Socialistisk Arbejderavis
Nr. 255 – 26. april 2006 – side 6
nyliberalisme.dk
Jakob Nerup
Nyliberalismen sætter profitten højere en mennesket, og det er ikke kun i den 3. verden at profitjagten hærger. Jakob Nerup ser her nærmere på nyliberalismens fremtog i Danmark.
Gymnasieelevernes organisation, DGS, og de pædagogstuderendes PLS har i årevis taget del i kampen mod angreb på deres uddannelser. Billedet her er fra en uddannelsesdemonstration, oktober 2004.
Da Anders Fogh Rasmussen fremlagde regeringens velfærdsreform, var han sikker på, at de vigtigste elementer allerede havde flertal i folketinget. Et velfærdsangreb, der er kombineret med forandringen af uddannelsessystemet, som samlet set kaldes “globaliseringsstrategien“, og endnu et angreb på indvandrere og flygtninge. En politik, som klarest kan defineres som den skinbarlige nyliberalisme.
Fogh forklarede i et stort interview til Politiken, at man har foretaget et langt tilløb og ikke er kommet som en tyv om natten:
“Jeg tror, at en del af forklaringen på, at vi i dag står med bred enighed om, at der skal ske noget, også skyldes, at der over et lidt længere forløb er sket en holdningsændring i den danske befolkning. Nemlig i retning af, at man ikke bare kan bede det offentlige om at løse alle opgaver. I dag siger folk i højere grad: Vi må også tage ansvar for vores eget liv. Det er ikke statens ansvar alt sammen. Her er du i hvert fald inde på et grundlæggende skred i værdierne og opfattelsen i det danske samfund.“
Mange i Danmark har indtil nu haft den forestilling, at nyliberalisme først og fremmest er noget, der foregår ude i verden. Det lille Danmarks velfærdssystem er ikke grundlæggende truet af nyliberalistiske privatiseringer, offentlige besparelser og massiv deregulering. Arbejderklassens lønninger og fagforeninger har ikke været udsat for et generalangreb, som Margaret Thatcher og Ronald Reagan gjorde det i 80’ernes England og USA. Men det er en falsk forestilling, som leder til passivitet og accept.
Overdanmark har aldrig accepteret velfærdsreformerne fra 70’erne. Erhvervslivets organisationer har offensivt propaganderet for skattenedsættelser til de velhavende, for mindre regulering af erhvervslivets markeds-jagt og for at droppe al det demokratiske fis om bredde i uddannelsessystemet. De har aldrig syntes om fuld beskæftigelse, en rimelig bistandshjælp eller mindsteløn. Men de har ikke haft styrken til at gennemføre deres holdninger på én gang, sådan som Thatcher gjorde det. I stedet hat de valgt det lange træk, hvor arbejderklassen ikke er udfordret frontalt, men langsomt nedbrudt. Det betyder ikke, at de er passive, tværtimod.
Danmarks i særklasse stærkeste lobby-organisation er Dansk Industri (DI), som er brancheforening for de danske multinationale koncerner såsom Mærsk, Novo, Arla, Danisco, Carlsberg og ISS. DI har kørt en stort anlagt globaliseringskampagne i de sidste 4 år, og den har nøjagtig de samme argumenter og forslag til nyliberale love, som regeringen og folketingets flertal har gennemført. De er de usynlige penneførere bag regeringen. Og de har haft succes – for uligheden vokser, de fattige presses, mens de riges luksus vokser, og de multinationales overskud forøges.
Nyliberalisme i 25 år
I praksis har der været ført nyliberalistisk politik i Danmark i snart 25 år, men blot i forskelligt tempo. I Danmark kom den borgerlige Schlüter-regering til magten i 1982 og startede den lange march med at tilbagerulle de progressive reformer fra 70’erne. Her begyndte de første angreb på dagpengene, økonomistyringen af uddan-nelsessystemet og et stop for velfærds-udviklingen. Da Nyrup og Lykketofts socialdemokratiske regering kom til i 1993, blev der skruet mere op for nyliberalismen. De offentlige besparelser blev systematiseret, så der årligt skulle spares 2-3 pct. på alle offentlige budgetter, og skatten blev lempet for virksomhederne, mens formueskatten for de rige forsvandt. Nyrup og Lykketoft satte kul på privatiseringen af store offentlige institutioner som TeleDanmark, busdriften, færgerne, Øresundsbroen og mange flere. Nyrup støttede helhjertet den nyliberale udvikling af EU, og dansk udenrigspolitik i WTO og IMF var imod de fattig og til fordel for de multinationale koncerner.
Anders Foghs regering har sat turbo på nyliberalismen og har siden 2001 gennemført store angreb på velfærden, og det lægger han ikke skjul på: “... hvor omfattende reformer der er gennemført, i løbet af de fem år vi nu har siddet som regering ...“ (Politiken 9. april 2006). Og det er jo heller ikke småting, den borgerlige regering har væltet ned over hovederne på os: skattestop og bolig-gevinsternes himmelflugt, den asociale udligningsreform, strukturreformen, som skal centralisere og privatisere kommunernes opgaver, de stadige stramninger af regler og sanktioner over for samfundets svageste på bistand og andre overførselsindkomster for blot at nævne nogle af de værste.
Den nyliberale voldtægt af uddannelsessystemet
Et helt kapitel for sig er de gennemgribende forandringer af det danske uddannelses-system over de sidste 5 år. Reformer, som alle er vedtaget sammen med de radikale, socialdemokraterne og SF. Her er nyliberalismen braget igennem med fuld gen-nemslagskraft. Universiteterne er blevet selvejende institutioner, hvor erhvervslivets spidser kontrollerer bestyrelserne og laver kontrakter med regeringen om øget specialisering og fokus på eliten. Universiteterne er blevet afdemokratiseret og den sociale rekruttering gjort endnu skævere gennem SU-stramninger og fjernelsen af kvote 2. Forsk-ningen skal orienteres mod de multi-nationale firmaers behov, mens midlerne skal betales af pengene fra angrebet på efterlønnen.
Gymnasiereformen vil betyde en opdeling i elite og bredde med store geografiske og sociale udsving. Også her kommer sponsorering og selveje til at betyde erhvervslivets indmarch i undervisningen. Pædagogerne har fået ødelagt deres uddannelse, og hele deres fag er under angreb for at gøre dem og deres fritidshjem og børnehaver til skolehjælp frem for leg og liv. Folkeskolen er blevet massivt udsultet, når det gælder bygninger og lærertimer. I stedet har man omdannet folkeskolen til en ensidig jagt på boglig viden om dansk, matematik og danskhed formidlet gennem historie, dansktimer og kristendom. Skolelærerne er blevet offentlige skydeskiver, og årlige test skal udstille de svage.
De største grupper af unge fortsætter i ungdomsuddannelser, som teknisk skole og handelsskolen, hvor enorme besparelser har medført kæmpeklasser, daglige aflysninger af timer og et massivt frafald. De bogligt svigtede efterlades uden muligheder, og det forstærkes nu af planerne om at niveaudele eleverne på de tekniske skoler. Og samtidig er der fortsat en stor mangel på praktikpladser.
Det brutale værdiskred
Den holdningsændring, Anders Fogh taler om, der er sket i den danske befolkning, er en sandhed med modifikationer. For det store værdiskred er først og fremmest foregået i magtens strukturer og ikke i befolkningen. De fleste danskere mener, at efterlønnen skal bevares, og at skatten skal betales. De fleste ønsker velfærd og et gratis offentligt system, der er socialt afbalanceret, så arbejdsløse og syge ikke overlades til at gå for lud og koldt vand. Et velfærdssamfund, som bygger på solidariske og humanistiske værdier, ønskes af flertallet.
Men iblandt den velhavende femtedel af befolkningen, som har de fede job med udvikling og indflydelse på beslutningerne, er skredet markant. De har omfavnet nyliberalismen og de værdier, som bæres frem af den. Der findes faktisk ikke nogen avis eller noget landsdækkende elektronisk medie i Danmark, som grundlæggende er uenig med regeringens udgangspunkt i velfærdsangrebet. Alle har formidlet myten om ældrebomben, om globaliseringstruslen, om uddannelsesbehovet, om nødvendigheden af konstante besparelser og øgede priva-tiseringer. Markedets logik bliver ikke modsagt i sin helhed, og dermed er flertallet i befolkningen overladt til sig selv. Vores kollektive viden, diskussioner og ideologier udtrykkes og formidles af de organiseringer, som springer ud af arbejderklassen, flertallets, behov. Det er de politiske partier Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Det er fagbevægelsen og studieorganisationer. Det er bevægelser og NGO’ere. Også her har nyliberalismen fået overtaget enten gennem direkte kopi af nyliberal politik eller en passiv accept af præmissen.
Socialdemokraterne har som deres europæiske søsterpartier overtaget nyliberalismen som ideologi. Tony Blair formu-lerede det som den 3. vej, hvor privatiseringer, deregulering og nedskæringer blev iklædt sociale fraser og spin om modernisering. Nyrup tabte valget til Fogh på det i 2001, og Lykketoft gentog det i 2005, men Helle Thorning-Schmidt har gjort Socialdemokraterne til et endnu mere nyliberalistisk parti, som vælgerne svigter. SF er, trods deres sociale og humanistiske profil, også gået med et stykke af vejen. SF har støttet privatiseringer og offentlige besparelser. De har lagt stemmer til uddannelsesreformerne og indgået en pagt med Fogh om at få danskerne til at stemme ja til EU’s nyliberale forfatningstraktat. Den eneste virkelige blomst i denne buket er Enhedslisten, som konsekvent har stået imod alle de nyliberale reformer og aftaler. Men summen er, at venstrefløjen politisk og ideologisk ikke har været noget alternativ, og at de største partier har løbet med. Det har gjort os alle meget sårbare over for argumenter og propaganda fra Fogh og hans håndgangne medier.
Fagbevægelsens svigt
Partier kan man altid skifte ud. Det er langt sværere med fagforeningen og studieorga-nisationen. Derfor er svigtet også langt hårdere, når de accepterer nyliberalismen og dermed grundlæggende svigter deres egne medlemmer. De værste er ubetinget LO med formanden Hans Jensen og næstformand Tine Aurvig-Huggenberger i spidsen. LO har som fagbevægelsens samlede organ en særlig forpligtigelse til at være alle arbejderes talerør og pressionsorgan over for erhvervslivet og folketinget. Den opgave har de svigtet på det skammeligste under Fogh. De har erklæret, at de ikke er i opposition til rege-ringen.
De har formuleret, at de er enige i velfærdskommissionens rapport og støtter det socialdemokratiske angreb på efterlønnen. De optrådte sammen med arbejds-giverne som en del af Foghs plan for en velfærdsreform med aftalen om efteruddannelse betalt af arbejderne over overenskomsten. En lang række topledere i fagbevægelsen, f.eks. HK, 3F og Metal har accepteret angrebet på efterlønnen, og kun FOA's Dennis Kristensen har sagt fra. Det betyder, at Danmarks 2 millioner organiserede lønmodtagere ikke har noget politisk talerør, der ideologisk og konkret kan gendrive nyliberalismen.
De studerende er bedre stillet, men med store udsving. Gymnasieelevernes organi-sation, DGS, og de pædagogstuderendes PLS har i årevis taget del i kampen mod angreb på deres uddannelser, men specielt DGS har haft store anfægtelser over for en politisering af deres kampe, hvilket har medført, at de ikke er i total opposition til regeringen og heller ikke officielt afsværger nyliberalismen. I den absurde og tragiske ende af skalaen befinder de universitetsstuderendes DSF sig. Denne organisation er aldrig at finde i protest-demonstrationer eller i koret mod de nyliberale forandringer af det danske uddannelsessystem. De mener ganske som LO, at der ikke er noget grundlæggende problem. Når studieorganisationerne ikke for alvor tager livtag med nyliberalismen og Fogh, så forklarer det, hvorfor de sidste års radikale forandring af uddannelsessystemet ikke har fået større modstand.
Det mest brutale værdiskred er racismen og islamhetzen, som har store menneskelige konsekvenser. Flygtninge holdes i årevis indespærret i lejre og ude af Danmark. Indvandrere diskrimineres og holdes uden for arbejdsmarkedet, mens de gøres ansvarlige for fremtidens velfærd. De er allerede udnævnt til syndebukke, hvis der kommer flere angreb på velfærden. Deres kulturelle og religiøse rødder undertrykkes og udsættes for en enorm hetz. I forskellig grad har venstrefløjen og fagbevægelsen accepteret denne side af nyliberalismen ved at være tavse eller direkte tage del i hetzen.
Nyliberalisme er ikke blot en økonomisk politik. Det er klassepolitik med sociale konsekvenser, og derfor er der brug for syndebukke og afledning. I Danmark er det indvandrerne, flygtningene og muslimerne, som dagligt betaler prisen for det brutale værdiskred.
---
Socialistisk Arbejderavis anbefaler
“Hvis det ligner klassekamp, og hvis det føles som klassekamp, så skal vi kalde det for klassekamp. Og så skal vi føre klassekamp den anden vej.“ Sådan opsummerer David Harvey, forfatter til bogen A Brief History of Neo-Liberalism, sit syn på de ny-liberalistiske angreb, som en lille elite i lande verden over retter imod velfærd og sociale rettigheder.
Bogen er udgivet på forlaget Oxford University Press, og kan købes på www.amazon.com.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed