Socialistisk Arbejderavis
Nr. 267 – 4. april 2007 – side 5
Stop Bush’s krige – og Foghs følgagtighed
Jørn Andersen
Foghs tilbagetrækning er en vigtig sejr for den folkelige krigsmodstand. Men den rejser også spørgsmålet: Hvad nu, krigsmodstand?
Nogle mener, at der ikke længere er basis for en organiseret krigsmodstand. Det er fx Helle Thorning og Marianne Jelved. De har lagt sig fladt ned på maven for Fogh og støtter hans optrapning i Afghanistan.
Der er næppe mange af denne avis’s læsere, der er enige med dem, så lad os nøjes med at repetere overskrifterne:
– tilbagetrækningen af 400 danske og 1.500 britiske soldater betyder altså ikke, at krigen i Irak stopper. Tværtimod: USA optrapper og sender over 20.000 flere tropper til Irak
– Fogh støtter stadig Bush’s krige – både konkret ved at have tropper i Irak og Afghanistan og politisk ved ikke at stille krav om USA’s tilbagetrækning
– den humanitære katastrofe i og omkring Irak og Afghanistan er enorm – og Fogh er ligeglad
Man kan undre sig over, hvordan Socialdemokraterne og de Radikale vil være opposition, når de ikke engang kan finde ud af at stille simple krav til Fogh om i det mindste at erstatte krigsindsatsen med en humanitær indsats.
Og det spørgsmål er der da også en del socialdemokrater, der stiller sig. Så lyt nøje efter debatten hos Socialdemokraterne de næste måneder.
Andre mener ikke, det er muligt at fastholde en bredere krigsmodstand efter Foghs retræte. Men faktisk er der kun 25 pct. af befolkningen, som støtter Foghs optrapning i Afghanistan. Og modstanden mod Bush’s krig i Irak forsvinder næppe, fordi der ikke længere er så mange danske tropper der.
Problemet er ikke, om der er en krigsmodstand. Men det er klart, at det bliver sværere at omsætte det til konkrete krav til den danske regering.
Afghanistan
Og så dog: Krigen i Afghanistan vil formentlig få mere fokus i de danske medier, når nu det er der den største danske krigsstyrke er. Det vil vise, at denne krig er mindst lige så håbløs som den i Irak. Også i Afghanistan er der tortur, drab på civile, stigende fattigdom – og i dele af Syd-Afghanistan er der direkte mangel på mad.
Der er to grunde til, at modstanden mod krigen i Afghanistan er mindre end mod Irak-krigen. Den ene, at krigen var mere “berettiget“ – der var vist en Osama bin Laden oppe i nogle bjerge. Men dels har krigen ikke gjort noget ved det problem. Og hvad hjælper det, at en krig kan se “berettiget“ ud, hvis ikke den hjælper på det problem, den angiveligt skulle gøre noget ved.
Den anden grund er, at Afghanistan har været “den hemmelige krig“. Meget få journalister har undersøgt, hvad der faktisk sker. Når der kommer billede fra krigen, vil flere begynde at stille spørgsmålet: Hvad laver danske soldater dér?
Filmen med det sigende navn “Den hemmelige krig“ var et rigtigt stort problem for regeringen. Efter sigende har forsvarsminister Søren Gade haft 20 mand til at arbejde i døgndrift med at forsøge at tilbagevise filmens konklusioner.
Dette “spin“ er til dels lykkedes – mange tror, at filmen var utroværdig. Men gå selv ind på filmens hjemmeside – www.denhemmeligekrig.dk – og du vil se, at langt de fleste ting faktisk holder vand.
Krigsmodstand til diskussion
Men også blandt dem, der stadig synes, at krige er en katastrofe er der diskussion. For hvad er det vigtigste at tage fat i?
Nogle siger, at nu handler det mest om Afghanistan.
Men her er vi nødt til at være lidt nøgterne: Bush’s “Projekt for det nye amerikanske århundrede“ bliver ikke afgjort i Afghanistan, men i Irak. Et nederlag for USA her vil have mindst lige så store virkninger som USA’s nederlag i Vietnam for 35 år siden.
Hvis ikke USA er i stand til at fastholde en høj grad af kontrol over Mellemøstens olie, så er USA svækket i forhold til andre stormagter som EU, Japan, Rusland og Kina. Og mindre lande vil få mere frie tøjler til at følge deres egne veje – noget vi allerede har set i Latinamerika de seneste år.
Det vil have betydning i hele Mellemøsten, hvor fx Mubarak i Ægypten og den saudi-arabiske elite ikke ville holde en uge, hvis USA lider nederlag i Irak. For palæstinenserne ville det betyde, at deres undertrykker, Israel, vil blive alvorligt svækket – og at de kan finde nye allierede blandt de hidtil undertrykte arbejdere og bønder i resten af Mellemøsten.
Og vigtigst af alt: Når folk verden over ser, at USA kan slås tilbage i Irak, vil flere konkludere, at så kan man også slå sine egne lokale magthavere tilbage – altså en mulighed for mere klassekamp fra neden.
Derfor er det vigtigt at holde fast i, at der stadig skal være fokus på Irak. Antikrigs-bevægelsen er en global bevægelse, hvor kampen mod verdens stærkeste imperialistiske magt, USA, vil være central i mange år frem.
Iran
USA er en svækket supermagt. Og sådan en er farlig. Derfor kan vi ikke bare afvise truslerne mod Iran som tomme trusler.
Det vil være ekstremt farligt for USA at gå i krig mod Iran. Men de kan blive presset ud i en situation, hvor deres risiko for at tabe hele Mellemøsten er så stor, at de vil hæve indsatsen – trods risikoen.
Om det vil ske kan ingen sige ret meget fornuftigt om, men truslerne er der. Og de skal stoppes, hvis vi ikke skal risikere en farlig optrapning.
Iran illustrerer mere end noget andet krigsmodstandens berettigelse. Modstanden fra neden er nemlig det eneste alternativ til Bush’s krige.
Når Holger K. Nielsen fra SF og Mogens Lykketoft mener, at alternativet er et styrket EU, så er det i virkeligheden blot at satse på én stormagt (EU) frem for en anden (USA). Det kan føre til et endnu farligere scenario – og vi skal jo huske på, at krigen i Afghanistan i dag primært føres af EU-lande plus Canada.
Hvad nu, krigsmodstand?
Det er vigtigt, at krigsmodstanden starter med det globale billede som skitseret oven for.
Men det er også rigtigt, at vi er i Danmark. Her må vi tage kampen for at få alle danske tropper ud af Mellemøsten (inkl. Afghanistan, som politisk også er en del af Mellemøsten).
Og vi må stille Fogh til ansvar – bedst ved at vælte ham og kræve en helt anden politik. Vi må kræve en massiv dansk indsats mod flygtninge-katastrofen i og omkring Irak. Og vi må sige Nej til terrorlove og angreb på flygtninge, indvandrere og ikke mindst muslimer.
Men vi må ikke glemme det globale perspektiv: En anden verden uden krig og undertrykkelse.
Nej til krig udsender i starten af april et oplæg til diskussion på landskonferencen 21. april. Tag del i diskussionen. Deltag på landskonferencen. Og vær med til fortsat at styrke krigsmodstanden – lokalt og globalt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed