Socialistisk Arbejderavis
Nr. 271 – 15. august 2007 – side 6
Storbritannien
Strejker mod lønstop og nyliberalisme
Jørn Andersen
“Postarbejder-strejkerne er en konflikt mellem dem som tror på offentlig service, og dem som tror på at marked og profit skal bestemme.“
“Det er det samme centrale spørgsmål, som er centralt for konflikterne blandt offentligt ansatte.
Vi mener, at det er et afgørende øjeblik for alle arbejdere, men især for medlemmer af fagforeningerne CWU og PCS.
Vi kan enten bøje os for en dagsorden med nedskæringer, privatiseringer og lønnedgang, eller have held til at slå igen og åbne nye muligheder for modstand fra mange andre arbejdere.“
Sådan lød indledning til et åbent brev fra to ledende fagforeningsfolk, Jane Loftus (president, CWU) og Sue Bond (vice-president, PCS) i starten af august.
Der har været adskillige éndags-strejker, strejkevarsler og andre protester fra offentligt ansattes fagforeninger hen over sommeren. Brevet er blot ét af udtrykkene for et stigende samarbejde mellem forskellige fagforeninger i en fælles kamp mod regeringen.
Strejkerne er vendt mod Labour-regeringens 2 pct. lønramme (der er 4 pct.s inflation). Men de udtrykker i lige så høj grad en opsparet vrede mod nedskæringer, tempoopskruning og nedslidning blandt offentligt ansatte.
Den 21. august har CWU indkaldt til national demonstration til støtte for postarbejderne. Og selv om fagforeningsledelsen har valgt en tåbelig strategi med en-dags-strejker, hvor forskellige grupper strejker på skift, så er opbakningen fra medlemmerne massiv.
Opsving i klassekampen?
Storbritannien havde i mange år et notorisk lavt antal strejker. Nederlagene i slut-70erne, og ikke mindst i den ét år lange minearbejderstrejke i 1984-85, satte sit dybe præg på hidtil stærke arbejdergrupper.
Fra midt-90erne begyndte kampviljen så småt at vende tilbage. Men oftest lykkedes det top-bureaukratiet i fagforeningerne at begrænse protesterne til éndagsaktioner eller forhindre dem i at sprede sig ud over det lokalområde, hvor de var startet.
Tony Blairs valgsejr i 1997 udtrykte ønsket om et opgør med de konservative, men også en manglende tro på, at arbejderne selv kunne bekæmpe de nyliberale angreb.
Men Blair og Brown betød blot endnu mere nyliberalisme. Så for 4-5 år siden begyndte der at blive valgt mere venstre-drejede fagforeningsledere i en række fagforbund – kendt som “the awkward squad“ – især blandt lavtlønnede og offentligt ansatte. Som John Edmond, tidl. leder af GMB-fagforeningen, sagde: “Ingen Blair-tilhænger kan vinde et fagforeningsvalg“.
Selv om valg af nye, venstredrejede ledere udtrykte et ønske om forandring, så ændrede det ikke i sig selv styrkeforholdet. Hertil krævedes en politisk “vækkelse“ og mere selvtillid på gulvplan.
Krigsmodstand og klassekamp
Det skete med mobiliseringerne mod Irak-krigen, som i Storbritannien var blandt de største – og ikke mindst langt mere vedvarende end i alle andre lande. Millioner har deltaget i antikrigs-demonstrationer og tusinder har været aktive i at organisere protesterne.
Sammen med venstrefløjen og muslimer var fagforeningerne den vigtigste kraft i at gøre modstanden bred og aktiv. På stribevis af fagforenings-kongresser blev Blairs Irak-politik forkastet, og det blev starten på mere generelle protester mod Labours politik. Nogle fagforeninger brød forbindelsen til Labour. I andre skar fagforeningsledelsen ned på den økonomiske støtte for at forhindre, at medlemmerne krævede et klart brud.
Politik giver faglig kamp
En udløber af krigsmodstanden var dannelsen af Respect – en koalition af venstrefløj, muslimer og fagligt aktive. Gennem landsdækkende mødeturneer med faglige ledere, lokale konferencer osv. har Respect spillet en vigtig rolle i at samle den faglige venstrefløj igen. Den hidtil største succes var “Fighting Unions“-konferencen i november 2006 med 1.000 deltagere – den største samling af faglige aktivister i 20 år!
I 60erne og 70erne voksede den faglige kamp gennem at der langsomt blev opbygget mere og mere selvtillid gennem lokale kampe. De politiske konklusioner fulgte bagefter – som en generalisering af erfaringer med at man kan slås og vinde.
Denne gang sker det i mange lande den modsatte vej: Politiske protester fx mod Irak-krig og for “en anden verden“ smitter af og giver tillid til, at det nytter at slås.
En klart politisk venstrefløj i fagbevægelsen er ofte en forudsætning for, at kampene kan udvikles. For modstanderen er ikke kun arbejdsgiverne. Det er oftest også et fagligt bureaukrati, som forsøger at indsnævre og begrænse de kampe, der hele tiden opstår.
En venstrefløj, som ikke nedtoner sin politik, men bruger den til at sige, at strejker og aktiv kamp er vejen frem, kan udfordre det faglige bureaukrati.
Ved at forbinde den politiske protest mod krig og nyliberalisme med den voksende sociale utilfredshed med forholdene på arbejdspladserne kan den blive en afgørende katalysator for langt større kampe end dem vi har set hidtil.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed