Socialistisk Arbejderavis
Nr. 259 – 6. september 2006 – side 8
Ny bog: John Rees: “Imperialism and resistance“
Imperialisme og modstand
Martin B. Johansen
Er det muligt at skabe mening og sammenhæng i verden anno 2006 – en verden, der sønderrives af krige, katastrofer og en tilsyneladende ustoppelig USA-imperialisme, der optræder mere og mere aggressivt i verdens brændpunkter?
John Rees giver i sin nye bog, “Imperialism and Resistance“, et virkeligt overbevisende bud på, hvordan verden har udviklet sig økonomisk og politisk siden Anden Verdenskrig med speciel vægt på de sidste 25-30 års økonomiske nyliberalisme og politiske nykonservatisme.
Efter at have læst bogen står det ret klart, at små og store begivenheder i verden hænger sammen. Ikke blot på det overordnede teoretisk-abstrakte plan, men også meget mere konkret. Forstået på den måde, at når for eksempel den israelske hær smider klyngebomber over libanesiske landsbyer, så hænger det ret direkte sammen med den strategi, som USA’s regering og militær har for udviklingen i Mellemøsten.
Man skal tænke tilbage på, hvad regeringsledere som Bush, Blair og Anders Fogh Rasmussen brugte som argumenter for at invadere Irak i 2003. Hovedargumentet var selvfølgelig de berygtede masseødelæggelsesvåben. Men efterhånden som disse våben viste sig at være ikke-eksisterende, så var undskyldningen, at verden var sluppet af med en brutal diktator, og at et demokratisk Irak kunne blive flagskibet for en demokratisering af hele Mellemøsten.
Men modstanden mod besættelsen af Irak truer i stigende grad med at udstille USA’s planer om at indføre demokrati gennem militær tvang som et rent ideologisk tågeslør, der kun gælder, så længe det er USA-venlige politikere, der bliver valgt. For i lande som Palæstina, Ægypten, Irak og senest Libanon er det de islamistiske og USA-fjendtlige partier, der har vundet de seneste valg. Og specielt Hizbollahs indtræden i den libanesiske regering er en torn i øjet på Bush.
Så ud over at tjene som murbrækker for et senere angreb på Iran var USA’s helhjertede støtte til Israels krig mod Libanon i juli måned også et forsøg på at standse islamisternes fremgang i Mellemøsten og derigennem at bevare blot antydningen af legitimitet for den fortsatte besættelse af Irak.
Denne sammenhæng mellem små og store begivenheder – at udviklingen på verdensplan griber direkte ind i udviklingen i de enkelte lande og omvendt – er et underliggende tema i Rees’ bog. Det betyder, at bogen på den ene side er en yderst detaljeret gennemgang af de sidste 50 års politiske og økonomiske udvikling globalt, og på den anden side præsenteres vi undervejs for en lang række teoretiske input, f.eks. om statskapitalismen i Østblokken i efterkrigstiden, om våbenindustriens betydning for at fastholde det økonomiske opsving i samme periode, om forskellen på borgerlige og socialistiske revolutioner og så videre.
I bogens indledning antyder forfatteren, hvor han vil hen:
“Jeg har den moderne tids “dobbelt-helix“ afsløre sig selv. Nyliberal økonomi og den nykonservative militære strategi slynger sig ind i hinanden. Berlin-murens fald åbnede Østblokken for Vestens markedsøkonomi, samtidig med at den tillod USA og dets allieredes militær at agere sikkerhedsvagter. Men overalt, også i de vestlige hjemlande, har der udviklet sig en fornyet modstand mod denne virus. På alle kontinenter er der vokset enorme bevægelser frem i opposition til privatisering, liberalisering og globalisering.“
I bogens første halvdel giver Rees et overbevisende bud på en kortlægning af denne dobbelt-helix, dvs. spiraler, der er viklet ind i hinanden. Hans grundlæggende antagelse om verdensøkonomien er, at USA er den dominerende supermagt, men en magt, som er i relativ tilbagegang i forhold til andre nationaløkonomier trods landets overvældende militære dominans:
“Efter afslutningen af Den Kolde Krig har USA befundet sig i en situation af militær overlegenhed, som er uden sidestykke ... Invasionen af Irak i 2003 har imidlertid medvirket til at understrege grænserne for USA’s magt. Disse grænser er til dels resultatet af modstanden mod USA’s koloniale besættelse både i Irak og andre steder i verden. Men grænserne er også påtvunget af den relative økonomiske svaghed, som USA har befundet sig i gennem det halve århundrede siden Anden Verdenskrig.“
Aktuelt er det Europa, Japan og Kina, som truer USA på det økonomiske område – på længere sigt vil lande som Indien, Rusland, Mexico og Brasilien også blande sig i kapløbet. Det er karakteristisk for perioden siden Berlin-murens fald, at USA i stigende grad bruger sin militære overlegenhed for at forsvare tilbagegangen i den militære konkurrence. Og netop denne udvikling gør verden til et stadigt farligere sted.
Bogens anden hovedtese møder vi også allerede i indledningen, hvor Rees beskriver “den moderne verdens tre titaner“, dvs. giganter:
“Der er tre store magtcentre i den moderne verden. Der er nationalstaterne, den internationale økonomi samt de arbejdende masser, som alle stater, hære og erhvervsvirksomheder i sidste ende er afhængige af. Mange af de vigtigste begivenheder i den moderne verden finder sted, hvor disse tre kræfter kolliderer.“
Der er to vigtige pointer i dette: For det første kan ingen være i tvivl om, at den internationale økonomi i form af globalisering og multinationale selskaber besidder en enorm magt. Mange konkluderer ligefrem, at den internationale økonomi har taget magten fra nationalstaterne, og at enhver stat, der ikke underlægger sig globaliseringens krav, er dømt til undergang. Dette er et fælles tema hos både borgerlige og socialdemokratiske regeringer verden over, men også på venstrefløjen kan man møde opfattelsen.
Men John Rees har to væsentlige indvendinger. Dels udgør de enkelte statsapparater en væsentlig del af hvert lands samlede økonomi – i Danmark står den offentlige sektor for omkring halvdelen af bruttonationalproduktet. Da den offentlige sektor sjældent kan flyttes til områder med billig arbejdskraft, så slås alle statsledere for, at netop deres land kan klare sig i den internationale konkurrence. Dels har selv de mest magtfulde virksomheder brug for nationalstaten. De har brug for uddannet arbejdskraft, sundhedsvæsen og infrastruktur, og i sidste ende har de brug for, at en nationalstat vil sætte sin militære magt ind for at forsvare virksomhedens interesser.
For det andet er der den rolle, som befolkningen – de arbejdende, folket, masserne, eller hvordan man nu vil definere den – spiller. John Rees peger på, at uanset hvor passivt arbejderne i en periode kan forholde sig, så “tvinger rystelserne mellem staterne og i den økonomiske sfære arbejderne til at gå fra relativ politisk tavshed til at tage aktivt del i deres samfund.“
I bogens længste kapitel gennemgår Rees revolutionerne fra de første borgerlige i 1600-tallet til de seneste i Ukraine 2004 og Kirgisistan 2005. Det gennemgående tema i hans gennemgang er, at de mest radikale krav om demokrati, lighed og retfærdighed altid er kommet nedefra – og at stabile forandringer i et land altid først kommer, når folk selv har kæmpet for dem. Dette er også en kommentar til det, han kalder “demokratisk imperialisme“ – dvs. folk, der mener, at militær invasion kan være nødvendig for at fjerne et brutalt diktatur og give magten over til befolkningen. Problemet er, at i disse tilfælde er det altid invasionshæren, der ender med at sidde med magten i hænderne, således som udviklingen i Irak viser.
Samtidig slår Rees fast, at opbygningen af befolkningens egen kamp altid tager tid. Det kan tage år eller årtier at opbygge den folkelige opposition til et punkt, hvor den for alvor går til kamp for grundlæggende sociale eller demokratiske forandringer. Dette kan være svært at se, hvis man begrænser sig til en kort tidsramme, men når man som John Rees opererer med et meget langt historisk perspektiv, kan man tydeligt se, hvordan modstanden nedefra udvikler sig.
Dette er et vigtigt budskab til den antikrigs- og antikapitalistiske bevægelse, der har udviklet sig siden 1999. Der er ikke tale om en her-og-nu-bevægelse med begrænset levetid, men om en dybtgående reaktion på 25 års nyliberalistisk offensiv og politisk konservatisme. Den bevægelse, vi ser, er kun begyndelsen.
Martin Bagge Johansen
Imperialism and Resistance
John Rees
265 sider
Forlag: Routledge
Kan købes på modstand.org">http://www.modstand.org/bts/btstitel.asp?titel=509">modstand.org
Pris: 150 kr.
Se også:
SAA 259: Fem år efter World Trade Center
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed