Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 260 – 27. september 2006 – side 2

Hvilken vej frem for velfærdskampen?

Jesper Juul Mikkelsen

17. maj var et vendepunkt der viste os at arbejdere og studerende er parate til at forsvare velfærden. Det var den største massedemonstration siden påske-strejkerne i 1985. Denne demonstration bekræfter billedet af, at vi som venstrefløj kæmper sammen med flertallet af danskerne. Ligesom i modstanden imod krigen er et flertal af danskerne imod regerings afmontering af velfærden. Og at kampviljen er der – det viser de omfattende pædagogstrejker i flere jyske byer. Vi befinder os altså i en periode, hvor vi har alle muligheder for at venstrefløjen kan komme i offensiven.

17. maj var et vendepunkt der viste os at arbejdere og studerende er parate til at forsvare velfærden. Det var den største massedemonstration siden påske-strejkerne i 1985. Denne demonstration bekræfter billedet af, at vi som venstrefløj kæmper sammen med flertallet af danskerne.

17. maj var et vendepunkt der viste os at arbejdere og studerende er parate til at forsvare velfærden. Det var den største massedemonstration siden påske-strejkerne i 1985. Denne demonstration bekræfter billedet af, at vi som venstrefløj kæmper sammen med flertallet af danskerne.

Men venstrefløjen er ikke i offensiven og de store muligheder bliver ikke udnyttet! Regeringen fik lov til at indgå et velfærdsforlig som slagtede efterlønnen. Fogh ryster endnu ikke på hånden når han sender danske soldater i krig, og da Muhammedkrisen rullede kunne den havde skadet regeringen afgørende, men muligheden blev ikke udnyttet.

Folk der var på gaden 17. maj var på gaden for at stoppe angrebene på velfærden, og hvis vi havde afholdt en afstemning blandt deltagerne om vi skulle fortsætte og intensivere kampen havde svaret været et rungende JA! Et ja der ville havde fået ruderne til at ryste både på Christiansborg og i fagbureaukraternes kontorlokaler.

Problemet er netop at folk ikke bliver spurgt. På den store konference 2. september som blev afholdt i forbindelse med velfærdskampen var alle beslutninger aftalt på forhånd. Mulighederne for at diskutere noget sammen var nærmest ikke til stede. Der var ikke mange som udfordrede fagtoppen og socialdemokraterne på spørgsmålet om efterlønnen, og der var ingen mulighed for at diskutere næste skridt i vores kamp. På genstart Danmark konferencen ville de unge ledende social-demokrater ikke støtte forslaget om en national demonstrationsdag.

Det komme dog ikke som nogen overraskelse at socialdemokraternes top har de holdninger som de har. Det virkelige problem er at store dele af den faglige – og studenterpolitiske venstrefløj opfatter enheden med socialdemokraterne som det samme som at venstrefløjen skal underlægger sig socialdemokratiets politik.

Nogen vil sige: “Jamen venstrefløjen kan ikke indkalde til demonstration alene“, det er heller ikke målet. Hvad vi kan er i langt højere grad at være med til at definere rammerne for den fælles bevægelse. Det gjorde vi da vi startede antikrigs-bevægelsen i 2003 og socialdemokraternes top følte sig presset til at gå med, da deres medlemmer og vælgere var imod krigen. På den store demonstration d. 17 maj var det venstrefløjens politik, der passede til det folk ville, men venstrefløjen undlod at sige noget om vejen frem selvstændigt. I stedet for underlagde man sig socialdemokraternes linje og på den måde sikrede man, at kampen ikke kunne fortsætte fælles.

Hvis venstrefløjen ikke definere sit eget perspektiv vil fagtoppen og socialdemokraternes top dominere. De holder sig ikke tilbage fra at definere hvad vi ikke skal gøre som bevægelse eller fra direkte at bremse bevægelsen.

Men det har intet med enhed at gøre bare at underlægge sig socialdemokraterne. Hvad er det man har opnået ved at holde sin kæft og undlade at tage den offentligt debat? Man har kun opnået at fagbureaukraterne og socialdemokraterne har kunne stoppe de fælles initiativer. Det er socialdemokraterne der har brudt enheden og det kunne de gøre, fordi venstrefløjen har undladt at formulere sig om deres eget perspektiv for kampen.

Dette efterlader en bevægelse der er overladt til at kæmpe kampene lokalt og derved er chancen for at vi taber øget markant.

Men denne situation behøver ikke være en permanent situation i fremtiden. Kampgejsten er for alvor tilbage i den danske arbejderklasse og blandt de studerende, men vi vil stå over for de samme problemer med et tandløst lederskab hvis ikke vi opbygger et netværk af aktivister.

Vi skal have et netværk som er forankret lokalt, er bygget op fra neden og som demokratisk kan diskutere vejen frem. Krigsmodstanden kan her spiller en helt central rolle da det er muligt at gøre krigsmodstanden til en permanent bevægelse som kan arbejde lokalt udenom de faglige ledere. Vores opgave er at opbygge en stærkere venstrefløj indenfor bevægelsen så vi, næste gang bevægelses retning skal afgøres, kan sætte en anden kurs end den nederlagskurs der bliver sat i dag.

Derfor kan en genrejsning af krigsmodstanden blive det redskab som kan gøre den afgørende forskel ved de næste store kampe imod Fogh.

Se også:
SAA 260: Enhedslisten har ordet: Vi skal være 10.000
SAA 260: Enhedslisten har ordet: Vi skal være 10.000

Flere artikler fra nr. 260

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Velfærdskampe 2006

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 2316 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside