Socialistisk Arbejderavis
Nr. 263 – 6. december 2006 – side 5
Krigen i Irak
Besættelse avler vold
Alex Callinicos
Opinionen overalt vender sig i udpræget grad mod krigen i Irak. Alligevel viser hverken George Bush eller Tony Blair noget som helst tegn på at ville bøje sig for den voksende folkelige modstand. De ændrer blot deres argumenter.
Dette blev meget klart, da USA’s øverstbefalende afgav vidneudsagn til en kongreskomité. New York Times opsummerede skiftet:
“I efteråret 2005 fortalte generalerne, der stod i spidsen for Irak-krigen til Senatets forsvarskomité, at en gradvis tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra Irak var bydende nødvendig. De amerikanske troppers tilstedeværelse skabte en afhængighed blandt de irakiske sikkerhedsstyrker og viste sig dermed at give bagslag. Senere fortalte General Abizaid, leder af USAs central kommando, til selv samme komité, at de amerikanske styrker måske er afgørende for at forhindre en regulær borgerkrig i Irak, så en langsom tilbagetrækning af tropperne ville være en forkert strategi.“
Årsagerne til denne ændring er politisk. For et år siden håbede Bush-administrationen på at skære i antallet af tropper ved at skubbe irakiske politibetjente og soldater i front.
Konfronteret med den fejlslagne målsætning med henblik på “irakiseringen“ samt kravene fra det nye demokratiske flertal i kongressen om en tidsplan med hensyn til en etapeinddelt tilbagetrækning fra Irak, forsøger Bush og hans generaler at retfærdiggøre deres fortsatte besættelse af landet.
Deres argumenter må dog tages alvorligt. Selvom den oprindelige baggrund for invasionen var forkert, er der stor tilslutning til ideen om, at det eneste, der står imellem Irak og kaos, er de amerikanske og britiske tropper.
Volden i Irak kan i dag inddeles i tre hovedkategorier. Den første er guerillakampene mellem den besættende styrke og oprørsbevægelserne, som har stået på, lige siden besættelsen tog sin begyndelse.
Denne form for vold raser fortsat og truer med at eskalere. Ifølge US Defence Intelligence Agency er antallet af angreb på besættelsesstyrkerne vokset fra 70 pr dag i januar til 170 pr dag i september. Hvis besættelsen ophørte, ville denne krig også stoppe.
Den anden er de forskellige former for kriminel vold som tyverier, kidnapninger og myrderier. Disse er en konsekvens af et sammenbrud af det politiske og juridiske system i kølvandet på invasionen. Hvis en stabil irakisk stat blev genoprettet, ville dette også ophøre.
Oprør
Endelig er der den mere religiøst betingede vold, som er eskaleret siden bombardementet af Askariya-moskeen i Samarra i februar. Dette har igangsat en massiv folkevandring i Bagdad-regionen, hvor sunnier og shiaer flygter fra blandede boligområder.
CIA-chef general Michael Hayden sagde i sidste uge, at situationen i Irak pt. vidner, om at “den inter-arabiske verden kæmper med at fastslå, hvordan magten og myndighederne skal fordeles“. Men USA og Storbritannien forholder sig ikke neutrale i denne strid.
Ja, irakiske partier og deres militante fløje kæmper om magten, men besætterne spillede en helt klar rolle, da denne konflikt brød ud.
Konfronteret med udbruddet af oprøret i 2003-2004 valgte USA “del og hersk-politikken“, idet de allierede sig med shiaernes politiske ledere.
Amerikansk trænede dødspatruljer, som ofte har baggrund i dele af sikkerhedsstyrkerne, er initiativtagere til religiøse oprør. Som for nyligt da politi fra indenrigsministeriet, der er en vigtig magtposition for et af shiapartierne, kidnappede hundredvis af ansatte i ministeriet for videregående uddannelse, som var ledet af en sunni.
Besættelsesmagterne fordrejer også irakisk politik. Den langsomme tilblivelse af al-Maliki-regeringen sidste forår var i allerhøjeste grad et resultat af en fejlslagen USA-kampagne imod tilhængere af den mest radikale shia-leder, Moqtada al-Sadr, som er imod besættelsen. Og irakiske politiske kræfter kæmper nu indbyrdes om at modtage amerikansk støtte i deres interne magtkampe.
Der er ingen garanti for, at en borgerkrig i Irak ikke vil eskalere, hvis USA og Storbritannien trækker deres tropper ud. Men at ende besættelsen ville tvinge de forskellige styrker i det irakiske samfund til at omgås hinanden, frie af håbet eller frygten for at nogen skulle finde på at tippe magtbalancen ved at appellere til Washington. Udover at have skabt kaos i Irak har Bush og Blair intet at bidrage med til landets fremtid.
Artiklen er oversat fra Socialist Worker af Caroline Avlund
Se også:
SAA 263: Bush, Blair og Fogh løj os i krig: Nu lyver de tropperne hjem
SAA 263: NATO-topmødet
SAA 263: Irak efter besættelsen
SAA 262: Tal om Irak-krigen: Bush, Blair og Fogh i problemer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed