Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 266 – 14. marts 2007 – side 4

Om alliancepolitik og erfaringer i kampen mod nyliberalismen

Den norske metode

Asbjørn Wahl

I vores serie om alternativer til Fogh kigger vi denne gang nærmere Norge. Ved valget i september 2005, fik Norge en socialdemokratisk regering med bred opbakning fra venstrefløjen og de folkelige bevægelser. Asbjørn Wahl, der er daglig leder af det norske velfærdsinitiativ “For velferdsstaten“ skriver her om de norske erfaringer.

3. oktober 2006

17. maj og 3. oktober demonstrerede titusindvis af danskere for øget velfærd. Det var faglige aktivister, elever og studerende, venstrefløjen og aktivister fra miljøoraganisationer i en skøn pærevælling. Det er de takter der skal bygges videre på. (Foto: Svend Espensen)

 

På trods af den nyliberalistiske offensiv har bevægelserne og venstrefløjen i Norge oplevet nogle succeser de sidste år. Det er opbygget nye og utraditionelle alliancer. Der er udviklet nye arbejdsmåder. Der er vundet nogle vigtige sejre. Ja, man har til og med klaret at presse Socialdemokratiet til venstre på vigtige områder.

I vore nordiske nabolande har der været udtrykt stor interesse for de norske erfaringer på disse områder. Det kan derfor være nyttigt, at se nærmere på, hvad der er sket, hvad som er opnået, samt hvad man kan lære af de konkrete erfaringer – på godt og ondt.

Den politiske kontekst

Den politiske kontekst, da en del nye tendenser begyndte at udvikle sig på den norske venstrefløj i 1990’erne, var præget af, at bølgerne fra markedsliberalismens offensiv også slog ind over Norge.

Privatisering og konkurrence tiltag var på dagsordenen. Fagbevægelsen var presset i defensiven. Afregulering og omfattende angreb på faglige rettigheder blev mødt med tilbagetog, blandt andet gennem indrømmelser ved forhandlingsbordet. En relativt afpolitiseret, afradikaliseret og bureaukratiseret arbejderbevægelse blev taget på sengen af den nyliberalistiske offensiv, og klassekompromisets ideologi var ikke i stand til at forklare kapitalens nye konfrontationspolitik.

Det socialdemokratiske lederskabs realitetsorientering fulgte dermed den dominerende trend til højre og tog med sig meget af de nyliberalistiske idéer. Det toppede med, at en Arbeiderparti-regering i 2000-01 gennemførte nogle af de mest omfattende markedsreformer i nyere tid, da såvel Telenor som Statoil blev delprivatiseret – og der blev indført en ny, markedsorienteret model for sygehusene, samtidigt som de åbnede for udlicitering af velfærdstjenester i kommunerne.

I denne situation begyndte enkelte kræfter indenfor fagbevægelsen at revurdere sin politik. Norsk Kommuneforbund (nu: Fagforbundet) og dets leder, Jan Davidsen, har spillet en central rolle i dette arbejde – i tillæg til vigtige LO-afdelinger og lokale fagforeninger. De erkendte, at fagbevægelsen stod i en ny, og defensiv, situation, og man begyndte at diskutere nye tiltag for at møde og dæmme op for den nyliberalistiske offensiv.

Mere eller mindre klart udtrykt begyndte man at sætte sig nye mål for arbejdet – som kan opsummeres i følgende punkter:

· Standse privatiseringspolitikken.
· Ændre den offentlige opinion.
· Forandre de politiske styrkeforhold.
· Presse socialdemokratiet til venstre.
· Skabe en politisk flertalsalliance.
· Ændre magtforholdene i samfundet.

Fire hovedsøjler

Forskellige kræfter på den norske venstrefløj har på mange måder fulgt op på dette, og efterfølgende kan vi skitsere fire hovedsøjler, som har bidraget til de positive resultater:

1. Fokus på egne samfundsanalyser – altså kampen om virkelighedsforståelsen.

2. Opbygning af nye, brede og utraditionelle alliancer.

3. Satsning på konkrete alternativer til privatisering.

4. Udvikling af fagbevægelsen som selvstændig politisk aktør.

Nedenfor skal vi se på hver af disse fire søjler, samt hvad derer opnået som resultat af denne nyorientering indenfor dele af fagbevægelsen og blandt allierede kræfter og bevægelser.

Kampen om virkelighedsforståelsen er vigtig, efter som den har afgørende betydning for udvikling af strategier og alternativer. Det er derfor drevet omfattende skolings- og folkeoplysningsvirksomhed for at sprede indsigt i, hvad den globale, nyliberalistiske offensiv er. Spørgsmålet om samfundsmæssig magt er fokuseret, og der er lagt stor vægt på at få frem, at bag det neutrale globaliserings-begreb skjuler der sig i virkeligheden en formidabel interessekamp, som svækker demokratiet og fører til omfattende ændringer af styrkeforholdene i samfundet.

Omfattende opbyggelse af alliancer

Denne udvikling førte til erkendelsen af, at det var nødvendigt at opbygge nye, brede og stærke alliancer – såvel indad i fagbevægelsen som mellem fagbevægelsen og andre organisationer og bevægelser.

For velferdsstaten var et af resultaterne af denne nyorientering, da seks fagforbund i den offentlige sektor, i og udenfor LO, i 1999 gik sammen for at modarbejde de omfattende angreb på offentlige velfærdstjenester. Norsk Kommuneforbund var initiativtager, og de seks fik efterhånden følge af ni andre fagforbund – også fra den private sektor – samt en bondeorganisation, et pensionistforbund, kvinde-, studenter- og forbrugerorganisationer. På sit højeste samlede alliancen 29 landsomfattende organisationer med over en million medlemmer.

Initiativet til at danne en regeringsalliance mellem Arbeiderpartiet (AP), Senterpartiet (SP) og Sosialistisk Venstreparti (SV) blev også taget i dette miljø. Indtil et år før Stortingsvalget i 2005 afviste AP’s ledelse muligheden af at gå i regering med SV. Fagbevægelsen pressede dette frem, ikke mindst ved at også LO efterhånden lagde sine kræfter ind i projektet.

Vores alternative løsninger

Da angrebene på den offentlige sektor startede, benyttede højrepartierne sig af den utilfredshed, som allerede fandtes i forhold til de eksisterende offentlige tjenester, hvad enten det nu gjaldt bureaukratisering, mangler eller køordninger. Det var vigtigt at erkende disse svagheder, men samtidig ikke at give efter for de nyliberalistiske reformer.

Dette blev løst gennem, at vi tog principiel afstand fra privatisering og konkurrence tiltag, men sagde ja til omstilling og udvikling. Samtidig tog Norsk Kommuneforbund initiativet til den såkaldte modelkommune-projekt.

Der blev indgået treårige aftaler med en række kommuner med sympatiske politiske flertal om at mobilisere de ansatte for at videreudvikle og forbedre kvaliteten af de offentlige tjenester. Betingelserne var, at der ikke skulle forekomme privatisering, konkurrence tiltag eller opsigelser.

Projektet benyttede sig af, at det var de ansattes erfaringer, kompetence og kvalifikationer, som skulle lægges til grund, sammen med brugernes erfaringer og behov. To uafhængige forskningsinstitutioner fulgte den første modelkommune, og de konkluderede, at projektet havde resulteret i øget brugertilfredshed, bedre arbejdsmiljø og bedre økonomi for kommunen. Privatisering var altså ikke vejen at gå for at forbedre velfærdstjenesterne.

Mere politisk fagbevægelse

Endelig fik vi Trondheims-eksemplet, som blev en vigtig inspiration i kampen for at slå den nyliberalistiske offensiv tilbage. Ved kommunevalget i 2003 brød LO-Trondheim, sammen med diverse alliancepartnere, en gammel tradition om, at fagbevægelsens rolle var at give sin støtte til politiske partier på venstrefløjen (som oftest Socialdemokratiet).

Den lokale LO-afdeling blev i stedet selv en vigtig politisk aktør. Gennem en omfattende, demokratisk proces blev det rejst 19 politiske krav til, hvordan Trondheim skulle styres. Disse blev fremsendt til alle politiske partier – med følgende besked: Vi vil kæmpe for de partier, som støtter vore krav. Dette virkede opdragende på en række af partierne – ikke mindst AP, som vanskeligt kunne tåle at miste støtten fra fagbevægelsen.

Sådan bidrog fagbevægelsen til at klargøre de politiske modsætninger i samfundet, samt presse AP og andre, mindre partier til venstre. Højre, som havde domineret i kommunen de sidste 14 år, blev valgets taber. Den nyskabte alliance vandt en klar sejr. Det drejede sig ikke bare om at standse privatiseringspolitikken, men også om at tage flere allerede privatiserede tjenester tilbage i kommunal virksomhed.

Hvad har vi opnået?

Det er nyskabelser gennem allianceopbygning, nye bevægelser og en mere politiseret fagbevægelse, som har bidraget til ændringer på venstrefløjen i Norge de sidste år, og som har givet nogle vigtige politiske sejre. Opinionen er ændret – fra et knebent flertal for privatisering midt i 1990’erne til 70 procent imod før valget i 2005, noget som også pressede AP til at føre valgkamp på en antiprivatiseringsplatform. Vi har i stigende grad fået de reelle modsætninger i samfundet frem og skærpet den politisk/ideologiske kamp.

Vi har formået at dæmpe, og til dels standse, privatiseringspolitikken, fjernet Norges mest højreorienterede, markedsliberalistiske regering og erstattet den med en centrum-venstreregering ved valget i 2005.

Denne regerings morgengave til folket bestod i at indfri en del af de centrale krav, som var rejst fra bevægelsernes side: Privatiseringen af jernbanen og frislip af private skoler blev standset. Den forrige regeringens rasering af arbejdsmiljøloven blev ført tilbage. Kommunerne har fået tilført flere milliarder kroner ekstra. Og norske soldater blev trukket ud af Irak.

Efter denne morgengave er det imidlertid blevet vanskeligere at øjne den nye politiske kurs i Norge. APs højrefløj er kommet i offensiven, mens SV fremviser alle sine svagheder – hvor indsigt i magtforhold og i den sociale kamp står svagt. Presset fra højresiden og kapitalkræfterne er stærkt, og regeringen giver efter.

Højrepopulisterne i Fremskrittspartiet er derfor de største vindere i meningsmålingerne, efter at den rød-grønne regering tog over. Partipolitikkens elendighed på venstresiden er vi altså ikke kommet ud over.

Dermed er det alliancepolitikken og politiseringen af vigtige dele af fagbevægelsen og allierede kræfter som fremstår som den vigtigste og mest positive del af den norske metode. Kampen fortsætter!

Asbjørn Wahl

Asbjørn Wahl

Er daglig leder af det norske velfærdsinitiativ “For velferdsstaten“. Læs mere om initiativet på www.velferdsstaten.no eller på Asbjørn Wahls hjemmeside www.aswahl.net

Se også:
SAA 266: Kommentar af Per Clausen: Folkeligt oprør kræver bevidst indsats
SAA 266: Konference 19. maj: Globale rettigheder – ikke global konkurrence
SAA 266: Marxism 2007

Flere artikler fra nr. 266

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Norge
Alternativer til Fogh

Se flere artikler af forfatter:
Asbjørn Wahl

Siden er vist 4289 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside