Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 272 – 12. september 2007 – side 6

Fra folkeskolen til universitetet

Foghs nyliberale omstrukturering af uddannelsessystemet

Mikkel Birk Jespersen

Så skal der skæres igen. På både gymnasier, erhvervsuddannelser, mellemlange videregående uddannelser og universiteter vil regeringen skære i bevillingerne pr. studerende.

Det er en fortsættelse af den udsultning af de offentlige uddannelsesinstitutioner, som regeringen konsekvent har stået for de senere år. En politik, der gang på gang er blevet mødt med protester fra elever, studerende og lærere.

Men det handler ikke kun om færre eller flere penge til uddannelserne. Kampen står om, hvordan uddannelsessystemet grundlæggende skal være skruet sammen. Regeringen har, siden den kom til, ført en omstruktureringspolitik, der har hvilet på to grundpiller: Pres uddannelsesinstitutionerne på økonomien og gennemtving nyliberale reformer fra oven, der indskrænker demokratiet og indfører markedsmekanismer.

Fra folkeskolen til universitetet er Fogh, Haarder og Sander i gang med at ændre radikalt på den hverdag og virkelighed, som elever og studerende, lærere og undervisere oplever.

Formålet er at presse de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet samt at sikre, at de uddanner sig i det, erhvervslivet mener at have brug for for at kunne klare sig i den internationale konkurrence.

Denne reformering af uddannelsessystemet spiller således en central rolle i regeringens langsigtede planer om at skabe et Danmark til gavn for de store virksomheder, hvor velfærd er erstattet med marked.

Folkeskolen: Ind med tests og ‘faglighed’ – ud med pædagogikken

De danske folkeskoleelever er dumme og dovne – derfor skal de have med pisken, og der skal mere fokus på såkaldt ‘faglighed’. Det er de borgerliges bud på at udvikle folkeskolen.

Ammunitionen finder regeringen m.fl. i OECDs (de vestlige landes Organisation for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) såkaldte PISA-undersøgelser, der ud fra nogle bestemte parametre måler elevernes færdigheder på forskellige områder. Og her klarer de danske elever sig ikke godt nok i konkurrencen med andre lande.

Regeringen og Dansk Industri ser løsningen på dette angivelige problem i at udsætte eleverne i folkeskolen for flere tests og prøver.

Men flere tests og mere fokus på karakterer vil ikke hjælpe til med at dygtiggøre eleverne i de forskellige fag – til gengæld vil det hjælpe til med at sortere ‘dårlige’ elever fra ‘gode’ og dermed fastholde og forstærke de klasseskel, der i forvejen er indbygget i uddannelsessystemet.

Dette er en dagsorden og en politik, der går ud over elever og lærere, men som til gengæld glæder erhvervslivet. Den magtfulde lobbyorganisation for de store danske virksomheder, Dansk Industri (DI), skriver således rosende om regeringens initiativer på folkeskoleområdet: “Mere evaluering, flere test, mere efteruddannelse, bedre skoleledelse og handlingsplaner der kan styrke undervisningen i læsning og naturfag, er alle positive skridt i den rigtige retning.“

Kravet om ‘bedre ledelse’ går igen igennem hele uddannelsessystemet og dækker over, at erhvervslivet grundlæggende set vil have uddannelsesinstitutionerne til i højere grad at fungere som private virksomheder, hvor en stærk, ikke-valgt ledelse har ret til at lede og fordele arbejdet.

Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Katrin Hjort, siger i en artikel i fagbladet Folkeskolen, der diskuterer, hvordan den danske folkeskole bevæger sig i retning af det skolesystem, man har i f.eks. USA og Storbritannien:

“Det er i Danmark ikke politisk muligt at privatisere uddannelse og sundhed i samme udstrækning som i USA. Landingen efter de sidste 10-15 års tovtrækkeri er blevet, at disse ydelser stadig skal finansieres over skatten, men at alle offentlige institutioner skal opfattes som private virksomheder, der fungerer på markedsvilkår.“

Gymnasierne: Selveje, specialisering og klassedeling

Selvom gymnasiereformen for nogle år siden sikrede en tiltrængt omstrukturering af visse forældede elementer af gymnasieskolen (især opdelingen i sprogligt og matematisk gymnasium), åbnede den samtidig en ladeport for de kræfter, der ønsker et mere erhvervsrettet og mere klassedelt gymnasium.

I dag skal gymnasieelever i realiteten specialisere sig tidligere, idet de skal vælge mellem en række af forskellige fagpakker og studieretninger, der får konsekvenser for, hvilke videregående uddannelser de kan komme ind på senere.

På samme måde som det øgede fokus på tests og ‘faglighed’ er dette noget, der vil medvirke til at forstærke klassedelingen i skolesystemet, idet nogen tidligt vil slå ind på en karrierevej, der fører til fremtidens eliteskoler, mens de mange må stå tilbage med det middelmådige produkt, der er et resultat af år med nedskæringer.

Ligeledes alvorligt er det, at gymnasierne er overgået til at være selvejende institutioner. Det betyder, at markedsmekanismer i endnu højere grad end tidligere vil være styrende for gymnasieinstitutionerne.

Det betyder konkurrence om de studerende og dermed tendenser til en øget ulighed de forskellige gymnasier imellem, hvor nogle gymnasier i stigende grad vil være for de riges børn, mens andre vil være for arbejderklassens børn.

Der vil være forskelle i kvalitet fra gymnasium til gymnasium, hvor nogle vil sigte på at skulle sende elitens børn videre til universitetet og andre vil uddanne massen til mindre prestigefyldte jobs.

Men elever og lærere angribes ikke kun økonomisk og strukturelt, men også ideologisk. Sideløbende med nedskæringer og markedstænkning ser vi et nykonservativt korstog, der kommer til udtryk i indførelsen af kanoner i fag som dansk og historie i både folkeskolen og gymnasiet. Indførelsen af kanoner betyder, at man fastlægger hvilke værker og begivenheder, der definerer en dansk kultur og en dansk historie.

Ønsket er således et forsøg på revitalisere Den store Fortælling om ét forenet Danmark i tusind år – en ideologisk konstruktion, der har til formål at skabe den illusion, at dansk erhvervsliv og danske arbejdere og studerende har fælles interesser.

Det nyliberale universitet

Det er paradoksalt, at det er på universitetsområdet, at regeringens politik har mødt mindst modstand, når det på mange måder er universiteterne, der rammes hårdest af nyliberale reformer.

Den demokratiske styring af universiteterne, som især de studerende tilkæmpede sig i 60’erne og 70’erne er blevet rullet tilbage, og den tidligere valgte ledelse af universitetet – der som gymnasiet er en selvejende institution – skal nu ansættes af en bestyrelse med et flertal af ‘eksterne medlemmer’, dvs. erhvervsfolk.

Idéen er at styrke styringen af universiteterne med en ‘professionel ledelse’ – universiteterne skal med andre ord fungere på samme måde som private virksomheder.

Samtidig bliver universiteterne holdt i kort snor af videnskabsministeriet gennem de såkaldte ‘udviklingskontrakter’, der forpligter universiteterne på forskellige målsætninger mere eller mindre dikteret af ministeriet.

Markedsstyring og centralisering går på denne måde hånd i hånd. På samme måde søger ministeriet også i højere grad at styre, hvad forskningsbevillingerne skal gå til, så der kan blive forsket i det, erhvervslivet for tiden mener at have mest brug for.

I juli sendte Venstres forskningsordfører Torsten Schack Petersen en ballon op, der luftede idéen om, at man kunne åbne op for private universiteter i Danmark: “Private universiteter vil kunne øge konkurrencen på uddannelsesområdet og dermed skabe dygtigere studerende,“ forestiller han sig.

Dette vil være endnu et stort skridt mod et stadigt mere klassedelt universitetssystem med mere brugerbetaling. Med privatfinansierede eliteuniversiteter, der kan tage sig af samfundets kommende top, mens andre private og offentlige universiteter kan tilbyde discountuddannelser til massen.

Uddannelse for erhvervslivet

Fra regering, borgerlige politikere og erhvervsliv argumenteres der med, at uddannelse og forskning skal være relevant for samfundet. F.eks. skriver DI, at der “skal ikke investeres for forskningens skyld. Men for samfundets.“

Problemet er, at ‘samfundet’ ikke dækker over hele samfundet og alles interesser, men reelt betyder ‘erhvervslivet’ og dets snævre interesse i profitmaksimering. Derfor er DI også utilfredse med, at der ifølge dem bliver brugt for mange ressourcer på områder som humaniora og samfundsvidenskab, når erhvervslivet er mere interesseret i naturvidenskab.

DI har spillet en helt central rolle i at udforme de senere års uddannelses- og forskningspolitik, og regeringen er kun alt for tilfreds med at lade sig diktere af erhvervslivets krav.

Samtidig kommer presset også udefra – fra EU og fra den såkaldte Bologna-proces. Bologna-processen (der også involverer europæiske lande uden for EU) sigter mod at skabe et fælles europæisk marked for uddannelser med det formål at stå stærkere i den globale konkurrence.

Ligeledes har EU’s såkaldte Lissabonstrategi som mål “... at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi“.

Presset for at reformere det danske uddannelsessystem i overensstemmelse med nyliberale principper kommer altså fra såvel de store danske virksomheder og fra EU, der varetager de europæiske multinationale selskabers fælles interesser.

En anden uddannelse er mulig?

Uddannelsessystemet har allerede ændret sig meget indenfor de senere år, og hvis udviklingen får lov til at fortsætte, er perspektivet endnu mere skræmmende. I stedet for at være steder, hvor man får lov til at udvikle og fordybe sig, skal skoler og universiteter være disciplinerede, profitorienterede institutioner, der uddanner ungdommen så hurtigt og så specialiseret som muligt, og hvor det er erhvervslivets og ikke de studerendes interesser, der afgør hvilke valg, der træffes.

Fogh betegner selv reformeringen af uddannelsessystemet som det, han er mest stolt over at have udrettet som statsminister. Men han har mødt modstand for hvert skridt han har taget, og kampen om fremtidens uddannelse og bestemt ikke slut endnu.

Kampen om uddannelsessystemet er en del af kampen om fremtidens velfærd, og elever og studerende har været blandt de mest ivrige forkæmpere for velfærden inden for de senere år. Hvis vi fortsætter den kamp, har vi stadig muligheden for at vinde et uddannelsessystem, der er for alle, og hvor erhvervslivet er sat uden for døren.

Se også:
SAA 272: ISU Forum: Uddannelseskamp!

Flere artikler fra nr. 272

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Uddannelse

Se flere artikler af forfatter:
Mikkel Birk Jespersen

Siden er vist 2058 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside