Socialistisk Arbejderavis
Nr. 260 – 27. september 2006 – side 8
Mellemøstens modstandskamp
Simon Assaf
I 1950’erne og 1960’erne var der en lignende bølge af radikalisering i den arabiske verden, hvor kampen mod kolonialisme og imperialisme indvarslede en ny æra i regionen.
Under den arabiske nationalismes fane blev der sat revolutioner i gang. Det kongehus, som briterne havde påtvunget Irak, blev afsat i 1958. I Egypten tog den radikale Gamal Abdel Nasser magten på ryggen af en bølge af oprør.
Folkelige revolutioner skyllede hen over Syrien, Yemen, Libyen og Algeriet, mens Libanon og Saudi-Arabien blev rystet af opstande.
Oprørene nåede alle dele af samfundet og truede med at afsætte de koloniale regimer, som var indsat af Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig, sammen med klassen af godsejere og fabriksejere, som samarbejdede med imperialismen.
I centrum af bevægelserne stod den arabiske arbejderklasse, ofte ført an af kommunistpartierne.
Men kommunisterne, som var tæt forbundet med Sovjetunionen, afsporede bevægelsen. De skønmalede de nationalistiske bevægelser, som opstod i kampen mod imperialismen, som socialistiske bevægelser.
Det betød i Egypten, at kommunistpartiet opløste sig selv og gik ind i Nassers parti, mens det i Irak tilpassede sig det nye nationalistiske regime, før det blev nedkæmpet.
Bevægelsen, som fejede den franske kolonimagt væk i Algeriet i 1962, blev standset i 1965, da den populære uafhængighedsleder Ben Bella blev afsat ved et kup.
Al modstand mod de nye regimer blev bekæmpet, og løftet om demokrati blev erstattet af etpartistater, som var opbygget efter forbillede i den sovjetiske statskapitalisme.
Revolutionerne fejede de gamle regimer af banen, men nåede ikke at føre til radikale forandringer. Kolonialismen blev bekæmpet, men kapitalismen overlevede. De nye regimer sluttede fred med imperialismen.
I 1967 var venstrefløjen slået i jorden, mens løftet om den arabiske revolution blev ødelagt af Israel, som nedkæmpede Egypten, Syrien og Jordan i Seksdageskrigen.
Op gennem 1970’erne gennemførte regimerne en hård krisepolitik, som fremprovokerede masseprotesterne. I 1977 blev Egypten rystet af flere ugers opstande, efter at IMF havde påtvunget prisstigninger.
I løbet af 1980’erne og 1990’erne accepterede de arabiske regimer neoliberalismen. I 1988 eksploderede vreden i en masseopstand i Algeriet.
Desuden begyndte de arabiske revolutioners arvtagere at privatisere statsejede virksomheder – de nye ejere blev hentet blandt statsbureaukraterne og deres børn.
I dag praler Egypten af at have hundredvis af millionærer, mens de store folkemasser er sunket ned i dyb fattigdom. De samme gamle diktatorer, eller deres sønner, sidder stadig ved magten.
Men de bevægelser, som gav løfter om forandring for et halvt århundrede siden, nægter at dø. I 2002 gik millioner på gaden over hele regionen i protest mod Israels invasion af Vestbredden. Det var op til politiets specialenheder at nedkæmpe demonstrationerne.
Mens libaneserne og palæstinenserne kæmpede mod den israelske hær i juli og august, kunne modstandsaktivister afsløre de arabiske regimers løgne. Det er denne modstand, der kan feje regimerne af banen.
Se også:
SAA 260: Mellemøsten: Hvornår kommer revolutionen?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed