Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 271 – 15. august 2007 – side 12

Boganmeldelse

Revolution i det 21. århundrede

Jørn Andersen

For de mange tusinder af aktivister, der de seneste år har kæmpet mod krig, racisme og nyliberalisme, kunne Chris Harmans nye, lille bog Revolution in the 21st Century næppe komme på et bedre tidspunkt.

I den periode er bevægelsen vokset fra et mindretals topmøde-protester over millioners globale protester mod Irak-krigen i 2003 til i dag at være en bevægelse med rødder i nationale masseprotester mod nyliberale angreb.

Gennem de nye radikale venstrepartier kan den organisere titusinder af mennesker til et politisk projekt for, at “en anden verden er mulig“.

Men det kræver politisk strategi. Og det er hvad Harmans bog handler om: En strategi for revolution.

Hvad er en revolution?

En revolution er ikke et revolutionært mindretals heltemodige bedrifter. En revolutionær situation opstår, når masser af mennesker ikke kun kræver forandring, men også sætter sig selv i bevægelse for at skaffe den. Det skete i den franske revolution i 1789, i Rusland i 1905 og 1917 – og fornylig i Venezuela og Bolivia.

Men den forudsætter også, at magthaverne er i så store problemer, at de ikke længere kan løse dem på samme måde, som de plejer – de begynder at skændes indbyrdes.

Det er oftest en proces, som udvikler sig over tid. Nogle gange vælter en regering, men erstattes blot af en ny.

En revolution er mere end blot at udskifte en regering. Den handler om at vælte det eksisterende sociale hierarki og i stedet sætte det flertal, der ikke hidtil har haft magten, i spidsen for samfundet.

Hvis en revolution skal lykkes kræver det, at massebevægelsen bliver stærk nok til at tage det afgørende skridt: At tage magten fra den gamle elite.

Masser af store bevægelser og opstande har lidt nederlag, fordi de ikke i det afgørende øjeblik var klar til at tage magten. De gamle magthaveres blodige hævn har bagefter taget mange år at overvinde.

Borgerligt demokrati – og socialistisk

Nogle siger, at en revolution er udemokratisk. Til det har Harman to svar:

For det første, at det nuværende demokrati er så ufuldkomment, at det vil være umuligt at gennemføre mere radikale forandringer inden for dette demokratis rammer. Staten er underlagt magthavernes kontrol over økonomien. Og selv i et parlamentarisk demokrati vil det meste af statsapparatet – politi, militær, ledende embedsmænd – modarbejde en progressiv regerings reformer.

Radikale forandringer – for ikke at snakke om en revolution – kræver en anden form for demokrati. Et demokrati opbygget fra neden gennem arbejderråd på arbejdspladser osv. Et arbejderdemokrati, som kan sikre sig demokratisk kontrol over såvel økonomien som resten af samfundet.

Massebevægelsen skal ikke kun “lægge pres“ på parlamentarikerne – den skal selv overtage magten, hvis der skal gennemføres radikale forandringer.

Arbejderrådene er kernen i det nye samfunds socialistiske demokrati.

Arbejderklassen

Hovedparten af bogen handler om de forhindringer, vi møder undervejs – inden revolutionen.

Arbejderklassen er nøglen til forandring af samfundet. Men mange siger, at industriarbejderklassen er ved at forsvinde – at de fleste er “middelklasse“.

Men industriarbejderklassen udgør stadig millioner af mennesker i de mest udviklede lande – og i mange nyindustrialiserede lande vokser den kraftigt.

For det andet kan arbejderklassen ikke begrænses til industriarbejdere. Millioner af arbejdere i det offentlige, i transport og servicefag, lærere, læger, plejepersonale osv. er tvunget til at sælge deres arbejdskraft. De har kun lidt kontrol over deres arbejde. Og de arbejder i uddannelses- eller pleje-“fabrikker“, hvor de kan organisere sig kollektivt. Mange af de mest militante strejker de seneste årtier er foregået blandt “den slags“ arbejdere.

Kapitalismens jagt på profit forandrer konstant arbejderklassen. Hver gang det sker, erklæres arbejderklassen død, fordi den nu ser anderledes ud, end den gjorde nogle år tidligere.

Globaliseringen betyder nye udfordringer til arbejderklassens organisering. Men globaliseringen betyder først og fremmest, at arbejderklassen nu er en global klasse, som de seneste årtier har overhalet bønderne som den største klasse.

Klassebevidsthed

Selv om arbejderklassen har muligheden for at skabe et nyt samfund, så er de fleste arbejdere ikke bevidste om denne mulighed.

Kapitalismen lærer os at acceptere systemet. Vi lærer individualisme og grådighed, racisme og sexisme – og at “sådan vil det altid være“. Kun et mindretal stiller under “normale“ forhold spørgsmål ved systemet som helhed.

Det er først når arbejdere går i kamp mod en eller anden del af systemet, at de opdager deres magt til at lamme systemet. De opdager den styrke de har når de står sammen.

I sådanne situationer passer “de ting vi har lært“ ikke med “de ting vi oplever“. Sexisme og racisme svækker enheden i kamp. Politi og stat er ikke neutrale, men støtter systemet osv.

I kamp passer socialistiske ideer langt bedre til virkeligheden end magthavernes.

Men socialistiske ideer er ikke alene. Medier og politikere vil appellere til “fornuft“ og “forsoning“ – selv om de dagen før snakkede om underkastelse og tilpasning til markedet. De vil prædike nationalisme og racisme for at splitte bevægelsen.

Andre forsøger at balancere mellem modstand og accept af systemet: Ja, der skal ske forandringer, men de skal ske langsomt og ved forhandling, ikke gennem kamp.

Sådanne “reformistiske“ ideer bruges ofte bevidst til at “tæmme“ kamp fra neden, så den ikke bliver en trussel mod systemet. Men reformistiske ideer kan have en stor gennemslagskraft, når tusinder af arbejdere bevæger sig fra at tro på systemet til at tro på egne kræfter.

Revolutionæres rolle

Selv om socialistiske ideer “passer til“ en situation med arbejderkamp, så skal de kæmpes for – imod borgerlige og reformistiske ideer i bevægelsen.

Det kræver, at socialister organiserer sig, udvikler deres ideer og tager konkrete initiativer, der matcher kampens udvikling. En sådan organisering er afgørende, når bevægelsen er blevet stærk nok til at kunne tage det førnævnte “afgørende skridt“ og tage magten fra den gamle elite.

En stærk organisering af socialister i bevægelsen med opbakning fra et flertal af arbejdere er en forudsætning for, at vinde bevægelsen for at gennemføre en revolution.

En sådan organisering skal opbygges i god tid i forvejen, dvs. i tider hvor kampen udvikler sig langsommere. Det må være en organisering, som er i stand til at komme med svar på de planer, som magthaverne udvikler i deres organiseringer: Arbejdsgiverforeninger, partier, tænketanke, loger osv.

En sådan organisering er ikke bare en løs sammenslutning af socialister, som handler individuelt. Den skal kunne opsamle erfaringer fra bevægelsen og diskutere og handle kollektivt.

I de revolutionære opstande efter 1. verdenskrig, kaldte man det “et parti af en ny type“. Et parti, som er i stand til at kæmpe på alle fronter – ideologisk, politisk og økonomisk kamp. Og som samler de bedste aktivister fra bevægelsen.

Enhedsfront

Det vigtigste taktiske spørgsmål for et sådant parti er, hvordan man samarbejder med det flertal af arbejdere, som støtter reformistiske ideer.

Revolutionære socialister kan ikke vinde dagligdagens kampe – og slet ikke en revolution – uden opbakning fra arbejdere, som ikke i første omgang er overbeviste socialister. Men mange af dem vil ofte gerne gå videre end deres parti- og fagforeningsledere.

Det giver socialister mulighed for at opstille umiddelbare mål for en konkret kamp, som et flertal af arbejdere vil være enige i – og som deres ledere vil have svært ved at afslå.

En sådan “enhedsfront“ giver socialister mulighed for at udfordre de reformistiske ledere i konkret kamp. Vi må så vise i praksis, at vi har bedre bud på at vinde kampen – og herved vinde reformistiske arbejdere over til revolutionær politik.

Enhedsfronten er et helt centralt redskab, hvis socialister skal vinde opbakning fra flertallet af arbejdere. Med de voksende radikale venstrepartier i Europa er det blevet realistisk at udfordre reformistiske ledere på områder, hvor vi ikke tidligere var i stand til det.

Læs bogen – og bliv organiseret socialist

Jeg har forsøgt at skitsere hovedtemaerne i Harmans lille bog. Men det er en utaknemlig opgave: Jeg har ikke hans evne til at sammenfatte komplekse problemstillinger i et så letforståeligt sprog.

Harman afslutter sin bog med eksemplet Bolivia de seneste 5 år. Her har en radikal massebevægelse flere gange tvunget magthaverne på retræte. Men i de afgørende øjeblikke manglede den både demokratiske organer for arbejdernes selvorganisering (arbejderråd) og det “parti af en ny type“, som kunne battle de reformistiske ledere, som havde held til at inddæmme bevægelsen.

At dømme efter de første 7½ år i det 21. århundrede vil massebevægelser mod krig og nyliberalisme vokse op igen og igen. Vær med til at sikre deres sejr næste gang: Læs bogen – og bliv organiseret socialist.

Chris Harman:
Revolution in the 21st Century
126 sider – 65 kr.
Køb den på Forlaget modstand.org

Flere artikler fra nr. 271

Flere numre fra 2007

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2595 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside