Socialistisk Arbejderavis
Nr. 270 – 20. juni 2007 – side 15
Den spanske borgerkrig
Barcelona maj 1937 – revolutionens vendepunkt
Andy Durgan
I maj 1937 udbrød der blodige gadekampe i Barcelona. Kl. 3 om eftermiddagen d. 3. maj 1937 væltede politi og civilgarder ud fra tre lastvogne og forsøgte at trænge ind på telefoncentralen i Barcelona. Dette var begyndelsen til ’Majopstanden’, som ofte er blevet beskrevet som ’en borgerkrig i borgerkrigen’. De efterfølgende blodige kampe i Barcelonas gader markerede et vendepunkt i den revolutionære bevægelse, som var udsprunget 10 måneder tidligere som svar på fascisternes kupforsøg.
Arbejdernes revolutionære bevægelse havde bevaret Spaniens unge, skrøbelige, republikanske demokrati og havde ført til en social revolution i store dele af den zone, der fortsat var loyal over for det republikanske demokrati. Industri og landbrug var blevet kollektiviseret og antifascistiske militser og folkekomiteer organiserede det meste af hverdagen lige fra forsyninger til intern sikkerhed.
De fascistiske tropper, som havde forventet en hurtig sejr, stod nu over for en regulær borgerkrig. General Francos tropper var svært bevæbnede med hjælp fra Europas fascistiske regimer, mens republikkens forsvarere var splittede over, hvilken strategi der skulle lægges i borgerkrigen.
På den ene side stod den magtfulde anarko-syndikalistiske fagforening CNT og det meget mindre socialistiske parti POUM, som mente, at krigen mod fascisterne samtidig var en kamp for revolutionen. På den anden side stod de liberale, socialdemokraterne og kommunisterne, som argumenterede for, at målet først og fremmest måtte være at nedkæmpe fascisterne og forsvare det borgerlige demokrati. De mente, at denne strategi ville få opbakning i middelklassen og i andre demokratiske lande. Kommunisterne afviste revolutionen for ikke at forstyrre Stalins og Sovjetunionens forsøg på at opbygge en alliance med demokratierne mod Nazi-Tyskland.
Denne politik afspejlede sig i Spanien gennem Folkefronten, der skulle modsætte sig fascismen og forsvare det borgerlige demokrati.
I Katalonien, som var revolutionens centrum, havde POUM uden held forsøgt at overtale anarkisterne i CNT til at bevare magten, men selv om CNT og POUM indvilgede i at indgå i den regionale Folkefront, var det stadig anarkisterne, som udgjorde en anseelig uafhængig styrke i området.
Kommunisterne lancerede en ondsindet kampagne for at sætte de revolutionære kræfter ud af spillet. Anarkisterne fik skylden for en række republikanske uheld og ulykker, så som fødevaremangel og militære tab. POUM blev angrebet systematisk. Med Stalins dominans i Sovjetunionen blev alle afvigere udnævnt som ’trotskister’.
POUM var ikke en trotskistisk organisation. Troskij bebrejdede i skarpe vendinger POUM for blandt andet at have indgået i det katalanske regeringssamarbejde. Men mange af POUMs medlemmer identificerede sig med Trotskijs kamp mod Stalin, og Trotskijs artikler blev ofte bragt i POUMs presse.
I foråret 1937 øgedes presset på revolutionen. Det kom til interne kampe, da anarkisterne forsøgte at forsvare landbrugskollektivismen mod angreb fra den republikanske stat. Forsøg på at afvæbne folkemilitser førte til flere sammenstød. Mange militante blev myrdet, mens propagandaen mod revolutionen fortsatte. Scenen var sat for de blodige begivenheder i maj 1937.
Telefoncentralen i Barcelona havde været i den anarkistiske fagforening CNT’s hænder i omkring et år, og arbejderne kontrollerede kommunikationen mellem Barcelona og den republikanske regering i Valencia. Telefoncentralen i centrum af byen var et symbol på de organiserede arbejderes magt, og var en torn i øjet på de kræfter i regeringen, som forsøgte at holde sig til klassesamarbejdet i Folkefronten.
Beslutningen om at storme telefoncentralen blev taget af den katalanske politichef og kommunist-partimedlem Rodrigues Salas. Denne beslutning var en del af stalinisternes strategi for at underminere revolutionen og havde stået på gennem længere tid.
Efter nyheden om angrebet samledes der sig tusinder af strejkende og bevæbnede arbejdere i de omkringliggende gader, og der blev bygget barrikader over hele byen. Flere måneders angreb på arbejdernes organisering havde fået bægeret til at flyde over. Over de næste par dage lød der skud og eksplosioner over hele byen, og over 300 mennesker blev dræbt i kampene.
Forrest i kampene gik CNT. De revolutionære POUM forenede sig med dem på barrikaderne. Tilhængere af Folkefronten – kommunisterne og de katalanske nationalister – forsøgte desperat at forsvare regeringens bygninger og hovedkvarterer. De bevæbnede arbejdere havde overtaget, og de fleste observatører er enige om, at det ville have været relativt nemt at overtage de resterende regeringsbygninger.
Det var den strategi, som POUM foreslog CNT, men anarkisternes ledere var ikke parate til at følge den. CNT insisterede på at fastholde samarbejdet med Folkefronten og ønskede at afslutte de kampe, som syntes at splitte den anti-fascistiske enighed.
De appellerede over radioen til arbejderne om, at de skulle lægge deres våben og genoptage arbejdet. Dette resulterede i udbredt forvirring og demoralisering. Lidt efter lidt blev barrikaderne forladt.
Selv om regeringstropperne havde forsikret arbejderne om, at de også ville nedlægge våbnene, styrkede de tværtimod hurtigt deres positioner og arresterede efterfølgende hundreder af mennesker. Den 8. maj ankom yderligere 5.000 soldater fra Valencia. Ordenen var genoprettet.
Kunne man have forestillet sig, at det kunne være endt anderledes? Det var i hvert fald vurderingen hos Leon Trotskij – som på det tidspunkt var i Mexico – og hos flere af de radikale anarkistiske grupper og hos medlemmer af POUM.
De konkluderede, at havde arbejderne taget magten i Barcelona, kunne Folkefrontens kontrarevolution være blevet stoppet. Trotskij mente, at folket sagtens kunne have taget magten i hele den republikanske zone. Men det er langt fra sikkert. Men ved at trække sig tilbage gik de mest militante sektioner af arbejderbevægelsen i hvert fald glip af en enestående mulighed for at slå den kontrarevolutionære bevægelse tilbage.
Kampene i Barcelona var fremprovokeret for at gøre det af med den svækkede revolution og sikre, at borgerkrigen forsvarede det kapitalistiske demokrati.
Som alternativ til Folkefronten stod den revolutionære strategi, som kunne mobilisere engagement og entusiasme fra arbejdere og bønder, sådan som det var sket i den russiske revolution. Men det blev klart i maj 1937, at der var store svagheder på den revolutionære venstrefløj. Selv om POUM argumenterede for at etablere en arbejderregering, baseret på folkevalgte arbejdere og bønder og militser, var deres position for svag til at vinde indflydelse.
For CNT var kontrol over fabrikker, landbrug og i første omgang kontrol over gaderne tilstrækkeligt. De mente ikke, at der var nogen grund til at tage fuld kontrol og opbygge en ny stat. De mente tværtimod, at det ville betyde, at der blev etableret et diktatur. Derfor frasagde CNT sig muligheden for at kontrollere hæren, økonomi og handel.
Arbejderklassen skulle komme til at bøde heftigt for CNTs kapitulation i maj 1937. Resultatet var, at man både opgav en alternativ strategi i krigen mod fascisterne og tabte kampen for revolutionen.
Oversat Af Pernille Cauchi fra Andy Durgan i Socialist Worker.
Andy Durgans nye bog ’The Spanish Civil War’ er udkommet på Pelgrave i juni 2007.
Se også:
SAA 270: Anmeldelse: Arbejdernes historie i Danmark
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed