Socialistisk Arbejderavis
Nr. 270 – 20. juni 2007 – side 3
Indvandrerfamilier i stor social nød
Pernille Høiris Pedersen
Pr. 1. april trådte regeringens seneste initiativ for at forringe indvandrerfamiliers levevilkår i kraft.
Den såkaldte trehundrede timers regel fratager familier, hvor begge forsørgere er på kontanthjælp, halvdelen af støtten, såfremt de ikke kan påvise, at de inden for de to sidste år har haft trehundrede timers ordinært, ustøttet arbejde. Dette, spår socialrådgivere, vil betyde ekstrem fattigdom for op til sekstusinde familier.
Hvis man tror at grænsen er nået for racistiske tiltag og fornedrelse af indvandrerne i Danmark, er man godt naiv. Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative er langtfra færdige med den lange proces, det er, at gøre Danmark til “foregangsland“ og “godt eksempel“ for et Europa, som skyer indvandrere og flygtninge, og ønsker at holde dem på sultegrænsen og helst sende dem tilbage til krig og undertrykkelse. Tolerance er et ukendt begreb og medmenneskelighed en mangel, som skinner igennem over hele kontinentet og i høj grad i Danmark.
Trehundrede timers reglen er nyeste skud på stammen af love, som skal holde denne befolkningsgruppe nede. Det er så klart, at lovgiverne ikke engang gider sminke deres racisme mere.
Kummerlige levevilkår
Reglen, som rammer familier, hvis eksistens er helt afhængig af hjælp fra staten, sender op mod og måske flere end sekstusinde familier, primært indvandrere, ud i kummerlige levevilkår og økonomisk stress, som ikke er det danske velfærdssamfund værdigt. Indtil videre er ca. trehundrede familier blevet ramt af reglen.
Den ene kontanthjælp ryger, hvis ikke familien kan påvise, at begge forsørgere har arbejdet mindst trehundrede timer på to år. Ingen er undtaget. Psykisk eller fysisk sygdom betyder sjældent en fritagelse fra reglen.
Kan du leve for titusinde kr. om måneden? Sikkert, hvis du er studerende. Men hvis du har 2- 3 børn og en partner?
Huslejen kan betales og måske maden, hvis du handler i Aldi og køber tilbudsvarer. Men tøj, toiletartikler, fritidsinteresser til børnene, skoleudflugter, skolemad – det er umuligt. Familierne dør ikke af sult og bliver ikke sat på gaden, men deres liv bliver tømt for alt af værdi og alle fornøjelser.
Er det et værdigt menneskeliv?
Er det sådan forfulgte mennesker, som kommer til Danmark på flugt fra diktatur og fattigdom, skal behandles? Vi har i øjeblikket et Danmark, vi kun kan skamme os over. Et velfærdssystem, som er ved at skrabe bunden.
Beskæftigelsesministeren svarer på socialrådgivernes bekymring i Politikken 21.5, at det handler om solidaritet med de mennesker, som gerne vil have et job. Staten skal ikke forsørge hjemmegående forældre, når disse er fuldt arbejdsdygtige. Men er de det? Mange af dem er plaget af sygdom, mange af dem er ikke i stand til at bestride et job pga. krigstraumer og stress fra lange ophold på asylcentre. Og mange af dem kan simpelthen ikke få et job. De sorteres fra af arbejdsgivere, eller de henvises til ufaglært arbejde som avisbud eller rengøringsassistenter, skønt de har høje uddannelser bag sig fra hjemlandet. Claus Hjort Frederiksen postulerer, at trehundrede timers reglen primært rammer dem, som ikke vil arbejde At støtten modarbejder integrationen.
Regeringens racisme og et liv i fattigdom modarbejder integrationen og at det vi får af den manglende økonomisk sikkerhed, er et Klasse-danmark med endnu større skel.
Se også:
SAA 270: Foghs milliard-bluff
SAA 270: Uligheden vokser: Uligheden vokser
SAA 270: Den militante kant: Hundens egen hale
SAA 270: Nedturen fortsætter i det offentlige: Foghs milliard-bluff
SAA 270: Stor opbakning til plejepersonale i Holstebro
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe