Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 270 – 20. juni 2007 – side 12

Afghanistan

Karzai – en marionet-dukke

Den afghanske befolkning burde få muligheden for at regere sig selv – mener den politiske forsker Matin Baraki, der netop har besøgt landet, i et interview til det tyske magasin Marx21.

Den tyske forsvarsminister Franz-Josef Jung bekræftede efter attentatet mod tyske soldater i Kundus, Afghanistan, at den tyske forbundshær skulle blive i Afghanistan. Er det den rigtige beslutning?

Nej, det er en helt forkert beslutning. Jung er kørt helt fast, den militære aktion i Afghanistan er på vej ind i en blindgyde. Det siger nu også NATO’s ledere på stedet.

Briterne besatte i 1900-tallet Afghanistan to gange – og blev begge gange fordrevet af den afghanske befolkning. I 1979 intervenerede Sovjetunionen, men kunne end ikke med 120.000 soldater undertvinge landet og måtte i sidste ende forlade landet. Jeg tror ikke, at NATO-besættelsen får mere succes end de forrige “militære løsninger“. NATO er en del af problemet. Så længe de er i landet, så længe vil der også være modstand.

NATO-landenes regeringer afviser, at der er tale om en besættelse af landet. De siger, at de beskytter den demokratisk valgte Karzai-regering, der har opbakning blandt et flertal af befolkningen. Karzai er ikke demokratisk valgt og slet ikke blandt et flertal i befolkningen.
Mens amerikanerne stadig førte krig mod Afghanistan, blev der i slutningen af 2001 afholdt en international konference i Bonn, hvor grundlaget for landets fremtidige status blev planlagt. Under massivt pres fra over tyve tilstedeværende USA-støtter, blev der med deltagelse at tre islamiske grupper og en monarkistisk gruppe, dannet en provisorisk regering. Der blev Karzai, der siden krigens start har haft tætte forbindelser til CIA, skønt fraværende (han befandt sig på et amerikansk krigsskib i det indiske ocean) kåret som overgangspræsident. Da denne regering hverken var legitimt valgt eller havde støtte i befolkningen, blev den under beskyttelse af en international styrke, bestående af NATO-soldater, i bedste koloni-stil fragtet til Kabul – og her yderligere sikret.

Den afghanske befolkning fik besked om resultaterne af Bonn-konferencen som en fuldbyrdet kendsgerning. I perioden fra 2002-2005 skulle der gennemføres flere valgprocedurer. I december 2001 blev Karzai udpeget til ministerpræsident, og senere i juni 2002 blev han på en improviseret rådsforsamling, kaldet Loya Djirga, udnævnt til Afghanistans præsident. Valgproceduren var en farce, der blev afgivet 24 flere stemmer end der var delegerede tilstede. Ved indgangen til valgteltet, forpligtede de delegerede sig pr. underskrift til at stemme for Karzai. I planlægningsfasen til dette valg havde USA uddelt 10 millioner dollars til køb af stemmer. Ved en yderligere Loya Djirga i januar 2004 blev forfatningen vedtaget, og Afghanistan blev udråbt til en islamisk republik.

I 2004 blev der afholdt præsidentvalg, i 2005 parlamentsvalg, hvor trusler, vold, mord og stemmekøb mere var reglen end undtagelsen. Selv New York Times kaldte den måde valget foregik på for en “kluntet amerikansk aktion“.

Vold og trusler er jo ikke noget nyt i Afghanistan, det fandt også sted før USA’s angreb i 2001. Hvorfor vælger du at placere ansvaret hos de vestlige magter?

Fordi de vestlige magter og det internationale samfund var til stede ved alle disse aktioner: FN med deres repræsentant for Afghanistan, Lakhdar Brahimi, den Europæiske Union repræsenteret ved den spanske diplomat Francesc Vendrell, og USA som hovedaktør med deres ambassadør Zalmay Khalilzad. Alle afgørende beslutninger blev taget på Karzai’s kontor eller på den amerikanske ambassade. Både FN og EU’s stedfortrædere koblede sig på USA’s autopilot og godkendte blankt alle beslutninger.

Slutresultatet er, at Afghanistan har en regering, der hverken er uafhængig eller suveræn. Det nuværende Kabul-kabinet består af over 50 pct. importerede “afghanske amerikanere“, resten er afghanere fra Europa og et par enkelte loyale krigsherrer. Dertil kommer de amerikanske rådgivere, der er til stede på alle kontorer uden undtagelse og har beslutningskompetence.

Vi har altså i Afghanistan et præsident-diktatur, hvis mangt hviler på NATOs geværer. Karzai har større kompetencer end Bush og Putin tilsammen. Et eksempel: Det afghanske parlament, der for sit vedkommende kun består af håndplukkede Karzai-støtter og allierede krigsherrer, har for nylig med flertal stemt for afskedigelsen af to ministre, nemlig udenrigsminister Rangin Dadfar Spanta og erhvervsminister Mohammad Amin Farhang. Karzai har fuldstændigt ignoreret afgørelsen.

Karzai-regeringen er NATO-staternes marionet-regering, og sådan bliver den også set af afghanerne. Hvis der blev gennemført frie valg i Afghanistan, ville næsten ingen stemme på Karzai eller hans følge.

Hvilken genopbygning?

Den tyske forsvarsminister Jung siger, at sikkerhed gennem militær indsats er en forudsætning for genopbygningen. Hvordan ser du på det?

Hvilken genopbygning? Hist og her bliver en skole eller en bro repareret, men af de lovede penge er kun en brøkdel ankommet til Afghanistan. Deraf er størstedelen gået til “genopbygning“ af politi og militær. Den almindelige befolkning har ikke fået noget. På grund af landets status som protektorat er landets erhvervsliv blevet smadret. 99 pct. af alle varer på det afghanske marked er importeret. Fordi heroinbaronerne er integreret i statsapparatet, har de mulighed for at hvidvaske penge i forbindelse med den vækst, der finder sted. De investerer i luksussegmentet, i hoteller, i ejendomme og i levnedsmiddelproduktion for at imødekomme betalingsdygtige udlændinge – og deraf er der rigeligt i Kabul. Her findes der alene 2500 ikke-regerings-organisationer (NGO), og ingen ved ikke rigtigt, hvad de laver.

Ramazan Bashardost, en tidligere minister i Karzai-regeringen, vurderer, at op mod 80 pct. af udviklingsbistanden går til disse NGO’er, og de bliver brugt på overdrevne lønninger, opvarmede parkeringskældre og luksusboliger.

Da Ramazan Bashardost opfordrede NGO’erne til at offentliggøre deres regnskaber og truede med at lukket for tilskud til dem, der nægtede, blev han advaret af Præsident Karzai og tvunget til at forlade regeringen.

Fattigdom og arbejdsløshed

Befolkningen lever under dårligere og dårligere forhold. Selv i Kabul fungerer hverken vand- eller elforsyningen. På grund af katastrofale sanitære forhold, udbryder der i de varme sommermåneder kolera-epidemier. Kun et lille mindretal har råd til en ordentlig medicinsk behandling.

Kødpriserne i byen er blevet helt uoverkommelige, selv for dem der har arbejde – og det er ikke mange. Arbejdsløsheden ligger mellem 50 og 75 pct.

Så nej, NATO-tropperne er ikke i landet for at beskytte genopbygningen, nærmest tværtimod, landets infrastruktur bliver igen og igen ødelagt af bombetogter.

Politikere fra (det tyske parti) De Grønne skyder skylden for problemerne i Afghanistan på bombetogterne i forbindelse med USA’s Operation Enduring Freedom. De siger, at den internationale styrke er et blødere alternativ, der vil føre til landets befrielse. Hvad er din holdning til det?

Denne adskillelse af de to forskellige indsatser er at stikke sig selv blår i øjnene. På NATO-topmødet i Istanbul, i juni 2004, vedtog man at sende NATO-styrker til Afghanistan, herunder specialtropper og tornado-kampfly, der kunne assistere USA’s bombetogter. Og dermed er NATO-styrkerne direkte involveret i USA’s operation Enduring Freedom.

De tyske tropper samarbejder i Kundus-provinsen med lokale narkobaroner, fordi de støtter Karzai-regeringen og derfor anses som en “stabiliseringsfaktor“. Karzai’s bror Ahmad Wali er kraftigt involveret i heorinbranchen, og samtidig er han formand for provinsrådet i den sydlige Kandahar-provins. For denne post modtager Ahmad Wali årligt over 20 millioner dollars i beskyttelsespenge.
Også den tidligere krigsherre i Nordalliancen og daværende stedfortræder for indenrigsministeren i Kabul, general Mohammad Daud, er af titel ansvarlig for narkobekæmpelse og samtidig selv narkobaron.

Afghanistan er et fattigt land uden naturlige råstoffer. Hvorfor har de vestlige magter så stor interesse i landet?

Afghanistan har altid været offer for sin geostrategiske placering. I det 19. århundrede var landet et omstridt område i det store spil mellem England og Rusland omkring Indien. Begge lande har altid forsøgt at få Afghanistan under kontrol, og England har som sagt besat landet to gange for at kolonisere det. Intet har rykket sig ved denne geostrategiske betydning. Hvis vi ser på landkortet, støder Afghanistan direkte op til Iran. Et land, der anses for et af de vigtigste i Mellemøsten, og som samtidig har en stor olie-eksport. Kaukasus-området har store olie- og gasressourcer. Samtidig forbinder landet Mellemøsten med Asien, for slet ikke at tale om den korte afstand til Irak – alt sammen gør landets geostrategiske placering tydelig.

Modstanden

Når man snakker om modstand mod NATO-tropperne, falder talen for det meste på Taliban. Kommer modstanden udelukkende fra Taliban?

Nej, det er ren og skær propaganda fra de vestlige regeringer og medierne. Taliban er en del af modstanden, og som midlertidigt afviger stærkt og breder sig. Det drejer sig om organiserede grupper af bønder, der griber til våben, når familie og venner bliver dræbt af besættelsesmagten.

Det er også forkert, at modstandens drivkraft hovedsageligt er religiøs. Naturligvis er Afghanistan er islamisk land, og derfor udtrykker indbyggerne deres kritik i religiøse termer, som f.eks. “krigen mod de vantro“. Men at modstanden bliver stærkere, har mere at gøre med befolkningens skuffelse over omstændighederne at gøre. Efter Talibans fald i 2001 var der et virkeligt håb i befolkningen om, at der efter krigen ville blive skabt et nyt land. Men i stedet for fred og forbedringer af levestandarden fik befolkningen en Karzai-regering, styret af fremmede, de fik udenlandske besættelsestropper, de fik fremmede firmaer og NGO’er og en yderligere forværring af levestandarden.

Jeg har lige været i Afghanistan, hvor jeg snakkede med mange mennesker. Flere af dem var mine gamle venner, der ikke havde noget med Taliban at gøre. De sagde, at Afghanistan står over for en folkelig opstand, hvor kun lederskabet mangler.

Alternativer

Mange fortalere for at trække de tyske soldater hjem er samtidig er usikre på, hvad der så skal ske. Hvad mener du er det næste skridt fremad for dette udpinte land?

For at retfærdiggøre besættelsen sætter propagandamaskinen Taliban som alternativ. Men det passer ikke. Befolkningen støtter Taliban, fordi de yder modstand mod besættelsen, ikke fordi de vil overlade landets fremtid til dem. Den erfaring har den afghanske befolkning gjort sig.

Der er et alternativ: Først og fremmest må besættelsestropperne ud, og vestmagternes indblanding i landet må stoppe. Derefter må det tillades afghanerne at vælge en ny regering, der ikke bliver sammensat i udlandet. Denne ret har mennesker i Tyskland og i andre demokratiske lande, hvorfor skal afghanerne ikke have den?

Et valg til en Loya Djirga kan kun gennemføres under kontrol, ikke af det “internationale samfund“, men af de 118 uafhængige lande, de 55 medlemmer af Den Islamiske Konference, de internationale fagforeningsorganisationer og freds- og kvindeorganisationer. Ud fra denne repræsentative forsamling skal der dannes en provisorisk regering samt et komisorium til udarbejdelse af en forfatning

Jeg tror helt sikkert, at denne fremgangsmåde vil give et helt andet resultat end det, man kom frem til på den internationale konference i Bonn, og som afghanerne lever med i dag. Efter de seneste seks års erfaringer ville en ny regering sikkert ikke være særligt glade for USA – og derfor vil virkeligt frie valg heller ikke blive tilladt.

En folkevalgt regering ville ikke, selv i Kabul, have noget at frygte. I værste fald kunne man tillade militærbeskyttelse, hvis det var nødvendigt i en kortere periode – befordret at de ansvarlige lande i nærområdet, som fx de alliancefrie og de islamiske stater. Afghanistan er som bekendt stiftende medlem af begge organisationer. Det ville også tage luften ud af islamisterne, da det så ikke ville være “vantro kristne“ eller “Den store Satan“, der besatte Afghanistan.

Derefter vil en holdbar genopbygning, der kommer hele befolkningen til gode, have første prioritet. De hundreder af milliarder af dollars, der er lovet landet på diverse internationale donor-konferencer, og indsat på en særkonto i Verdensbanken, flyder nu gennem de 2.500 NGO’er, som er udstationeret i Kabul og har alle mulige fuldmagter, direkte tilbage til donorlandene.

De fungerer faktisk som små stater i staten og ødelægger det afghanske erhvervsliv. Indenlandske virksomheder får stort set ingen ordrer fra dem.

Den kolonialistiske erhvervsstruktur skal lægges på hylden, og landet skal vende sig til et erhvervsmæssigt regionalt samarbejde med de industrialiserede nabolande som Indien, Kina, Iran og Pakistan samt deltage i den sydlige kooperation. De asiatiske stater arbejder allerede på et alternativ til vestlig ledede valutafond IMF.

www.marx21.de
Oversat af Klaus B Jensen

Se også:
SAA 270: Irak: Oliearbejdere i faglig kamp
SAA 270: Mellemøsten: Imperialisme på retræte betyder kaos og blodbad

Flere artikler fra nr. 270

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Afghanistan

Siden er vist 5138 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside