Socialistisk Arbejderavis
Nr. 260 – 27. september 2006 – side 8
Mellemøsten
Hvornår kommer revolutionen?
Phil Marfleet
Hvornår kommer revolutionen?“ Det spørgsmål stillede journalisten Robert Fisk for nylig i forbindelse med nogle overvejelser over konsekvenserne af den uro, som Israels krig mod Hizbollah ville få for den arabiske verden.
En plakat fra Libanon i 1970‘erne kalder til kamp mod Israel.
Magthaverne i de arabiske lande er blevet mere urolige, sagde han, mens folket har fået mere selvtillid – og en mulig konsekvens kunne være radikale forandringer i regionen.
I Libanon stod hæren i høj grad på standby, mens det var op til Hizbollahs guerillakrigere at kæmpe mod invasionen. Det betød, at der i Libanons landsbyer og slum blev født en bevægelse, som med succes kæmpede mod Mellemøstens stærkeste militærmagt.
Hvad er formålet med at have en regering og et militær i Libanon, som ikke er i stand til at kæmpe mod en besættelse af landet?
Hvorfor lytte til taler om demokrati efter amerikansk forbillede, når modstanden har vist sig i form af en guerilla bestående af arbejdere og skolelærere?
Den libanesiske stat var stort set fraværende under besættelsen. Også andre arabiske stater trådte i baggrunden.
Millioner af mennesker har noteret sig, hvor inaktive deres politikere og ledere forholdt sig under Israels nedslagtninger, og de er kommet til den konklusion, at deres regimer er en del af den politiske krise, som dominerer regionen.
I Egypten var der daglige demonstrationer til støtte for modstanden i Libanon – og i opposition til Hosni Mubaraks regime.
I Cairo lød slagordene: “Længe leve Libanon og Palæstina“, “I dag Libanon – i morgen Egypten“ og “Ned med Mubarak“.
Demonstranterne løb en risiko. Mubarak har et langt synderegister med brutale angreb på folkelige protester.
Protesterne har dog ikke kun været et hovedstadsfænomen – der var demonstrationer i Fayoum syd for Cairo, i den nordlige by Mansoura med 20.000 deltagere samt i provinsen Beheira.
For de egyptiske demonstranter er Mubaraks sammensværgelse med USA og Israel direkte forbundet med hans indenrigspolitik.
Mubarak laver aftaler med en israelsk stat, som tyranniserer palæstinensere og libanesere, samtidig med at han hæver priserne på basale fødevarer og brændsel. Dette er resultatet af Mubaraks loyalitet over for den neoliberalistiske politik, som USA insisterer på at gennemføre på verdensplan.
Derfor lød et andet af demonstranternes slagord: “Hverken Verdensbanken eller CIA skal bestemme over os.“
Mubarak-regimet er afgørende for USA’s planer om et “nyt Mellemøsten“ – Bush ønsker sig tilsvarende føjelige regeringer i Irak, Iran og Syrien. Men eksemplet Egypten viser, at USA’s planer er en trussel mod alle folk i regionen.
Flertallet af egyptere foragter Mubarak. Han og hans medsammensvorne “fat cats“ er under voksende pres fra en demokratibevægelse, der omfatter alle politiske strømninger og har spredt sig op i statsapparatet. Selv blandt dommere er der modstand mod regimets korruption.
Er dette en model for et nyt, “demokratisk“ Mellemøsten – eller er det de omstændigheder, under hvilke en anden form for forandring kan finde sted; en, der udfordrer imperialismen og dens kæledægge, Israel?
I midten af 70’erne havde USA’s strateger ubegrænset tillid til en anden favoriseret allieret, Shahen af Iran. De forsynede ham med våben og uddannede hans enorme undertrykkelsesapparat.
I 1977 begyndte protesterne blandt de fattigste i Irans byer. Shahen blev afsat af en massebevægelse 18 måneder senere.
Hele samfundet rejste sig imod tyranniet. Der var lange strejker anført af oliearbejdere, hvis styrke lammede regimet.
Sådanne forandringer kan finde sted i både Egypten og andre steder i regionen – især i Golfen, hvor provestlige regimer klynger sig til magten uden så meget som at foregive nogen form for demokratisk indflydelse.
Men begivenhederne kan også tage en anden retning, som det viste sig under den sidste bølge af radikale masseaktioner tværs over den arabiske verden.
I 1987 indledte palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden en intifada imod den israelske besættelse. I løbet af få dage udløste det solidaritetsdemonstrationer i Libanon, Jordan, Bahrain, Tunesien og Irak.
I Sudan udbrød en generalstrejke. I Egypten krævede tekstilarbejdere i Mehalla al-Kubra, at regimet afbrød forbindelserne til Israel og USA. Under kampe med politiets særlige antioprørs-enheder krævede de, at Mubarak gik af.
De egyptiske ledere forstod hurtigt, hvilke konsekvenser det kunne få, efterhånden som bevægelsen bredte sig til industribyerne. Indenrigsministeren erklærede: “Jeg vil afskære enhver fod, som forsøger at tage del i demonstrationerne.“
Men protesterne fortsatte i ugevis og blev mødt med stigende magtanvendelse, indtil hæren og politiet fik genvundet kontrollen.
Det egyptiske regime overlevede, men snart bredte bevægelsen sig tværs over Nordafrika. I Algeriet udråbte tusindvis af demonstranter en “algerisk intifada“ – optakten til en ny periode med masseprotester og strejker, som i sidste ende førte til, at regimet led nederlag ved valgene.
Sådanne begivenheder viser, hvor hurtigt solidaritetsbevægelser som dem i forbindelse med Palæstina og Libanon kan rette opmærksomheden mod den uretfærdighed, som de protesterende selv udsættes for, samt på behovet for forandring.
Men deres udfald er tæt forbundet med den strategi, som deltagerne vælger. Er de som i Iran besluttet på at fjerne et tyrannisk styre?
Er de i stand til at brede bevægelsen ud fra små aktivistgrupper til den brede befolkning? Hvad er deres forbindelse til arbejderbevægelsen og dens magt til at frembringe radikale forandringer?
Set i lyset af den iranske revolution er der også andre spørgsmål, som arabiske aktivister må stille. Kan de medvirke til at stimulere en massebevægelse og samtidig fastholde deres egen uafhængighed?
Kan de lære lektien af den iranske bevægelses storhed og fald, som endte med at bringe et nyt tyrannisk styre til magten?
Hvad er forholdet mellem islamistiske organisationer og de, der følger en sekulær, socialistisk strategi?
Troen på forandring vokser i hele Mellemøsten. Det afgørende spørgsmål for aktivister i hele regionen er, hvilken form den vil tage.
Imens følger Israels krigsmagere situationen i spænding.
Intet bekymrer dem mere end en demokratisk massebevægelse, som er parat til at gøre op med både deres egne magthavere og med dem, der har besat Palæstina.
Phil Marflet skriver for Socialist Worker – www.socialistworker.org.uk
Se også:
SAA 260: Mellemøstens modstandskamp
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed