Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 264 – 17. januar 2007 – side 5

Etiopien slutter sig til Bush’s imperialistiske korstog

George Bush’s “krig mod terror“ har nu bredt sig til Afrika. I december gik etiopiske tropper ind i nabolandet Somalia for at angribe De Forenede Islamiske Domstoles (UIC) militser, der kontrollerer store dele af landet.

Siden er invasionen blevet fulgt op af amerikanske helikopterangreb, der angiveligt er rettet mod navngivne al-Qaeda-medlemmer. Ved et af de seneste angreb blev fire landsbyer bombet, og 30-50 personer meldes dræbt, hovedsageligt civile på flugt fra det etiopiske militær.

“Det virker som om, de ikke kan skelne mellem islamiske krigere og hyrder, som vander deres dyr,“ siger en ekspert i Somalia-spørgsmål fra Nairobi.

Den etiopiske invasion truer med yderligere at destabilisere en region, der gentagne gange er blevet sønderrevet af krig og hungersnød.

Etiopiens magthavere beordrede krigen på vegne af George Bush for at kunne forfølge deres egne regionale interesser, for at aflede vestlig kritik af deres eget undertrykkende regime og for at kunne nyde godt af at være en central amerikansk allieret i et vigtigt område. Somalia ligger lige over for Yemen og Saudi-Arabien på den anden side af Aden Bugten.

Baggrunden for invasionen var, at UIC-militser sidste år havde taget kontrol med næsten hele Somalia. Militserne fordrev de krigsherrer, der havde domineret somalisk politik i de sidste 15 år. Militsernes sejr var baseret på en ægte folkelig opbakning. Mange var trætte af krigsherrernes voldelige og brutale styre.

UIC’s succes var et slag mod USA’s planer for regionen. Bush-regimet havde i stadig stigende grad nærmet sig krigsherrerne, der var parate til at påtage sig en rolle som aktører i ”krigen mod terror”.

Den etiopiske præsident Meles har i lang tid været en af Vestens favoritter. Etiopien var det ene af kun to afrikanske lande, der blev nævnt som en del af USA’s ”koalition af de villige”, som støttede invasionen af Irak i marts 2003. På trods af alle Vestens fordømmelser af undertrykkende afrikanske regeringer er Meles’ forbrydelser besynderligt nok blevet overset.

I juli, da USA og Storbritannien støttede den israelske invasion af Libanon, mente Meles sig i stand til at sende sine tropper ind over grænsen til Somalia. Og siden da har etiopiske tropper afprøvet grundlaget for en fuldstændig offensiv.

I sidste uge af december beordrede Meles en total invasion med tusindvis af tropper, tungt artilleri, tanks og luftbombardementer.

Mødte modstand

De etiopiske styrker mødte nogen modstand og led svære tab i træfninger med unge somaliere ved Mood Moode, Daynuuna, Idale og Bandiiradley. Men de etiopiske våbens klare overlegenhed – støttet over årtier af USA, Rusland og Israel – betød, at de uden problemer vandt de store slag. Nu har de taget kontrol med hovedstaden Mogadishu.

Den nye regering vil være stærkt afhængig af etiopisk støtte. De krigsherrer, der nu vil vende tilbage, har stort set ingen folkelig opbakning, og de kan kun overleve med støtte udefra. Hvis det somaliske folk vender sig mod det nye regime, vil det være overladt til at bekæmpe sit eget folk – en kamp, det sagtens vil kunne tabe.

USA blev drevet ud af Somalia i 1993. Amerikanske tropper, støttet af FN, havde foretaget en ”humanitær intervention”, som – blev det påstået – handlede om at sætte en stopper for hungersnød og vold.

Mange somaliere hilste umiddelbart amerikanerne velkommen, men de blev snart desillusionerede. USA og dets FN-allierede skød demonstranter ned i gaderne og blev flere gange afsløret i at have begået tortur og mord. Befolkningen rejste sig mod USA og jog dem ud.

Almindelige menneskers interesser er blevet underordnet USA’s ønske om at øge sin kontrol med Afrikas Horn. I stedet for at tage hånd om Somalias forfærdelige fattigdom og den nuværende oversvømmelseskrise er der blevet postet ressourcer i våben og krig.

www.socialistworker.co.uk
Oversat og bearbejdet af Mikkel Birk Jespersen

Se også:
SAA 264: 20.000 amerikanske soldater til Irak: Bush‘s desperate træk
SAA 264: 4 års krig er mere end nok: Demonstration 17. marts
SAA 264: Underskriftsindsamling: Træk tropperne hjem, nu!
SAA 264: 2007: Antikrig: Pres på magthaverne

Flere artikler fra nr. 264

Flere numre fra 2007

Siden er vist 2447 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside