Socialistisk Arbejderavis
Nr. 256 – 17. maj 2006 – side 1
Frankrig viser vejen – strejker kan stoppe velfærdsforringelserne
Strejke for velfærd
Jakob Nerup
Lad os antage at der står 100.000 på Christiansborg d. 17. maj. Stemningen er fantastisk og alle er parate til at fortsætte kampen dagen efter. Men ak nej. De faglige talere og studenterlederne nøjes med at udslynge eder mod regeringen, men vil ikke yderligere aktion. I deres optik er demonstrationen en markering, som skal lægge pres på politikerne, men så heller ikke mere.
2. maj demonstrerede op mod 60.000 elever og studerende mod Bertel Haarders planer om at afskaffe gruppeeksamen – mon ikke de er på gaden igen den 17. maj for at fortsætte kampen. (Foto: Pamela Juhl, copyright)
For andre ser optikken anderledes ud. Vi der har taget ved lære af de franske arbejderes og studerendes sejr, ved at vi ikke kan nøjes med en demonstration efter fyraften. Vi ved at der mobiliseres endnu mere og at der skal besættes og strejkes. For kun når der strejkes kommer flertallet af arbejdere i bevægelse og kan dermed lægge det maksimale pres på politikerne. I første omgang vil en advarselsstrejke for alvor sætte politikerne under pres og deres egentlige sårbarhed vil tone frem, nemlig at det os som får maskinerne, busserne, børnehaverne, kontorerne og medierne til at fungere. Når vi strejker, så lukker de.
Derfor er det enkle svar på spørgsmålet om, hvordan vi skal knække Folketingets flertal, at vi skal organisere en politisk strejke fra neden. Vi ved at fagtoppen ikke foreslår det af sig selv, og at kun et fåtal modvilligt vil bakke op.
Vi ved at hvis venstrefløjens faglige ledere ikke stiller sig på talerstolen og argumenterer for en politisk strejke, så er der mange, som ikke tror at det kan lade sig gøre. Derfor er det afgørende at venstrefløjen med Enhedslisten i spidsen agiterer for en politisk strejke som det eneste våben vi har og som det vi skal bruge, når regeringen har samlet partierne i en aftale om at angribe velfærden.
Demonstrationer og protestmøder med tusinder af deltagere er enormt vigtige momenter i at mobilisere og vise fælles styrke. Det kan øge selvtilliden hos dem der tvivler på at vi er mange nok. Men det flytter højest et enkelt Socialdemokratisk folketingsmedlem, ikke flertallet på Christiansborg. Derfor er diskussionen om brugen af en politisk strejke så vigtig. Den kommer jo ikke af sig selv eller opstår spontant ud af intet. Nogen må organisere og sprede ideen. De må skabe diskussionen ude på gulvet og skabe en demokratisk proces, hvor presset vokser fra neden og fagtoppen udfordres.
Frankrig og vores egen historie viser os at den kan lade sig gøre.
Vi strejker også i Danmark
Fogh og medierne påstår at danskerne ikke er som franskmændene, og at vi aldrig kunne finde på at strejke og besætte. Men det er noget sludder opfundet til lejligheden. For den danske arbejderklasse har store strejker bag sig, også i det sidste tiår. I 1998 var der en overenskomst strejke, hvor 400.000 industriarbejdere strejkede i 2 uger. I 1995 strejkede 250.000, på opfordring af de græs-rodsorganiserede støtte-komiteer, i en overens-komststridig strejke til støtte for Ri-bus-chaufførerne, der var blevet fyret på grund af udlicitering af busdriften i Esbjerg.
Under Påskestrejken i 1985, strejkede op mod 1 million arbejdere mod et regeringsindgreb i overenskomsten i 10 dage. Strejken lammede Danmark gennem sit enorme omfang og med blokader af arbejdspladser, transport og for en enkelt dag, Christiansborg. Desværre endte strejken i ingenting fordi fagbevægelsens venstrefløj sendte arbejderne hjem med besked om at stemme anderledes ved næste valg og indhente tabet ved de lokale lønforhandlinger. I 1974 væltede majstrejker en borgerlig regering af Venstre og Radikale.
Vi er flertallet
Medierne omtaler altid flertallet som synonym med mandatfordelingen i Folketinget. Når de fortæller os at der er et solidt flertal for velfærdsforringelser, så taler de om Folketingspolitikerne og ikke vælgerne. Og det burde de, for vi mener noget helt andet.
Hvordan omsættes et flertal i meningsmålinger til at overtrumfe Folketinget? En nøglefaktor er en forståelse af, at flertallet i befolkningen ikke er tilfældigt, men baseret på den kends-gerning at langt hovedparten af befolkningen i Danmark er arbejdere og studerende. Et enkelt blik på, hvor danskerne er organiseret og placeret fortæller alt.
Den danske fagbevægelse, gennem paraplyerne LO, FTF og AC, tæller til sammen mere end 2 millioner medlemmer. Og selv om bare 10 % af dem er højtlønnede akademikere, ledere eller selvstændige, så er der stadig 1,8 millioner arbejdende tilbage. De har ingen som helst interesse i Foghs angreb.
Det samme kan man også sige om langt den overvejende del af de 800.000 som er udenfor arbejdsmarkedet på efterløn, kontanthjælp, førtidspension eller understøttelse. Langt hovedparten af den 1 million studerende er børn af arbejderklassen, hvis vi dermed forstår de 80% af befolkningen som ovennævnte udgør.
Selv om halvdelen er børn i folkeskolen, så er der stadig ½ million studerende som rammes af Foghs angreb.
Til sammen er vi mere end 3 millioner og så syner Folketingets 179 mandater af meget lidt.
---
Det mener danskerne
· 2 ud af 3 danskere ønsker at efterlønnen skal bevares.
· 94 % af socialdemokratiets vælgere ønsker efterlønnen bevaret.
· 3 ud af 4 danskere mener at folkepensionen skal bevares på de 65 år.
· 52 % Siger nej til regeringens bud i velfærdsreformerne på opstramninger i SU-systemet.
· 59 % er imod halvering af dagpenge for 25-29 årige.
· 2 ud af 3 medlemmer af 3F er imod indslusningsløn for indvandrere, fordi indvandrere vil føle sig mindre værd.
Se også:
SAA 256: Det mener vi: Afgørelsens time
SAA 256: Interview: “Derfor blev jeg aktiv”
SAA 256: Arbejderklassen: Patienten ud af sygesengen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed