel, hvor man primært var interesseret i at forfine teorierne og nærmest sætte hele verden op i en overskuelig formel. Hegel var selv en entusiastisk tilhænger af den franske revolution i 1789, som han betragtede som startskuddet på en æra, hvor det var fornuften – rationalisme – og ikke religiøse doktriner, der skulle styre udviklingen. Hegels værk er gennemsyret af et forsøg på at strukturere verden og verdenshistorien i et strengt logisk system, der tog udgangspunkt i en højere rationalitet, som i den åndelige verden var repræsenteret ved Gud, men som på Jorden havde sin højeste udtryksform i den undertrykkende og autoritære prøjsiske stat.
Problemet med Hegel og hans tilhængere var, at de søgte efter sandheden i form af en endelig forklaring eller fortolkning af verden. For Marx lå sandheden i, at verden er i en proces af konstant forandring, og derfor måtte det dreje sig om at lede efter de konkrete drivkræfter til den forandring, hvis man skulle have indflydelse på den. Det betyder, at Marx-kritikere tager fejl, når de hævder, at marxismen er styret af doktriner eller er styret af en utopisk målsætning, som verden uundgåeligt vil udvikle sig i retning af. Marx havde ingen forestillinger om en uundgåelig udvikling (det har til gengæld de borgerlige og liberalistiske tænkere, der ser konkurrence og markedsøkonomi som svaret på alt) – men han havde en forestilling om forandring, om revolution.
Marx’ forestilling om revolution var langt fra hentet i en virkelighedsfjern drømmeverden. Tværtimod levede han i en epoke, der var præget af enorme samfundsomvæltninger. Den amerikanske frihedskrig i 1776 og den franske revolution i 1789 repræsenterede på det politiske plan en overgang til samfundstyper, hvor det var demokrati og det enkelte individs frihed, der stod i centrum, i modsætning til de enevældige og feudale regimer i Europa, der var strengt hierarkiske, og hvor hver enkelt individs placering i samfundet var afgjort allerede ved fødslen. Disse revolutioner blev fulgt op af en sand bølge af oprør, der fejede hen over Europa i 1848, og som i længden, også i Danmark, betød den endelige overgang til parlamentarisk demokrati og markedsøkonomi.
Også på det økonomiske plan var Marx vidne til en sand revolution i form af, at kapitalismen var i fuld gang med at underlægge sig verden. Kapitalismen betød masseproduktion, den betød dannelse af nye samfundsklasser, den rev gamle samfundsmønstre – også kønsrollemønstre – op ved rode. Men kapitalismen betød ikke blot overgangen fra et samfundssystem til et andet, kapitalismen var i sig selv i en proces af konstant revolution, fordi den benhårde konkurrence mellem de enkelte kapitalister konstant tvang dem til teknologiske forandringer og til at finde nye måder at udnytte arbejdskraften på.
Det bringer os frem til en anden af pointerne i “A Rebel’s Guide to Marx“. Det var én ting at indse de revolutionære muligheder. Et helt andet spørgsmål er at se på, hvilke interesser de forskellige samfundsklasser har i omfattende forandringer af samfundet. Det må være velkendt, at for marxister er arbejderklassen den egentlige revolutionære klasse. For den unge Marx var det ikke umiddelbart så indlysende, bl.a. fordi arbejderklassen på det tidspunkt endnu var en meget lille minoritet.
Men en oplevelse fra at deltage i nogle møder blandt socialistiske arbejdere i Paris i 1844 fik øjnene op hos Marx. Han skrev: “Man skal deltage i de franske arbejderes møder for at værdsætte den livlighed og stolthed, som disse arbejdshærgede mænd udstråler ... Det er blandt disse ’barbarer’ i vores civiliserede samfund, at historien forbereder det praktiske aspekt af menneskehedens frigørelse“.
Dette var en øjenåbner. Men det var hverken personlig sympati eller en moralsk forargelse over kapitalisternes udnyttelse af arbejderne, der gjorde, at Marx udpegede arbejderklassen som den revolutionære klasse. Det afgørende for Marx var at se på, hvordan produktionen er indrettet. Han pegede på, at uden produktion af fødevarer, tøj, boliger og alt muligt andet er der intet samfund. Det er almindeligt at skelne mellem samfundstyper ved at se på de fremherskende ideologier og regeringsinstitutioner, men det bliver ofte overset, at produktionen af livsfornødenheder så at sige kommer først. Det væsentlige er derfor ikke at se på, hvilke ideologier folk bekender sig til, men hvordan de bliver indplaceret i forhold til produktionen.
Under kapitalismen er produktionen karakteriseret ved, at der på den ene side er en klasse af mennesker, som ejer eller i det mindste kontrollerer produktionen. Det er af enorm samfundsinteresse, hvad der produceres, men beslutningen foregår i store træk bag lukkede døre i de store firmaers direktionslokaler. Her fastlægger man varernes mængde, kvalitet og priser, og her træffer man beslutninger om, hvor varerne skal produceres, og om der skal fyres eller ansættes arbejdere. Det store flertal har ingen eller kun ringe og som oftest kun indirekte indflydelse på produktionen af de varer, som vi alle er afhængige af.
Dette er en marxistisk klasseanalyse i meget snæver forstand. Men det er vigtigt at slå fast, at den strækker sig ud over fabrikkerne og mere eller mindre omfatter hele resten af samfundet. Sideløbende med den materielle produktion er der opbygget en lang række institutioner, der skal varetage uddannelse og reproduktion af arbejdskraften. Der findes medier og kulturelle institutioner, der formidler borgerlig ideologi og træner os i at acceptere tingene, som de er. Alt sammen – produktionen af varer, reproduktionen af arbejdskraften, produktionen af ideer – er organiseret omkring det faktum, at produktionen under kapitalismen er styret af tallet på bundlinjen. Det afgørende er, at kapitalisterne tjener penge, om det sker ved at producere våben eller medicin er i princippet ligegyldigt.
Men i og med, at produktionen og samfundet er organiseret i forhold til kapitalens krav om profit, så findes der også en permanent konflikt, som ikke kan løses indenfor kapitalismens rammer. Konflikten består i, at kapitalen vil have mest muligt arbejde så billigt som muligt, mens lønarbejderne ønsker nøjagtigt det modsatte – eller sagt på en anden måde: der er en permanent konflikt mellem kapitalens krav om profit og det store flertals ønsker og behov for at leve et anstændigt liv.
Det var i denne permanente konflikt, at Marx så kilden til et socialt oprør, der i sidste ende kunne resultere i, at magten over produktionen blev fjernet fra kapitalisterne og lagt i hænderne på en helt ny type stat, hvor udgangspunktet blev taget i flertallets interesser. Det er denne indsigt, som var en af Marx’ største fortjenester, og som forklarer, hvorfor det stadig er relevant at stifte bekendtskab med Karl Marx.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed